Mægtig stramt
Populær
Monster Magnet er i syret pragtklasse på deres niende studiealbum.
Last Patrol
Three Kingfishers
Paradise
Hallelujah
Mindless Ones
The Duke Of Supernature
End Of Time
Stay Tuned
Strobe Light Beatdown (bonus track)
One Dead Moon (bonus track)
’Last Patrol’ er navnet på det niende studiealbum fra New Jersey-bandet Monster Magnet, der sammen med ligesindede, men dog alligevel anderledes heavybands som Kyuss og Sleep i begyndelsen af 90’erne var en af de vigtigste grundsten i etableringen af stoner rocken. Kunstnerisk set havde bandet med den karismatiske Dave Wyndorf i front sin glansperiode i første halvdel af 90’erne, mens den rent salgsmæssige storhedstid i stedet peakede under den senere halvdel af årtiet.
Efter en række udskiftninger i bandet er det, som om der de seneste år er kommet mere og mere liv i Monster Magnet. De sidste femten år har bandet godt nok løbende udgivet en ny albumtitel hver tredje år, men det er, som om der med ’Mastermind’ i 2010 og nu med ’Last Patrol’ er kommet dét mere kraft bag dette stonerdyrs medrivende, signaturstærke sange. Dette gør sig især gældende for ’Last Patrol’ der muligvis er ret fattig på nye idéer, men som til gengæld leverer det, den sætter sig for, både med rockende nosser og nysgerrig styrke.
Æggende syre
Monster Magnet spiller heldigvis stadig musik, der egner sig godt til at være høj til, hvorfor det sandsynligvis ikke er et tilfælde, at åbningsnummeret, ’I Live Behind the Clouds’, starter pladen med et simpelt guitarspil, der går The Velvet Undergrounds ’Heroin’ i bedene. Men at det er Monster Magnet, der trods alt står bag skiven her, sås der hurtigt minus tvivl om, som ’I Live Behind the Clouds’ forener en hårdt rockende start med også en helt speciel højstemt, introvert melankoli, som Wyndorf synes at have patent på.
Når titelnummeret efterfølgende præsenterer sig som en omgang æggende syrerock på ni dejlige minutter, er det svært ikke at klappe begejstret i hænderne, og når alt kommer til alt står netop titelnummerets tre afsluttende instrumentale minutter formentlig som noget af det bedste, Monster Magnet nogensinde har leveret, så godt er det. Når ’Three Kingfishers’ bagefter lægger for med et acid folk-agtig strenge-intro, inden den stiger til en mere typisk tung intensitet, da har Monster Magnet kort sagt ens fulde opmærksomhed.
Stilstande og mere af det suveræne.
Opmærksomheden kører en smule af sporet under ’Paradise, men vender til gengæld straks tilbage under ’Halleluja’, der er et forbandet medrivende nummer, som det blander en løs forståelse af gospel med en slags elektrificeret veranda-blues og som – vigtigst af alt – viser det 20 år gamle band fuld af musikalsk nysgerrighed. Førstesinglen, ’Mindless Ones’ er en af pladens standardskæringer og skal nok gøre sig godt i live-regi, mens ’The Duke (of Supernature)’ på mange måder er en ret uopfindsom genskrivning af ’Spacelord’, der dog alligevel formår at være en smule interessant, hvilket formentlig skyldes Wyndorfs karismatiske og stadig bedre og bedre vokal. ’End of the Time’ er en otte minutter lang stram sag, der bevæger sig frem over stepperne med en helvedes tæt puls, og den næve, dette nummer får frem i lytteren, siger det hele: Suveræniteten er i topform og lugter af sved og råstyrke.
Syrerock skåret ind til benet.
Har man i forvejen en forkærlighed for Monster Magnet, da er det svært at forestille sig, at man ikke vil rocke forbandet lystigt med på ’Last Patrol’. I forhold til ’Mastermind’ er der i øvrigt skruet en ekstra tand op for det psykedeliske stads på dette nye udspil, uden at det dog bliver helt så psych-beskidt, som det var på diskografiens tidligste plader. Havde pladen haft det som mål at gå de første plader efter, havde udspillet på den anden side sandsynligvis heller ikke haft den naturlighed over sig, som det har nu. Der synes således ikke at være det mindste forceret over 'Last Patrol', der nærmest fungerer som en opsummering af bandets hele karriere samlet på én plade. Uanset hvad, hvad enten man er til stonerrock, syrerock, rock og rul med kant eller heavy metal, så er dette pladen, man skal have fingrene i. Wyndorf & co. har sjældent været så velspillende, som de er her. Bravo!
Se videoen til 'Mindless Ones':