For 150 kr. blandet finsk lakrids

Populær
For 150 kr. blandet finsk lakrids

Hvis man intet kender til finsk metalmusik gennem de seneste 15 år, så er her albummet til typen, der i folkeskolen lejede filmen for derefter at skrive bograpporten.

Titel
Children of Dark Waters
Dato
22-05-2009
Distributør
Trackliste
01. Angelheart, Ravenheart
(Act II: Children of the Dark Waters)
02. Baptized by the Blood of Angels
03. Tears of Autumn Rain
04. Summon the Wild
05. Sea of Whispers
06. Midnight Bird
07. Diary of Demonic Dreams
08. When the Darkest Night Falls
09. Nocturne Thule
10. Sea of Whispers (Acoustic Reprise)
Karakter
2

Eternal Tears of Sorrow blev dannet i noget der ligner 1994 efter et par års erfaring med demoer under andre navne. Erfaringen trækker de meget på, udviklingen synes til gengæld glemt. Det er en tour-de-metal-Finlandia sekstetten udsætter lytteren for.

Der er den melodiske dødsmetal, som Amorphis gjorde bedre i 1994 med ”Tales from the Thousand Lakes” og så er der symfonisk keyboard i overflod og en blanding mellem ren og growlet vokal, så tankerne ledes hen på Nightwish til tider. Hverken den ene eller anden type sang kan stå distancen, growlet er forkølet og den rene sang er enormt uinspirererende.

Klaverintroen til ”Baptized by the Blood of Angels” lyder som noget, der kunne have været med på førnævnte Nigthwishs seneste album, selvom musikken da senere tager en lidt hurtigere Children of Bodomsk drejning. Især sangens senere keyboardsolo lugter af Bodom-børnene. I det hele taget så gør de bands, som Eternal Tears of Sorrow låner fra, det væsentligt bedre, men i det mindste kan bandet trække på, at det sammensurium af finske metaludtryk, der fyres af, er der ikke mange andre der gør efter. Så det er vel egentlig originalt nok… Selv black metal light udforskes i et nummer som ”Summon the Wild”, der dog afbrydes af en mandsling, der ikke ville klare lang tid i et talentshow, på ren vokal.

Bandet er bedst, når det går i fuld firspring og på skøjter ud over de mange finske søer, for når bandet sætter tempoet ned, og skruer op for vokalen, hvad end den er et sørgeligt forsøg på growl eller en kedelig ren vokal, så bliver det for meget hip-hurra-melodi-grand-prix.

Sørme så! der er også en ballade. Hele to gange får man endda fornøjelsen, for Amorphis tricket fra ”Elegy” med en akustisk reprise til sidst på albummet er da også med her som en ”bonus”.

Det er givetvis et album, der vil have sine lyttere, fordi det hele faktisk gøres ganske gennemført, lige fra lyden af halvfemsernes Finland og de seneste symfoniske toner fra Nightwish til den prætentiøse produktion og det klassiske Travis Smith cover (Amorphis, Opeth, Anathema m.fl.). Men det er bare hørt før, og bare fordi man ryster det hele sammen, så lytteren ikke behøver hive flere cd’er ned fra hylden, så skaber man ikke nødvendigvis mirakler.