En sejr for spilleglæden

Ikke nok med, at Europe er uhyggeligt gode til det, de laver. De kan også lide at lave det, viste mandagens triumftog i Vega. Verdens i særklasse mest undervurderede og til dels ringeagtede orkester, er storleverandør i velspillet, energiladet, hårdtslående og iørefaldende heavy rock med kant og smil på. For at drive rovdrift på en kliché, der har levet i bedste velgående, siden Julius Cæsar for et par tusinde år siden første gang rev den ud af ærmet, så kom, så og sejrede Europe i Vega i mandags. Og det var der egentlig ikke noget som helst overraskende i.

I 80'erne var den svenske kvartet et yderst velklingende melodisk hard rock band, der uden problemer leverede varen. I start-90'erne blev de spillet af banen af grungen og den mere beskidte rock, som mere hævdede sig på aggression og energi end på at være velspillet. Og så var Europes dage ligesom talte. I 2004 comebackede Europe med fyld og klem og bravour. Et album og en tour var nok til at bevise, at intet egentlig havde ændret sig. Altså ud over udtrykket. Og nu er de så på banen med samme model: Et album og en tour.

Leverer varen

Og intet har ændret sig. Europe leverer stadig varen. Og det i en grad, at stemmebåndene er sønderrevne, sveden driver ned af det svedige, lykkeligt smilende ansigt. Halvanden time med glad-i-låget-rock'n'roll, leveret med virtuositet, energi og uovertruffen spilleglæde. Wauv! Og øv! Wauv for en koncert! Og øv for, at Europe helt urimeligt undervurderes.

Helt tydeligt var det, at Europe - ud over at være fantastisk dygtige til det, de laver - elsker at lave det, de laver. Det er ydmyghed og glæde. Spilleglæde. Gensynets og genhørets glæde. Heldigvis for de fem svenskere har de skrevet et nummer som "The Final Countdown", der velsagtens og forhåbentlig holder dem kørende mange år endnu. For det betyder, at de kan blive ved med at lave det, som de elsker at lave. Og som i den grad fornøjede små 800 fans i Vega i mandags.

John Leven og Ian Haugland på hhv. bas og trommer leverede en sej, solid og swingende bund, keyboardmand Mic Michaeli lækre klangflader og imponerende kor. Og så var scenen ellers bare åben for showets to enere, sanger Joey Tempest og guitargud John Norum. Tempest først og fremmest med en stærk, ren og velplejet røst, der sad lige i skabet på hver eneste tone. Og med en viril og levende sceneoptræden, der i den grad holdt festen i kog. Og så John Norum. Fåk! Han kan altså betvinget en Les Paul med nerve, energi og indlevelse. Ja, man skulle næsten tro, at han var Brian Robertsons (Thin Lizzy) lærling. Norums Les Paul i kombinationen wah-wah pedal og Marshall-stack, så var den altså hjemme.

Sætliste lige i skabet

Sætlisten var også tæt på at sidde lige i skabet. Men et par mindre overflødigheder som den nye "Let the Children Play" og "Yesterday's News" kunne godt have været afløst af "Cherokee" og den fremragende "Human After All" fra det nye album "Secret Society". Men det er kun små skønhedspletter, for tjek lige nedenstående sætliste - og se, hvad det var, jeg og mine gode venner i flokken sang os hæs-glade på.

Synd, at Roskilde Festival kun er for det pænere, fisefornemme musikalske borgerskab. For en ordentlig røvfuld musikalsk politisk ukorrekthed à la Europe på Grøn scene fredag aften næste år vil bare være ren glæde og lykke.