God smag i den mexicanske gryderet
Perduratum smider lækre krydderier i det progressive opkog på deres debut-ep.
2. Assumption
3. Abyss' Anatomy
4. A-Misunderstanding
Når jeg tænker på Mexico, så tænker jeg ofte på et fantastisk temperament, en meget omtalt mur og ikke mindst stærk mad! Og med hensyn til maden, så glemmer man ofte, at der er meget mere til mexicansk mad end rødglødende chilier i Carolina Reaper-klassen. Der er lækre sprøde nachos, der er møre steaks, der er friske grøntsager og meget andet godt – og det er lige netop dét, at Perduratum er: alt det andet lækre, der også er godt ved Mexico.
På deres først udspil 'Exile's Anthology' tøjler de Scoville-skalaen, og samtidig serverer de en temmelig lækker ret, der består af netop de subtile krydderier, der skiller et bedre måltid fra et gennemsnitligt. Der er masser af bid i deres riffs, sammenspillet er knivskarpt, og der bliver god plads til alle ingredienserne i den tre (plus en kort intro) numre lange ep.
Nok med alle mad-analogierne. Vi skal videre. Der er såmænd ikke det helt overraskende i de bands, de finder inspiration hos: Dream Theater, Tesseract, Symphony X, Leprous, Circus Maximus osv. Det er alle bands, der reelt har udspillet deres rolle i at nyskabe genren, men til gengæld var de med til at skabe og forme den, og det fortjener de alle bunker af kredit for. Skal man sammenligne Perduratum med andre bands, er det nok svenske Cloudscape og engelske Threshold, de kommer tættest på.
Perduratum nyskaber da heller ikke genren, men de formår alligevel at gøre en synth-bund til en integreret del af et relativt tungt udtryk. Samtidig er der huggende djent-agtige rytmer og roligt klaverspil, men på trods af de mange varierende udtryk bliver det aldrig rodet. At forsangeren rent faktisk synger og ikke forsøger sig udi andre former for råb, skrig eller growl er også med til at give et indtryk af et band, der har en klar plan.
Produktionen skal også have rosende ord med på vejen. Instrumenterne skelnes tydeligt fra hinanden, og der bliver givet plads på de rigtige tidspunkter. Det skal også lige nævnes, at der gennem alle tre numre er stor fokus på bassen. Det klæder lydbilledet, da bandet kun spiller med én (meget travl) guitarist.
De fem herrer fra Mexico fortjener en ganske fin ros for, hvad de selv kalder et album. Der er dog kun tre numre på, hvilket også gør det svært at vurdere deres rette niveau. De tre numre gør også dette til en ep, men det skal ikke skille os ad. Hold øje med dem. De fortjener helt sikkert noget opmærksomhed.
Perduratum er i øvrigt latin for erklæring, så lad os håbe, at dette er en erklæring om, at næste gang de laver et såkaldt album, så har de lidt flere retter på bordet.