Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hvis Gollum havde skrevet tekster...

Updated
Hvis Gollum havde skrevet tekster...

En meget varieret og melodisk thrash-udgivelse er pengene værd, hvis man altså kan høre udenom teksterne.

Titel
The Cold
Dato
18-02-2011
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
4

Ligesom med Exodus, er Flotsam and Jetsam ét af de bands, som pr. refleks får anmeldere som mig til at nævne hvilken Metallica-musiker, der var med i begyndelsen, for det var nemlig i dette tilfælde Jason Newsted, men ikke et ord mere om det! Bandet havde en vis opmærksomhed tilbage i firserne, og var sådan set agtet, men som så mange andre af de halvstore thrash-bands blev de lidt glemt i halvfemserne, for så at dukke op igen i 00'erne.

Stilen er thrash, men den mere melodiske af slagsen og melodierne er en af styrkerne på denne udgivelse, melodi og nogle gode og varierede ideer i arrangementerne. Eric A.K. er en teknisk dygtig sanger, der leverer melodierne sviende sikkert og udtaler teksterne, så man får det hele med. En kærkommen variation i en genre hvor de forvrængede dyrelyde ellers har en fremtrædende plads.

Stakkels Smeagol

Erics evner som sanger og især klarheden i udtalen, udstiller på det mest grufulde teksternes noget bisse-barnlige indhold. Det overordnede problem er den selvretfærdighed, der skinner igennem overalt. Det hele drejer sig om hvor hyklerisk, krævende, dum og tøsede de personer teksterne er rettet imod, er, og hvor misforstået og prøvet afsenderen føler sig, med sin overlegne intelligens. Lidt som hvis Five Finger Death Punch havde hyret Gollum som tekstforfatter...

Variationen vinder


Kan man tænde for sit indre tekstfilter, er det derudover en ganske god plade, med masser af tyngde og frem for alt ideer, der får den til at stikke ud fra mængden. Vi får både det helt afdæmpede rhodes-akkompagnement på åbneren 'Hypocrite', til det storladent tunge i støjende som i titelnummeret og det groovende hurtige i 'Always'. I det hele taget er den musikalske variation nok til at købe pladen og tilgive den, at teksterne er lidt irriterende.