Fræs, tangenter og hvæssede knive

Make-Them-Die-Slowly-Ferox

Anaal Nathrakhs musikalske univers udsættes for popskabeloner og slasher-hyldester på Make Them Die Slowlys nyudgivne og bloddryppende friske debut.

Titel
Ferox
Dato
01-05-2020
Trackliste
1. Profonde Tenebre
2. Murder Night
3. Demoni
4. Pieces
5. The Mutilator
6. Of Jackal and Demon Born
7. The Bastards Have Landed
8. The Nights of Terror
9. Eaten Alive!
10. Murder Night (the Final Girl)
Forfatter
Karakter
4

Prøv at forestille dig, hvis Anaal Nathrakh skruede godt ned for vanviddet og flyttede ind i et solbeskinnet studie i det sydlige Californien, hvor de fik et lynvisit af Dimmu Borgir, der havde været så elskværdige at lade de mest grelle eksempler på episk tingeltangel ligge hjemme i Norge? Tænk så, hvis de to bands bestemte sig for at lave en skudefuld vers-omkvæd-vers-omkvæd-black metal med splattertema. Var det noget? Hmmm?

Det er i hvert fald omtrent den lyd, som nystartede Make Them Die Slowly byder på. Bandet er Anaal Nathrakh-hjernen Mick Kenneys sideprojekt, og mens Metal Blade i Coronaens navn trækker udgivelsen af de bindegale briters 11. studieplade i langdrag, har Kenney set sit snit til at smide denne lille sag på gaden på sit eget selskab, Feto Records. Hvem resten af det nylonstrømpe- og S/M-maske-beklædte band, ud over Kenney selv, består af, er indtil videre holdt hemmeligt, men hints i interviews åbner op for, at både medlemmer af Fukpig, som tæller Kenneys egen bror Paul og forsanger Duncan Wilkins, samt Guillén-brødrene fra darksynth-orkestret Deathday kunne være involveret.

Nuvel, vigtigere end besætningen er jo trods alt produktet, musikken og ikke mindst den gennemgående filmiske giallo- og slashertematik, som Make Them Die Slowly lader gennemsyre debutpladen. Bandet selv har taget navn fra Umberto Lenzis kontroversielle kannibalfilm fra 1981, og samtlige sange er enten opkaldte efter eller inspireret af en blandet vifte af mere eller mindre kendte gyserfilm, ligesom de klædeligt skregne tekster hver især er baseret på filmene. Hvilket desværre virker en kende fjollet og pubertært i eksempelvis 'Pieces' og den 'Bad Taste'-inspirerede 'The Bastards Have Landed'.

Store klange og knivskarpe strenge
Heldigvis er teksternes enkelte ord, den klassiske black metal-vokal in mente, relativt nemme at ignorere, hvis man ikke er til den slags. Det er til gengæld ikke den letgenkendelige Anaal Nathrakh-lyd, som gennemsyrer Mick Kenneys guitararbejde pladen igennem. Med udgangspunkt i black-genren serverer Kenney både smagsprøver på industrial og grindcore undervejs, ligesom han heller ikke er bleg for at byde på både nogle forbandet groovy breakdowns i eksempelvis 'The Nights of Terror' og minsæl også en thrashet guitarsolo hist og her. Har man et nogenlunde venskabeligt forhold til de sidste to-tre Anaal Nathrakh-plader, vil man formentlig også kunne nyde 'Ferox' med et smil på læben.

Sammen med guitarerne er det i høj grad de Dimmu Borgirske keyboards pladen igennem, der gør udgivelsen tilpas afvekslende og interessant. Trods catchy omkvæd i 'Murder Night' og den ret fremragende 'Demoni' kan vokalen synes en smule ensformig, men den gode sangskrivning og de melodiske variationer, som keyboardene byder på, gør pladen fængende og afvekslende. Ikke mindst i højdepunktet 'Of Jackal and Demon Born', hvor storladne baggrundskor også gør sit til, at 'Ferox' bliver mere end bare balleblack med råb-med-potentiale.

'Ferox' er generelt en kort og kontant plade, der har fart på og masser af hidsig galde at spy ud fra start til slut. Trods keyboards og korstemmer bliver det aldrig unødigt episk og langtrukkent, og giallo-tematikken opbygger en minimalistisk stemning af uhygge, som passer glimrende til musikken, bedst eksemplificeret i lukkeren 'Murder Night (the Final Girl)'. Albummet bærer præg af en målrettet og klar idé om lyd og musikalsk profil, som fint kommer til udtryk fra start til slut. Det er black metal med små finter og smagsprøver på både denne og hin anden ekstremmetalliske genre, og 'Ferox' evner at holde musikken lettilgængelig og umiddelbar, uden at det på noget tidspunkt bliver for kedeligt og forudsigeligt. Måske kunne det have været endnu vildere, hvis Anaal Nathrakh-halsen Dave Hunt havde stået for vokalerne, men mens vi venter lidt endnu på næste Kenney/Hunt-udgydelse, er Make Them Die Slowly et kærkomment tidsfordriv.