Med gamle gutter på tur
Populær
Soundgarden er tilbage og i hvert fald én kvalitet har de med sig fra gamle dage...
2. Non-State Actor
3. By Crooked Steps
4. A Thousand Days Before
5. Blood on the Valley Floor
6. Bones of Birds
7. Taree
8. Attrition
9. Black Saturday
10. Halfway There
11. Worse Dreams
12. Eyelid's Mouth
13. Rowing
Soundgarden var et af sin tids store grungebands fra Seattle spændte fra det meget skramlede og halvpunkede i begyndelsen til stemningsfuld og indadvendt tungrock. Især forsangeren Chris Cornell gjorde sig bemærket med scenens så afgjort bedste vokal, fordi han havde en helt særlig forvrængning i de høje og kraftige toner. Den kan eksempelvis høres i mesterværket 'Jesus Christ Posse' fra 1991.
Senere, efter bandet gik i opløsning engang i '97, forsøgte Cornell sig som dels som solokunstner, hvilket var slemt, men også som bandforsanger med Audioslave, med musikerne fra Rage Aganist the Machine. Det slap han lidt heldigere fra, uden at det helt nåede op på siden af Soundgardens bedste. Og måske derfor, er det med noget blandede forventninger, at nyheden om et nyt studiealbum er blevet modtaget. Men efter 16 år er Soundgarden så tilbage med pladen 'King Animal'. Og lad det være sagt med det samme: Der er ikke tale om en rockudladning som på 'Badmotorfinger' og 'Superunknown' (sine steder).
'King Animal' forsøger ellers at slå hårdt fra starten med den 'Been Way Too Long' og 'Non-state Actor', men når aldrig i nærheden af de ikoniske mesterværker bandet stod for i gamle dage. De er ikke egentlig dårlige, de to første, bare lidt kedelige og måske også lidt søgte. Lyder faktisk lidt som Audioslave. På treeren 'By Crooked Steps' begynder man mellem den generiske metervarerock at ane dét, som redder 'King Animal', nemlig stemningen. Og dén kan sagtens måle sig med hvad bandet havde at byde på i gamle dage i den henseende.
Fra og med fireren, den psykedeliske 'A Thousand Days Before', lysner det nemlig med flere finurlige, ”røgblå” tilbagelænetheder, der både kan være tungrockede og egentlig syrede. Især 'Blood on the Valley Floor', 'Eyelid's Mouth' og 'Black Saturday' skiller sig ud i den henseende. Og sidsten 'Rowing' er i en kategori for sig selv og afgjort pladens bedste: Et gulvstampende, arbejdsangslydende nummer der bevæger sig omkring et meget støvet basriff. En sang der er svær at ryste af sig, og på bedste vis lader de aldrende herrers livserfaringer komme til udtryk. Det er også her at Chris Cornell bedst får vist sit format som sanger.
Når det er sagt, så er der for langt mellem snapsene og stemningerne vejer ikke op for det. Soundgarden er et band med fremtiden bag sig, og virker lidt som en flok gutter der i en sen alder køber sig nogle motorcykler for at komme væk fra deres afblomstrede koner, men alligevel aldrig får vredet håndtaget helt i bund på maskinerne: Turene er sådan set fine og smukke nok, de er bare ikke særligt rock'n'roll.