Med solidt greb i rock
Anden omgang fra Bullet Train Blast har masser af kvaliteter udi i det ligefremme, men mangler højdepunkter i produktion og rolige momenter.
Det kræver ikke sindssygt meget at spille velfungerende røvsparkende øldrikningsopfordrende hårdrock – tjeklisten er kort og simpel, og århusianske Bullet Train Blast kan sætte fine krydser ved de fleste punkter.
Aggressive groovy riffs med fremdrift er for eksempel intet problem. I titelnummeret eller 'Dead Man Walking' vises det med enkle midler, at lige dele melodi, en enkelt god ide og muligvis tilbagestrøget hår og rejsning er grundelementerne i at få en guitartanke svingende ud af gribebrættet og direkte ind på en plads som drivkraft i en sang.
Riv i omkvæd
Et effektivt omkvæd høres også til. Ikke pompøst, men rettet mod øregange, der ønsker at slubre sig i noget, der giver lyst til at synge med på den grimmeste råbende måde. Helst ikke for langt, for indviklet eller med for mange ord – kan man synge med i andet omkvæd, er det med andre ord ofte bestået. Forudsat at melodien er god. Og dette krav er ganske ofte opfyldt af kvintetten. Ikke konstant, men for det meste ender solide vers ud i absolut godkendte omkvæd – visse er endda langt langt over middel, og med lidt højere bundniveau kunne det have hævet karakteren til tæt på toppen.
Stor produktion er ikke et must. Det må for alt i verden ikke være overgjort og kneppet til døde af overivrige mikserfingre. Tværtimod forlanges en autentisk øvelokale eller koncertstemning, en vis råhed og følelsen af at pladen er afspillet direkte over en massiv 4x12 Marshallmur. Det er desværre et af de steder, hvor Bullet Train Blast er knap så godt kørende. En væg af guitarer er afgjort til stede, men helt mærke strengenes knitrende sving eller føle hvert et lilletrommeslag, kan man ikke – det er måske en smule for komprimeret og indelukket.
Konstant bulder og brag efterlyses
En smuk sang, måske en ballade kan også være en nødvendighed. Påstås det. Her er denne anmelder dog ikke enig. Det kan være et godt tiltag, så absolut. Men det skal være et nummer i helt absolut særklasse – middelmådigheden udelukkes, og desværre befinder midttemponummeret 'The Storm' eller den stærkt afdæmpede 'From the Underground' sig i midten, og er fuldstændigt unødvendige for hele pladen. Altså uden at være dårlige, men bare på positioner som tempoudtrækkere.
Det fortæller også meget sigende om Bullet Train Blasts eneste store problem. Når hastigheden er væk, forsvinder intensitet og nerve også, og uden at rumme et eneste skidt nummer, har 'Nothing Remains' rammer stilstanden skiven præcis i det øjeblik, at der ikke hamres de tunge søm i.
Så længe Ipods er udstyret med spoleknapper (eller hvad det nu hedder på dansk i disse tider), kan fyldet skippes, og som sagt et par gange tidligere – århusianerne forstår gedigen rockmusik, og fortjener mange opløftende håndtegn.