Motoren går trægt
Svenske Mustasch har ikke hevet sig over det jævne, med dette album af samme navn.
Med et ønske om at spille metal så enkelt og effektivt som muligt, opstod Mustasch i Sverige for elleve år siden. Og den ambition må siges at være indfriet, med den hæder til følge som ligger i flere svenske Grammis-nomineringer og en dedikeret international fanskare.
At bandet blev dannet af nogle i trediveårsalderen, kan måske forklare, hvorfor at to ud af fire er blevet skiftet ud, hér, elleve år efter. Forklaringer om at de frafaldne ville prioritere familien og den slags, kan man i hvert fald læse rundt omkring.
En anden forklaring kunne også være, at de ikke gad at være underlagt bandkongen Ralf Gyllenhammars herredømme. Noget kunne i hvert fald tyde på den sidste forklaring også har noget på sig, for Gyllenhammar har på det Mustaschs fanssite ytret, at nu var der ikke længere tvivl om hvem der var chef. (For det har der været tidligere, eller hvad..?)
Har det så betydet noget godt for Mustasch, at magtforholdene er afklaret til Gyllenhammars fordel? Ikke rigtigt, hvis man skal bedømme efter dette seneste selvbetitlede album. Overordnet set virker Mustasch træt og uoplagt, og kun lejlighedsvist viser bandet det format som tidligere album flød over af. Noget af den flabethed som var en del af succesformularen, kan man stadig finde i brugen af strygere i starten samt at bruge svensk folkemusik på nummeret 'Desolate' er vittigt nok, men altså ikke nok til at hive pladen over det jævne.
Som stonerrockband er Mustasch dog stadig væsentligt, men albummet af samme navn er bare ikke.