Om forladelse
PopulærCrowbars seneste er bestemt ingen undskyldning for sig selv, men en personlig beretning om fortabelse og frelse, og kan derfor ses som noget så sjældent (og sært) som en samling sludge-salmer.
2. Sever The Wicked Hand
3. Liquid Sky And Cold Black Earth
4. Let Me Mourn
5. The Cementery Angels
6. As I Become One
7. A Farewell To Misery
8. Protectors Of The Shrine
9. I Only Deal In Truth
10. Echo An Eternity
11. Cleanse Me, Heal Me
12. Symbiosis
Overskriften er ikke bare min undskyldning som ugudelig, for at bringe den snart allestedsnærværende religiøsitet på banen, for gud ved hvilken gang. Men udenom den kommer man ikke rigtig med 'Sever the Wicked Hand', da det på et personligt plan er omdrejningspunktet.
Crowbar er et gammelt, skattet band, der har været lidt af et sideprojekt for musikere, der har spillet for forskellige andre kendte acts: Down, Black Label Society, Corrosion of Conformity, Eyehategod, Kingdom of Sorrow, Superjoint Ritual, og, fristes man til at skrive, så videre... Med andre ord bands der hører de amerikanske sydstater til, hvilket måske også kan forklare en synlig kristen trosbekendelse.
Frontmand Kirk Windsteins stærkt lidende, men også håbefulde tekster handler om, hvordan han har vristet sig fri fra de mørke og negative ting, der holdt ham i drikfældighed. Heri har Gud haft en mægtig finger med, som i 'Let Me Mourn': 'I'm not alone/In times of sorrow/Through grace from God/I'll see tomorrow/Still standing strong' , og andre gange antydet som i 'Through you I've been reborn/My world no longer torn!' ('Liquid Sky and Cold Black Earth').
Bag om klicheerne
Tematikken er ikke ukendt og klicheerne står på lur både lyrisk og sådan set også i anmelderdommen over dem. Men gudskelov er der faktisk noget ekstra, der gør, at hverken Windstein havner dér (og derfor heller ikke denne dommer), og redningen er musikkens knasende tyngde.
Crowbar er kendt for et være tungere end tung, og det bliver også denne gang slået fast med bautasten. Vokalen har en en smertelighed og guitarforvrængningen minder mest af alt om glas der knuses. Og det er netop denne smadrede renhed og Windsteins hjerteblod, der får 'Sever the Wicked Hand' til at gå op i en højere enhed, og ikke bare ende som from søndagsskolesang eller gold løften tunge vægte.
Windsteins problemer med sig selv, lader sig ikke overvinde af ham selv, netop fordi de er ham, og derfor behøver han hjælp udefra, og den erkendelse bliver med musikken mere virkelig og nærværende, end jeg kan komme i tanker om at have hørt det før. Derfor bliver de glimt af håb han præsenterer også så meget mere troværdige.
Om man så bliver omvendt og begynder at tro på et omnipotent spøgelse er jo op til den enkelte – selve oplevelsen af noget at støtte sig til, som Windstein giver udtryk for, er i hvert fald en djævelsk drilsk topkarakter værd!