Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Humørforladthed?

Populær
Updated
Humørforladthed?
Humørforladthed?
Humørforladthed?
Humørforladthed?
Humørforladthed?
Humørforladthed?
Humørforladthed?
Humørforladthed?

Her er nogle forsinkede og begejstrede ord om en tung splitudgivelse fra Justin Broadricks nye alias, JK Flesh, og Prurient. Foretrækker man sin tunge musik mikset med dubstep og kuldegysninger, så er det en uundgåelig plade. 

Titel
Worship is the Cleansing of the Imagination
Dato
17-12-2012
Trackliste
1. Fear of Fear
2. Deceiver
3. Obedient Automaton
4. Chosen Books
5. Entering the Water
6. I Understand You
Karakter
4

Det er egentlig Brad Fiedel, komponisten af soundtracket til de to første Terminator-film, der indirekte er skyld i, at man ikke kan lade være med at skrive nogle ord om denne splitudgivelse mellem de to kunstneraliasser, JK Flesh og Prurient. Fiedel havde fødselsdag i den forgangne uge, og det var netop ved en hyldestgenlytning af soundtracket til ’Judgment Day’ (1991), at man pludselig blev motiveret til at hive nærværende ’Worship is the Cleansing of the Imagination’ frem. Denne plade byder på tre numre fra hver af de to førnævnte énmandsnavne, og numrene har det til fælles, at de hiver én med ind i et postapokalyptisk musikalsk univers, hvor der er en frustrerende og trist nævekamp med selve eksistensgrundlaget i gang.

Fandenivoldsk signatur

På sidste års Roadburn Festival var nogle-og-fyrre-årige Justin Broadrick festivalens såkaldte artist in residence. Det resulterede i tre ret forskellige koncerter fra det gråbritiske støj-fænomen, som bedst er kendt som ophavsmand til industrial-pionererne Godflesh, og som læsere af Devilution formentlig kender fra hans medvirken på Napalm Deaths debutalbum ’Scum’ (1987), men hvis musikalske eksistens er ufattelig bred og mere end noget andet egentlig karakteriseres bedst ved en uudtømmelig, dyster nysgerrighed for det tungt fandenivoldske. Én af koncerterne på Roadburn var med Broadricks seneste alias, JK Flesh, og den skilte vandene blandt metal- og doompublikummet.

Det fuldvægtigste

Årsagen til denne splittelse blandt et ellers ret accepterende Roadburn-publikum skyldtes den musikalske krydsning af genrer, som JK Flesh arbejder ud fra, der kan siges at befinde sig på et slags mellemstadie, nærmest uden for kategori, og som foruden Broadricks personlige signaturstil af ambient og industrial desuden karakteriseres ved elektroniske beats. Blandingsproduktet, der er dette genrehjemløse fænomen, er på én gang opløftende og legende samt trist og humørforladt. Det er på én gang ømt og vredt, og det er (selvfølgelig) ikke for alle, men det er så godt, at alle med en forkærlighed for de fuldvægtigste af tunge rytmer i det mindste bør give det chancen.

Trøstesløs destruktion

Åbningsnummeret af JK Flesh, ’Fear of Fear’, blander en sløv form for dubstep med både det Aphex Twin-elektroniske samt et tiltalende industrielt doomriff; guitaren er virkelig i fokus på dette nummer. Derudover er der en flade af tung elektronisk noise på spil samt en snert af arrigskab, man ikke kan lade være med at forbinde med Godfleshs. Det er et suverænt paranoidt nummer, der synes kun at kende til ét ord: ”destruktion”. De to andre numre af JK Flesh, henholdsvis ’Deceiver’ og ’Obedient Automaton’, er begge mere noise-, drone- og techno-inspirerede, end det er metalmusik, man associerer dem med. Guitaren er således næsten ikke tilstede på nogle af disse numre, der i stedet styres af industrielle dommedagsrytmer og det monotont sortsynede. Disse sange skal høres på absolut maksimal volumen.

Noise

Prurient er mere ambient og statisk noise,  end det er tilfældet med JK Flesh. Bag aliasset Prurient gemmer der sig amerikaneren Dominick Fernow, som nogle måske kender fra new wave-bandet Cold Cave, men som gennem små to årtier hovedsageligt har gjort sig i den noise-genre, der startede som en hel futuristisk bevægelse for omkring hundrede år siden og siden hen har indholdsmættet også de tungeste og mest dystre af genrer. I den dystre ende af skalaen finder man Prurient.

Selv for den mere nysgerrige musikdyrker kan det være svært at vurdere den ene noise-udgivelse fra den anden, efter som mange af dem mere eller mindre synes at bevæge sig inden for en ensartet musikalsk tematik, der behandler spørgsmål angående restriktioner og udvidelser af verdensopfattelser. Såvel fra et kunstsyn som eksistentielt set er spørgsmålene, noise-genren stiller, dog eviggyldige, og genren er svært undervurderet, ikke mindst blandt metalpublikummet.

Angstprovokerende

’Chosen Books’ er pladens første nummer af Prurient, og minder nærmest om en field recording af isbjerge, der styrer sammen sådan nærmest i slow motion, kombineret med statiske toner fra det hinsides samt et slags messende robotmenneske med angst. Derudover er der en slibende guitar bagved – helt bagved – der bevæger sig fremad – helt frem – for til sidst at styre lydbilledet totalt med en infernoassocierende stemning. Derudover er der noget tonalt, der minder om Colin Stetsons saxofon. Musik det ikke meget mere angstprovokerende end dette nummer, hvis slutning er perfekt.

Også ’Entering the Water’ minder rent rytmisk om Colin Stetson, nærmere bestemt om saxofonistens  ’Those Who Didn’t Run’, dog med andre toner. Det er det elektroniske, der er på spil her. Det organiske kan skide i havet, som desuden allerede er forurenet til industriel uigenkendelighed. Dét perspektiverer musikken også; nummerets ubehagelige monotoni tvinger sin omverden til at se sit eget lort i øjnene. ’I Understand You’ er en smuk klaverballade tilsat et ikke bare trist, men direkte trøstesløst vinkelsliberhelvede, som sangen synes at være lige dele inspireret af Matthew Cooper aka. Eluvium og af Merzbow.

Se lortet i øjnene: Dyrk den fede plade! 

Hør åbningsnummeret 'Fear of Fear' med JK Flesh hér: