Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et comeback, der holder

Populær
Updated
Et comeback, der holder

Europe begejstrede KB Hallen med et levende, energisk sæt af 80'er klassikere krydret med seks af de nye, mørke og nedstemte numre.

Kunstner
Spillested
Dato
24-10-2004
Genre
Trackliste
Dét spillede Europe i KB Hallen:

Got To Have Faith
My America
Superstitious
Ready or Not
Wings of Tomorrow
Let The Good Times Rock
Seven Doors Hotel
Heart of Stone
Hero
Wake Up Call
Sign of the Times
Guitar- og keyboardsolo
Girl from Lebanon
Carrie
Flames
Cherokee
Rock The Night

Ekstranumre:

Yesterday's News
Start From Dark
The Final Countdown
Forfatter
Karakter
4

En fyldt KB Hal vidner om, at der i hvert fald er flere tusinde københavnere, der tør stå ved deres kærlighed til indbegrebet af puddelheavy fra 80'erne, svenske Europe, der for en uge siden fik cd-comeback med det fremragende, men dystre og nedstemte album "Start from the Dark". En skrabet scene og fem sortklædte (og hovedsageligt mørkhårede) herrer i 40'erne holdt hof og forstod virkelig at nå langt, langt ud over scenekanten med et energisk, begejstret og begejstringsskabende show, hvor vi fik alle klassikerne og mere end en håndfuld af de nye numre. Da Europe efter mere end halvanden times effektiv spilletid blæste op til aftenens sidste nummer, den uundgåelige "The Final Countdown", var taget ved at lette på KB Hallen. Som i 80'erne var Europe kommet for at feste med publikum. Og fest var der. Især når det var numrene fra 80'erne, der blev serveret - og de blev serveret med nerve, spilleglæde og også taknemmelighed. Det var helt tydeligt. Europe var glade for den stormende modtagelse og leverede i den grad varen. Et af denne klodes mest undervurderede og latterliggjorte heavy-bands sparkede igennem og gav folk mere end, hvad de kom for. Europe er musikalsk fulgt med tiden. Det vidner comeback-albummet "Start from the Dark" om med al tydelighed. Og de numre, som i 80'erne brolagde Europes vej til stjernerne, var kørt lidt ned i tempo, tilført en del tyngde, om mon ikke de var stemt mindst en halv tone ned? Det lød sådan. Og det klæder Europe af fokusere på det dystre i musikken - uden at der på nogen måde går norsk black metal i den. Kun ét sted haltede det nye Europe-univers lidt. Det var hen imod slutningen, da sanger Joey Tempest iførte sig den akustiske guitar og alene på scenen trak salen igennem en syng-med-seance over smørballaden "Carrie". Men ellers var det en fantastisk skøn aften i selskab med en fyldt KB Hal, et publikum der stod ved deres kærlighed til musikken og bandet, der om nogen var med til at skabe lyden i slut-80'erne. Der blev festet igennem, og det gyngede igennem, da Europe hen imod slutningen først serverede "Cherokee" og siden "Rock the Night", inden de gæve svenskere gik i gang med ekstranumrene. Fem modnede fantastisk dygtige musikere, der i næsten en time og tre kvarter fyrer den af i begejstring for musikken og i taknemmelighed over, at publikum tog så godt imod, en flok langtidsholdbare hits og et publikum, der ville feste, gjorde Europes comeback i København til noget nær et triumftog. Og lad mig sige det igen: Ja, jeg er Europe-fan, og jeg er stolt af det!