Kongernes fald

Kongernes fald

De svenske mørkemænd fra Katatonia synes næsten at have komponeret deres egen nekrolog.

Kunstner
Titel
Dead End Kings
Dato
27-08-2012
Genre
Trackliste
01. The Parting
02. The One You Are Looking For is Not Here
03. Hypnone
04. The Racing Heart
05. Buildings
06. Leech
07. Ambitions
08. Undo You
09. Lethean
10. First Prayers
11. Dead Letters
Karakter
2

Man kan efterhånden diskutere, hvorvidt Katatonias progressive og blødsødne pop hører hjemme under et webmagasin, der gør sig i hård rock og heavy metal. Hvor ærgerligt det så end forekommer. Undertegnet har fulgt svenskerne siden fuldlængedebuten, mesterværket ’Dance og December Souls’, udkom tilbage i 1993, og hvad der startede som en hed forelskelse, skriger efterhånden af skilsmisse. Hvor ærgerligt det så end også forekommer.

Få bands har udviklet deres stil så konstant, som Renkse og Nystrøm har formået at gøre de sidste tyve år med Katatonia, fra de tunge doomudgivelser, over til de melankolske mesterværker og frem til nutidens mere søgte bløde depressionstoner. Forgængeren fra 2009 ’Night is the New Day’ var såmænd ganske hæderlig, og at Normann-brødrene siden har forladt bandet, har næppe haft indflydelse på kompositionerne til ’Dead end Kings’.

Trivielt og banalt

Kompositioner der bærer præg af letbenet melankoli og en atmosfære, der er mere poppet end sørgmodig. Åbningsnummeret ’The Parting’ virker dybt triviel og sætter standarden for den musikalske formel, hvor tunge guitarriffs (eller mangel derpå) veksler mellem de stille passager med ren guitar og keyboard, alt imens Renkses monotone stemme efterhånden virker mere og mere udvandet.

Bevares, enkelte numre, som ’Buildings’, løfter sig op på et niveau der kommer ud over snorkestadiet, eller ’Leathen’ hvor Nystrøm fyrer en yderst velspillet solo af. Ellers byder ’Dead End Kings’ udelukkende på den ene banale skæring efter den anden, og får mest funktion af at være det ultimative skrid hjem-album, skulle man nå det punkt hvor man bliver trætte af gæsterne til en fest.

Den svenske anmelderstand har i fællesskab ydmygt kastet sig på knæ og skamrost ’Dead End Kings’, som var Katatonia et urørligt nationalklenodie. Man undrer sig, ellers har de bare modtaget en anmelderversion hvor ulidelige ømme numre som ’Undo You’ og ’Leech’ ikke er inkluderet.

Og prop mig bare ned i idiotkassen, men med al respekt for et band, der engang var fænomenale, minder det her mere om en nekrolog, hvor der står søgt og kedeligt popmusik på dødsattesten. Og bare fordi man er kompetente musikere betyder det ikke, at man konstant skider guld. Snarere tværtimod, som tilfældet her. Og for nu at blive i den latrinære afdeling, så er der her virkelig tale om en tynd omgang.