Godt producerede gode sange
Spanske Angelus Apatrida er ude med endnu en omgang fed thrash på deres fjerde album 'The Call'.
I forhold til bandets forrige skive, den fremragende 'Clockwork', så er det første, man som lytter lægger mærke til den opdaterede lyd. Det er godt nok den samme mand og det samme studie, der er benyttet til produktionen. Men det virker som om, at lidt af den herlige bidske og hæsblændende stil er lagt lidt i baggrunden med en noget mere stram og klar produktion.
Det gør, at hvert hver en detalje kommer virkeligt stærkt ud på denne temmelig plade, som naturligvis er temmelig guitarorienteret som det bør være i denne stil. Det har måske nok taget toppen af vildskaben, men til gengæld, så lyder det bare massivt og utroligt tight.
Sanger Guillermo Izquirdo har taget sit talent et skridt videre. Han er stadig primært i den hysteriske thrash-vokal, som var han inspireret af Overkills Bobby "Blitz", men på for eksempel 'It's Rising' viser han i omkvædet en high-pitch vokal, som i intensitet ikke er så langt fra en Rob Halford i samme ende af spektret. I den fine 'Killer Instinct' er både omkvædsriffet og vokalen dog meget tæt på at være snydt ud af Megadeths 'Cryptic Writings' og et af de mere metalliske numre fra den skive.
Angelus Apatridas fans må måske nok lægge ører til lidt mindre af det helt voldsomme fræs, men til gengæld så er der i stedet mere dynamik og fin afveksling i numrene, og specielt omkvædene har flere steder fået seje fængende melodilinjer fra den ene af guitarerne. Også vokalen har større fokus på omkvædene, for de står virkeligt klart frem og sætter sig hurtigt på hjernen - præcis som en stærk og intens thrash-sang skal gøre.
Hvor den pænere produktion i forhold til forgængeren måske godt kan være en lille negativ faktor i forhold til den samlede oplevelse, så er der samlet set en marginalt stærkere sangskrivning på 'The Call'. Det gør at pladen får samme resultat som 'Clockwork', når der ses på udfaldet på karakterskalaen.
Åbningstracket får du lige her i den første officielle video fra albummet: