Det endelige fundament

Populær

Det er nu eller aldrig for københavnerkvintetten, der efter tre ep’er er aktuelle med debutalbummet ’Watchers’.

Titel
Watchers
Dato
09-12-2014
Distributør
Trackliste
1. Through The Haze

2. Decadent God

3. A Shadow of My Past

4. The Last Shred of Humanity

5. Mask of Insecurity

6. A Scent of Blood

7. Capture It All

8. Corrupted Into Slaves

9. Hibernation
Karakter
4

Blandt Sepultura og Artillerys seneste album kunne Billy Boy In Poison i december finde deres egen og første fuldlængdeudgivelse i Fona på strøget i København. ”Drengedrøm opfyldt: Tjek!” skrev guitarist Alexander Mortensen i den forbindelse på sin Facebookprofil.

’Watchers’ åbner sig som en eksplosion, hvis forstadie har glimtet i drengenes øjne i årevis. Som fra filmen, hvor bandnavnet stammer fra (Kubricks ’A Clockwork Orange’), er ’Watchers’ lige dele underfundig og ubarmhjertig, men selve albummets titel inspireret af overvågningssamfundet, med dyrene som beskuere, hvad coveret fortæller om.

Alexander Mortensen og Mikkel Larsens samspil på guitarerne er en klar signatur, der har bugtet sig som en rød tråd gennem de foregående ep’er, hvis lyd de ikke er gået væk fra, men det er stadig et andet band, end det der tonsede igennem på ’Perdition’ (2010) med fuld hammer og masser af breakdowns. Der er kommet mere fart på deres breakdowns, og skønt forandringen ikke er skelsættende, er den til at høre.

Om det er inspirationskilderne, der er roteret væk fra metalcorebandene og i retning af den tungere dødsmetal, eller de kompositoriske prioriteringer, der har ændret sig, har tempoet til gengæld fået flere niveauer at lege i, end variationer af "hurtigt" og "mindre hurtigt", og pladsen foran mikrofonen har fået en ny vogter i Steven Borgwardt, der har været med siden 2011.

Albummet åbnes med kaotiske ’Through The Haze’, der spiller på ekstremmetallens kryptiske tangenter og ikke ligefrem byder tilhørere indenbfor i varmen, men at det er Billy Boy In Poison, der spiller, hersker der ingen tvivl om, på trods af at de melodiske indspark, der tidligere har kendetegnet bandet, lader til at være på ferie. De første skæringer er ikke videre spiselige, og det er svært at regne ud, hvad albummet vil. I starten er der i vanlig stil gravet godt ned i et miks af flere subgenrer, omkransende en kerne af dødsmetal, hardcore og thrash. Det kunne gå i mange retninger herfra. Men som ’A Shadow of My Past’ skrider frem, begynder det at give mening, og nysgerrigheden vækkes til live, i takt med at sangenes dna former sig til genkendelighed.

Anden halvdel sætter standarden

Og så sker det. ’The Last Shred of Humanity’ er et smukt nummer, lige fra den overraskende stille intro, hvor strygerne bliver lige skingre nok, til det hårdtslående opbrud, der vil være livekoncerternes garanti for headbanging. ’The Last Shred of Humanity’ tromler sig organisk og afbalanceret af sted klippet op af enkelte hurtigere passager, og det fungerer fantastisk godt. Det samme viser sig i ’Mask of Insecurity’, der tør at være langsom, og som trods utraditionelle akkordsammensætninger alligevel finder sin sammenhæng med de storladne akkordklodser, der gør melodien let.

Herfra hæver Billy Boy In Poison niveauet, og ’Watchers’ stiger i styrke og insisterer på at ville noget mere end bare at være hård og hurtig, (og det har albummet ingen problemer med at være). Især i sidste halvleg viser Billy Boy In Poison sig at brillere, når de læner sig tilbage i tøjret og graver dybere ned i mulden i et mere sat tempo end "dødoghelvede".

Billy Boy In Poison anno 2013 er således blevet tungere end tidligere og cementerer med ’Watchers’, at nerven er intakt, men at de også regerer, når musikken spilles i sænket tempo. Og det er, hvad en fuldlængde kan – give tid til dynamikken og sammenhængen. Men man skal på den anden side heller ikke narres til at tro, at de hurtige numre er nedprioriteret, blot er der bedre plads til de hæsblæsende passager, når der også er indlagt pusterum som her. ’Watchers’ klassificerer Billy Boy In Poison mere som et overordenligt stærkt dødsmetalband, end noget de tidligere har udgivet.

Foruden forsanger Steven har bandet spillet sammen siden 2005, og det var på høje tid, at debutalbummet så dagens lys. Var det værd at vente på? Absolut. Cementen er hærdet, og fundamentet stabilt.