Forceret power

Forceret power

Brainstorm er stadig et kompetent, men også umådeligt anonymt power metal-band der i ellevte forsøg stadig mangler ægthed.

Kunstner
Titel
Scary Creatures
Dato
21-01-2016
Trackliste
1. The World To See
2. How Much Can You Take
3. We Are…
4. Where Angels Dream
5. Scary Creatures
6. Twisted Ways
7. Caressed By The Blackness
8. Scars In Your Eyes
9. Take Me To The Never
10. Sky Among The Clouds
Forfatter
Karakter
2

Syvogtyve år har tyske Brainstorm på bagen, og selvom der gik otte år, før første fuldlængde kom på gaden, har de alligevel nået at udgive elleve med aktuelle ’Scary Creatures’. Som med de to forrige, der slæbte sig op på middelkarakterer hos denne anmelder, er vi heller ikke denne gang tæt på fuld gevinst – dertil er bandet for uoriginalt.

Der lægges ellers stærkt ud med de tunge ’The World To See’ og ’How Much Can You Take’, ligesom titelnummeret holder sig kørende på et sejt drive og hidsige guitarer, som også  ’Where Angels Dream’, der er mere NWOBHM end power metal. Men gennem et helt album virker det forceret og fortænkt – slet ikke så umiddelbart, som indtrykket er efter de første minutter i tyskernes selskab. 

Stærkest står de i sammenspillet mellem de to guitarister – intense harmonier og aggressive riff er der rigeligt af, men resten af bandet følger ikke trop. Trommerne og bas spilles kompetent, men også jævnt anonymt. Og forsanger Andy B. Franck kæmper en brav med nytteløs kamp mod enerverende melodier og en tone i stemmen, som i længden mangler charme. Han er vred og hidsig, men ikke varieret nok i sit udtryk til at udfylde et helt album.

Rigtigt galt går det kun i enkelte detaljer, som i ’We Are...’, der tydeligvis er tænkt med en pompøs effekt, men ender i det diametralt modsatte og nærmest latterlige. Men man fornemmer også, at det kunne gøre Brainstorm til et mere interessant bekendtskab, hvis de fik udvidet repertoiret i netop den retning – og samtidig forstod at gøre det ordentligt.