Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Modigt og modent udspil

Populær
Updated
Modigt og modent udspil
Modigt og modent udspil
Modigt og modent udspil
Modigt og modent udspil

Skagarack-sanger Torben Schmidt er på banen med sit andet soloudspil på 21 år, og han er nu ovre i en helt anden boldgade, den countryrockede. Som også klæder ham rigtig fint.

Titel
Long Story Short
Dato
04-09-2012
Genre
Trackliste
1. Run Away
2. All I Said
3. Funny
4. You
5. Take It Like A Man
6. Gently Back To Life
7. Too Damn Cute
8. Tone It Down
9. It's The fire
10. The Coffee Song
11. Looking For A Friendly Face
Forfatter
Karakter
5

Det kan meget vel være, at vi ikke hører så meget til ham, sangeren, sangskriveren og produceren fra Kolding, Torben Schmidt. Men når vi så endelig gør det, så er der international topklasse over det.

Og lad det være sagt med det samme: Der vanker skridtprygl til undertegnede fra Metalpolitiet og deres harske lakajer for at anmelde denne her plade. For den har intet som helst med metal og hård rock at gøre. Altså, lige bortset fra den væsentlige detalje, at Torben Schmidt 1) er manden bag et af de mest internationalt respekterede danske heavyrockbands fra 1980'erne, Skagarack, og 2) er manden bag dét absolut stærkeste og mest klassiske melodiske hardrock-album fra Danmark nogensinde, 'A Bit On The Side' (1991).

Derfor, kære venner, får I en flok yderst bevingede ord med på vejen i anledning af udgivelsen af Schmidts kun andet soloalbum på 21 år, 'Long Story Short'.

Og nej, denne her Schmidt er så vidt vides ikke i relateret til denne der Schmidt på nogen måde.

'Long Story Short' er et modigt og modent udspil, som bare virker bedre og bedre for hver gennemlytning. Vi er i den del af countryrocken, som befinder sig sammen med Eagles, Poco og ligesindede på den amerikanske vestkyst - ja, sgu også lidt Tom Petty. Det er meget radiovenligt, sine steder lidt poppet, men overall levende, fint og knaldhamrende iørefaldende.

'All Is Said' med sit superstærke omkvæd dufter umiskendeligt af up tempo-Eagles. 'Take It Like A Man' er solid countryrock om at rette ryggen og håndtere det liv, som er en 'bitch'. 'Gently Back To Life' har tydelige Don Henley-dufte. Den dynamiske 'It's The Fire' bør blive et kæmpehit med sit stærke guitartema og utroligt iørefaldende omkvæd. Det er lige til radioen. Og så kommer vi til denne her Schmidts favorit på albummet: 'The Coffee Song', som er meget, meget, meget tæt på at være nært beslægtet med Tom Petty i perioden omkring 'Full Moon Fever' og 'Into The Great Wide Open'. Og dermed også The Traveling Wilburys.

En lille herlig krølle til de tilbageværende guitarfreaks derude: Torben Schmidts guitarist-alliance med Sverige fortsætter på 'Long Story Short'. Hvor Schmidt i 1991 allierede sig med en fænomenalt spillende Kee Marcello (Europe), har han nu fået ingen ringere end den virtuose madman, Mathias IA Eklund, med sig. Og det fede er, at Eklund spiller nøjagtigt så afbalanceret, som countryrocken fordrer. Også det er en fornøjelse.

Så ... Kom glad, kære Metalpoliti! Dette her album holder længe. Så længe, at det er klar til jer, når også I bliver gamle nok.