Mere støjrock end helvede
Populær
Musikalsk er ’Hell A Horse’ som at åbne skuffen med 90’er-grunge spillet fra hjertet, med plads til kaos, kant og skævhed, hvilket der også er lagt vægt på i indspilningsprocessen.
2. Try to Let Go
3. In Difference
4. Earth in Pieces
5. Don´t Take it to Heart
6. Staggered Arrogance
Hell Ahoy præsenteres på nærmest billedlig vis, og ordene er store i fortællingen om tre musikere, der gik sammen om en enkelt koncert for hyggens skyld, men hvor det viste sig, at de havde meget mere at ville sige sammen, og hvor det efter endt show var svært at stoppe igen. Katalysatoren for, hvad der fem måneder senere skulle fødes som ’Hell A Horse’, var et supportjob for bandet, de alle var fan af, de nyere amerikanske støjrockere Dope Body. Med koncerten på KB18 fødtes således noget spontant, umiddelbart og energisk, spørger du drengene selv.
Hell Ahoy, hvis navn er lånt fra en sangtitel af Menfolk, består af Søren Holst Frøkiær Thuesen (eks-Marvins Revolt), Martin Niemann (eks-Marvins Revolt, eks-Rising) og irske Adam McCormack. Målet for albummet har været at genfinde stemningen fra koncerten i oktober sidste år, og selvom udtrykket er banalt som Nirvanas, er der meget inspiration at hente hos bands, der som Hell Ahoy vælger at holde rammerne og produktionen rå. Det mærkes tydeligt, hvad de vil, og sangene bliver små, ærlige scarifications i huden, hvor den er mest sart. Riffarbejdet er simpelt, deraf velfungerende, og meget af punchet ligger i Niemanns trommetæskeri, der nok ligger stabilt på 4/4 med særlig afstraffelse af lilletromme og bækkener, men både er så solidt og så eksplosivt, at det holder sangene i live over den bagvedliggende vokal og den støvede guitar. Kærligheden til Dope Body er til at høre, omend det er i en skandinavisk og noget pænere udgave.
Hvad så nu?
På ’Hell A Horse’ bygges forventningerne op med ’Bope Dody’ og ’Try to Let Go’, men albummet topper med ’In Difference’, og lyttere med hang til Gavin Rossdales Bush og førnævnte Nirvana vil finde glæde i netop det nummer, som rammer genren så rent, at der lige så godt kunne have stået 1994 som 2013 i bookletten. En smagsprøve på tre-fire skæringer havde været fint til at repræsentere den hurtige indsprøjtning, som Hell Ahoy er og ville være fra start.
Om de får mere på hjerte, må tiden vise, men ’Hell A Horse’ er blot udlagt som værende et projekt, og tilbage efterlades man med nogen undren, for hvad er planen? Konceptet holder som sådan, for det er befriende at overlade ørerne til nogen, der har nosser nok til at lade musik være musik og ikke beror på taxameteroptagelser i de efterhånden talrige Københavske studier, men på den anden side er visionen mudret, og de seks numre har ikke styrken som samlet udgivelsehele vejen igennem. Tvivlen kommer denne gang spontaniteten og intensiteten til gode, men mon vi hører mere til Hell Ahoy?
’Hell A Horse’ er kun udgivet på 100 vinyleksemplarer samt digitalt, så er interessen vakt, kan den bestilles på www.playrec.dk eller streames, og trænger man til et seriøst skud støjrock og grunge-nostalgi, fås det hele i Studenterhuset i København d. 23. maj, når Klub Forstærker præsenterer Hammonds, Harrington & Destroy, Total Heels og Hell Ahoy.