En hyldest i blod
Populær
20 år inde i karrieren trykker Aborted stadig speederen helt i bund. Denne gang kigger de nostalgisk tilbage på 1980'ernes splatterfilm, men det er stadig en nutidig og brutal deathgrind, der er i højsædet. ’Retrogore’ er ovenud vellykket.
2. 'Retrogore'
3. 'Cadaverous Banquet'
4. 'Whoremageddon'
5. 'Termination Redux'
6. 'Bit by Bit'
7. 'Divine Impediment'
8. 'Coven of Ignorance'
9. 'The Mephitic Conundrum'
10. 'Forged for Decrepitude'
11. 'From Beyond (the Grave)'
12. 'In Avernus'
- "Herbert, you're insane! Now what happened here?"
- "I had to kill him!"
- ”He’s dead?”
- ”… Not anymore”.
Ovenstående dialog er fra horrorfilmen ’Re-Animator’ fra 1985. Den både gale og geniale medicinstuderende Herbert West har opfundet et medikament, der ved indsprøjtning i personers hjerner kort efter deres død kan gøre dem levende igen. De genopstår dog ikke med deres gamle, rare personligheder, men som menneskeædende zombier, og så har vi balladen. Det går selvfølgelig ikke stille for sig, og den skamløst underholdende film balancerer mellem den absurde komedie og skrækindjagende gyser. Det har 30 år efter udgivelsen gjort den til en nyklassiker i genren.
Død med nostalgi
Dialogbidden samples af belgiske Aborted på deres niende album, ’Retrogore’, hvor det åbner nummeret ’Forged for Decrepitude’. Det er symptomatisk for ’Retrogore’, der i høj grad står i horrorfilmens tegn, og igennem de 43 minutter, albummet varer, samples der fra diverse horror-affilierede kilder. Det er ikke nyt for bandet, der benyttede sig af lignende samples på sidste års ’The Necrotic Manifesto’, men intentionen virker her til at være, at lydbidderne i højere grad skal binde albummet sammen.
Nostalgien er tydelig allerede ved et kig på omslaget, der med sin grønne sprøjte refererer til netop ’Re-Animator’, men også til Nintendo (!). Aborted vil gerne hylde 1980’ernes gore og mere tilbageskuende teknologi, og man kan forestille sig, at det er noget, de har hygget sig gevaldigt med. Det er i hvert fald det indtryk, man efterlades med, når der i pressematerialet oven i købet følger flere animerede billeder med, hvor bandet er afbilledet i settings, der er taget direkte fra diverse horrorfilmplakater. Referencerne tæller ’Ghostbusters’, ’Army of Darkness’, ’The Texas Chainsaw Massacre Part 2’ og selvfølgelig 'Re-Animator' (igen). Det er død med et tykt lag nostalgi.
20 år med speederen i bund
Men hvor det visuelle univers er drevet af det tilbageskuende, så er musikken på ingen måder nostalgisk. Aborted, der sidste år kunne fejre 20-årsjubilæum, spiller fortsat en hæsblæsende hurtig og brutal blanding af dødsmetal og grindcore, og man skal ikke mange sekunder ind i titelnummeret, før det står klart for en.
Efter det muntre intronummer ’Dellamorte Dellamore’ (der med al sandsynlighed har sin titel fra den italienske zombiefilm af samme navn fra 1994) slippes metalbæstet løs, og bandet ser sig ikke tilbage, før albummet ringer ud med en sidste sampling af dissonante strygere og keyboard på ’In Avernus’.
Aborteds sange er mest af alt brutalt pågående, men de er også afvekslende nok til, at der er plads til aftryk fra andre subgenrer. Det sker blandt andet på albummets absolut bedste nummer, ’Divine Impediment’, hvor bandet på fornem vis inkorporerer black metal-inspirationer i deres huggende riffmaraton, og hvor Cattle Decapitations forsanger Travis Ryan medvirker kort på gæstevokal.
Netop Cattle Decapitation er en oplagt reference, for ligesom de californiske øko-metallere benytter Aborted sig af greb, der får den brutale dødsmetal til at flyde lettere ned. ’Divine Impediment’ er et eksempel på en sang, der har de for dødsmetallen obligatoriske hurtige rytmeskift og blastbeats, men også giver rum til at ånde – og ikke mindst headbange – til langsommere grooves.
”Retrogore has more hooks than the entire Hellrasier series combined”, står der blandt andet i pressematerialet, og selvom det ikke helt er tilfældet, så har det et gran af sandhed i sig. ’Whoremageddon’ (en klokkeklar reference til bandets ’Goremageddon’-album fra 2003) er bygget rundt om et massivt hook i omkvædet, og her bliver der også tid til et massivt midtempo-breakdown, der på en næsten hardcore-agtig facon sender lytteren direkte ud i pitten. Det får den brutale dødsmetal til næsten at fremstå helt tilgængelig.
Aborted er for det meste bedst, når de udvider formlen lidt. ’Termination Redux’ går fra hurtigt blast og heftige, tekniske riff til et kravlende mellemstykke, der diskret bruger klaver til at slå en mere højtidelig stemning an, mens forsanger Sven de Caluwé rasper over det tunge groove. På ’Bit by Bit’ (der åbner med en lydbid fra 1934-filmen ’The Black Cat’ med legenderne Bela Lugosi og Boris Karloff) dukker et helt storladent keyboard, der er et horrorsoundtrack værdigt, op.
Knivskarp kreativitet
Der er i det hele taget mange gode, kreative detaljer på ’Retrogore’, der er et langt mere nutidigt album, end det umiddelbart giver sig ud for at være, og de gode momenter viser sig i alt fra de tekniske riff og de melodiske soloer til de store breakdowns og hooks. Samtidig lyder 'Retrogore' også enormt moderne. Hvor de seneste to plader har været produceret af danske Jacob Hansen, har Aborted denne gang indspillet i Tyskland med produceren Kristian Kohlmannslehner, og han har givet bandet en knivskarp og, vil nogle måske mene, lettere klinisk lyd, hvor stortrommerne klikker, og guitarerne står stærkt. Bassen kunne godt have fyldt noget mere, men det er småting i det store hele.
Der er egentlig ikke særlig meget negativt at sige om ’Retrogore’, udover at det (som det nu engang imellem er med dødsmetal) bliver lige vel svært at holde interessen fangen igennem alle 43 minutter. Albummets sidste tre-fire numre flyder lige lovlig meget sammen, og ved genlyt bliver de forskellige samples i højere grad irritationsmomenter end elementer, der hver for sig løfter sangene.
Det uagtet er ’Retrogore’ ovenud vellykket, og det er indtil videre 2016s bedste bud på en pendant til Cattle Decapitations massive ’The Anthropocene Extinction’, der sidste år ryddede bordet og fik nok så meget ros.
Aborted bliver heldigvis ikke fanget af nostalgien, og det kan meget vel være, at 'Retrogore' ved årets udgang står, ikke bare som effektiv splatterhyldest, men også som et af årets bedste og mest brutale dødsmetal-indslag.