Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mens vi venter på Axl Rose

Populær
Updated
Mens vi venter på Axl Rose

Slash serverer sammen med Alter Bridge-frontmand en spand rock’n’roll-klicheer, der sådan set er acceptabel generisk guitarrock, men mest af alt gerne vil lyde som Guns N’ Roses og aldrig rigtig kommer til det.

Titel
Living the Dream
Dato
21-09-2018
Genre
Trackliste
1. The Call of the Wild
2. Serve You Right
3. My Antidote
4. Mind Your Manners
5. Lost Inside the Girl
6. Read Between the Lines
7. Slow Grind
8. The One You Loved Is Gone
9. Driving Rain
10. Sugar Cane
11. The Great Pretender
12. Boulevard of Broken Hearts
Forfatter
Karakter
2

Når talen falder på Slash i dag, er det næppe hans soloplader, der vækker den store genkendelsesglæde hos lytterne. For de fleste ligger de nyeste musikalske referencepunkter til sologuitaristen i 1991 (eller 1995, hvis man var en af dem, der hoppede på den første Slash’s Snakepit-plade), og efter Guns N’ Roses’ nylige gendannelse er håbet om en egentlig ny GN’R-plade pludselig ikke så fjollet, som det har virket i mange år.

Det virker, som om Saul Hudson, som manden hedder, når tophatten ryger af, godt selv er klar over det. På ’Living the Dream’ lyder Slash og hans musikalske følgesvend Myles Kennedy mere end nogensinde før som en hypotetisk nutidig udgave af Guns N’ Roses, og pladen er formentlig ikke et helt latterligt bud på, hvordan Guns N’ Roses’ materiale ville lyde, hvis det blev skrevet i det 21.århundrede. Det er ikke nødvendigvis en god ting.

Allerede fra åbneren ’The Call of the Wild’ kan der trækkes tydelige paralleller til Slashs mere succesfulde dage som musiker. Riffene er ikke langt fra ’Appetite for Destruction’-æraen og Myles Kennedy, hvis vokal i forvejen har det bedst oppe i de højere luftlag, har formentlig aldrig lydt så nasal og Axl Rose-hyl(d)ende som her. Stilen fortsætter et par numre endnu, hvor der bliver gjort rig plads til Kennedys vokal, der trods alt sikkert også kan sælge nogen plader, i hvert fald i USA. Slash får kørt et par soloer af i et groovende midttempo, hvor alle ligesom kan følge med uden at blive stressede. Det er gedigen guitarrock, skabt af udmærkede musikere med en vis sangskrivningstæft, men det er ikke specielt spændende.

Fra pladens tredje nummer ’My Antidote’ begynder det dog at køre af sporet og stikke af i en syndflod af rock’n’roll-automatismer. Først synger Kennedy lidt om ”the beast I can’t control”, og i ’Mind Your Manners’ bliver der skruet op for tough-guy-in-ya-face-attituden. Her minder man pludselig sig selv om, at Myles Kennedy måske er den 8.-kedeligste rockmusiker i verden, og at han normalt er forsanger i det bundløse hul af rockklichéer, der er Alter Bridge. Og så ryger troværdigheden efterhånden. Skal vi vedblive, som musikerne på pladen, at nikke i retning af Guns N’ Roses, så er der virkelig langt fra Axl’s ”get in the ring, motherfuckers” til Kennedys let brægende efterligning ”mind your manners, just mind your manners”.

Efter den småvamle ballade ’Lost Inside the Girl’ og et par numre, man er overbevist om lyder ligesom dem, man lige har hørt, bliver pladen reddet nogenlunde hen i kategorien ”hæderlig” gennem den storladne ’Driving Rain’ og den ditto ’The Great Pretender’, der begge har så tydeligt et aftryk af Slash over sig, at man føler sig hensat til bedre dage for mange år siden. Kennedy gør det sådan set også rigtig fint, når han koncentrerer sig om at synge, og lytteren koncentrerer sig om ikke at lytte til de noget haltende tekster, hvor det åbenbart er helt fair at kvæde ”she’s sweet as sugar cane”, uden at nogen lige kommer hen og giver den syngende misdæder et nakkedrag. Han fungerer godt oppe i de højere tonelejer, hvor rockvokalen kommer til sin ret, mens hans vokal midt i spektret hurtigt kommer til at lyde lige så ensformig som omtrent halvdelen af ’Living the Dream’-pladen.

Slash og Myles Kennedy er begge glimrende musikere, men desværre savner de nok begge noget kritisk sans overfor den andens input. ’Living the Dream’ er en hæderlig plade, der ofte gerne vil lyde som Guns N’ Roses, aldrig rigtig for alvor kommer til det og i øvrigt heller ikke ellers kan bidrage med noget nyt og spændende. Men mangler man en rockplade, der lige knap er Nickelback, men som stadig fungerer fint, når man er ude at cruise i en stationcar, er ’Living the Dream’ et glimrende bud.