Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vågn nu op for helvede

Updated
RottenSoundAlbum25

Tålmodigheden er opbrugt, verdensordenen krakelerer, og Rotten Sound leverer lydsporet, mens du stadig tror, at du kan stemme dig til forandringer.

Kunstner
Titel
Mass Extinction
Dato
12-12-2025
Trackliste
Recycle
Ride Of The Future
Gone
Polarized
Brave New World
Empty Shells
Idealist
Mass Extinction
Forfatter
Karakter
4

Er ‘Mass Extinction’ et album eller en EP? Spilletiden er præcis 9 minutter og 43 sekunder; vel nok perfekt for otte numre i grindcoregenren, og finske Rotten Sound behøver ikke længere tid til at sætte tingene på plads – Keijo Niinimaa råber “wake up” i hvert fald 16 gange lige ind i øret på dig, mens du gennemlever et sonisk overfald.

Men du hører ikke efter. For temaet bag ‘Mass Extinction’ er i høj grad præget af tiden. Den tid i menneskets historie, hvor klimaet ændrer sig i så hurtig en grad, at vitterligt millioner af klimaflygtninge meget snart når din hoveddør. Hvor diktatorer falder, andre opstår på vestlig demokratisk vis, og hvor døende imperier kæmper for at beholde magten og ofrer befolkninger på den bekostning. Lige der står du, og du gør intet, og du er måske vi, og vi er måske problemet – og gjorde vi det, der skulle til, havde Rotten Sounds ‘Mass Extinction’ ikke kunnet have haft et tema, der kredser om polarisering, forbrug, klima, fremtidsangst og menneskehedens selvdestruktion.

‘Mass Extinction’ er vel nok overskydende materiale fra forrige album ‘Apocalypse’ fra 2023, men det er ikke tydeligt. Faktisk fremstår albummet som en frisk spark i sylten – ikke som B-sider, men netop som et ekstrakoncentreret nedkog af det, som Rotten Sound er gode til. En klassisk grindcore á la 00’erne med en “poleret” studieproduktion og med de, for bandet, karakteristiske små pauser af mere dødsmetallisk karakter, der fungerer positivt som åndehuller, og som samtidig har en forstærkende samt kontrastfuld effekt. Lyden er genkendelig, skandinavisk savtakket, HM-2 er stadig konge på bandets kanter, og overordnet set lader det til, at alt er skruet op på maks. Du vil gerne have det maks.

Du har stafetten
Det er virkelighedsraseri. Det er desperation. Det er et opråb lige ind i det, du godt ved i forvejen, men ikke gør en skid ved, og det råbes af lungernes fulde kraft i kraniet på dig. En velplaceret knytnæve i din hyggelige indifferens, din tankemæssige kortsigtethed, din konstante laden-stå-til.

Alt imens dine børn skal overtage en verden, der brænder i din periode – en verden, hvor demokratier svækkes, og deres eksistensgrundlag forringes. Én tak ad gangen, for hver dag der går.
‘Mass Extinction’ ændrer ikke grindcore. Den gør ikke noget egentligt nyt, den vil ikke blive kåret som bandets bedste, men det, den gør, gør den brutalt og voldsomt. Som et reelt opråb med afsæt i virkeligheden. Rotten Sound har stadig noget på hjerte – noget relevant at sige til og om samtiden – og det efter 33 år i manegen. De har skåret alt overflødigt fra og koncentreret udtrykket. Tilbage står knap 10 minutters knusende effektiv grindcore, der får alarmklokkerne til at bimle. Som grindcore skal. Ingen vævende mellemregninger. Kun brændende pointer. Og dén intensitet føles ikke kun effektiv – den føles også nødvendig.