Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kan skære de gode omkvæd

Populær
Updated
Kan skære de gode omkvæd

Oliver Weers' udspil nummer to er bestemt værd at lytte til. Mere dystert end 'Get Ready', men stadig med omkvæd, der rammer rigtigt.

Kunstner
Titel
Evil's Back
Dato
21-02-2011
Label
Distributør
Trackliste
1. Intro
2. Evil's Back
3. All My Life
4. Without You
5. Hero
6. Need It Bad
7. Beautiful Rain
8. Much Too Much
9. Fighting The Moutains
10. Demolition Man
11. Rainbow Star
Forfatter
Karakter
4

Oliver Weers er stadig bedst kendt som ham heavyrockeren, der deltog i første X-Factor og som fik lov til at synge et Queen-nummer i showets finale. Og det er jo en skandale. For den herboende engelske tysker bør om nogen være kendt for at være en af de få, som holder den melodiske hardrock fane højt her i denne metal-udørk, de kalder Danmark.

Weers udsendte i 2008 under forholdsvis stor hype albummet 'Get Ready', som mest blev fremhævet, fordi han havde allieret sig med Whitesnake-rytmesektionen Tommy Aldridge (trommer) og Marco Mendoza (bas). Albummet var ganske fint, gode sange, fine melodier og stærke omkvæd. Og en sanger, som bestemt kunne synge. Vi oplevede ham også på landevejen, blandt andet som mere end kompetent opvarmning for Whitesnake i KB-Hallen.

Nu udsender han album nummer to i eget navn. Uden store, udenlandske heavy-kanoner. Men stadig med gode sange og stærke omkvæd. 'Evil's Back' holder bestemt niveauet fra 'Get Ready', ja, overtrumfer faktisk debuten, når det kommer til stykket.

'Evil's Back' er - som titlen mere end antyder - en dyster sag, som handler om, at alt det onde og negative fylder alt for meget her i vores verden.

Musikalsk set har Oliver Weers med sit danske band - krydret med den græske guitarist Laki Ragazas - fundet sig et lidt mere moderne metaludtryk, men er dog stadig at kategorisere i hardrock-genren; stadigvæk også i den melodiske del. Og det ikke mindst takket være de mange effektive omkvæd, han strør om sig med i stort set hvert eneste nummer.

Gennemgang af 'Evil's Back'


Starten af albummet giver os indtrykket af, at Weers rammer den moderne, melodiske metal-åre. Både titelnummeret og efterfølgeren 'All My Life' er tungt, heavy og insisterende - begge med omkvæd, som sætter sig fast næsten fra start. På 'Without You' er det især et fedt mellemspil, der bider sig fast, mens man på 'Hero' ikke kan sidde stille. Nummeret er en stærk powerrocker, hvor Oliver Weers synger duet med Stella Blackroses sangerinde Rebecca Louise Armstrong.

Den fine ballade 'Beautiful Rain' bringer os videre til 'Much Too Much', hvis start grangiveligt ligner noget powermetallisk, som kun Helloween og Masterplan kan levere det. Gang i den i højt tempo. 'Fighting the Mountains' lander tilbagelænget, fedtet ind i heavy riffs og - igen: stærke sangstemmer. 'Demolition Man' er ikke et Police-cover, men et selvskrevet nummer båret oppe af et stærkt heavy riff. Albummets bedste nummer er også albummets sidste, hyldesten til Ronnie James Dio: 'Rainbow Star'. Efter en stille start til Oliver Weers os med ind over et møgtungt og sejt riff. Og: Et omkvæd, der sidder.

'Evil's Back' er et album, som bestemt har sin berettigelse. Og det er sgu helt igennem befriende, at der er nogen på de her breddegrader, som stolt holder hardrock-fanen højt.

Se desuden billeder fra album-releasefesten på The Rock HER!