Soundtrack til dit knuste hjerte

585001

Til trods for en enkelt tåkrummende skæring der mest af alt lyder som om de triste 00'ere stadig spøger, er Sólstafirs seneste album en mesterlig opvisning i grimme følelser, følelser der måske/måske ikke vækker genklang hos sine lyttere.

Kunstner
Titel
Endless Twilight of Codependent Love
Trackliste
Akkeri
Drýsill
Rökkur
Her Fall From Grace
Dionysus
Til Moldar
Alda Syndanna
Or
Úlfur
Forfatter
Karakter
4

Soundtrack til dit knuste hjerte
”Et menneske i krise”, var en af min første tanker, da jeg satte mig ned for at skabe mig et overblik over de mange ord, der skal til for at beskrive, hvor emotionelt eksplosivt Sólstafirs seneste album er. Forud for disse ord spekulerede jeg på, hvordan mon jeg skulle indlede en anmeldelse, der på mange områder voldte mig en del kvaler, allerede inden den var påbegyndt.

For jeg indså ret hurtigt i min første gennemlytning af ’Endless Twilight of Codependent Love’, at vi her har med en plade at gøre, som afspejler følelser vi alle kender. Følelser som Aðalbjörn “Addi” Tryggvason udtrykker med sådan en overbevisning, at det ikke betyder noget, at jeg alligevel ikke forstod et eneste ord. Der er naturligvis altid muligheden for, at jeg som lyttende, tænkende og ikke mindst følende væsen projicerede en betydning over på musikken, som bestemt ikke er tiltænkt. Men i længden er det irrelevant, for albummet har præsteret at fortælle mig en historie alligevel. Titlen alene emmer af forliste forhold, og lidt sporadisk research afslører da også, uden at jeg skal afsløre for meget, at et enkelt nummer handler om et, øh, opgør med en tidligere partner.

Knuste hjerter i flødesovs
Med ’Akkeri’ starter drengene ud lige så depressivt, som kun de kan. De kommer ret hurtigt op i tempo og i et stemmeleje, der lyder, som om man forsøger at argumentere sig ud af et brud med kæresten, med en kontintentalstor klump i halsen. Hi-hatten får flere tæsk end fortjent, men fungerer som et fast holdepunkt i virvaret af riffs og fills, som giver følelsen af, at der er blevet rodet op i sjælens dynd. Med sine 10 minutter synes det som lidt af en mundfuld at åbne pladen med, men efter et kort mellemspil, hvor der gives tid til at synke sine ord, afslører Sólstafir, at de ikke har glemt, hvor de startede i sin tid.

’Drysil’ fik mig til at overveje, hvad det egentlig er ved Sólstafir, som jeg er så glad for, for følelsesmæssigt befinder vi os ikke ligefrem i det optimistiske hjørne. Tryggvasons sørgmodige, næsten resignerede vokal fuldendte tristessen, som drev ned ad væggene i min frivillige isolation, de pludseligt buldrende trommer hamrede som hjertet i brystet, og det tilhørende litani kunne lige så godt være selvbiografisk. Men det slog mig, at tuning betyder alt, effekter ligeså. Jeg ved ikke, om jeg havde været lige så glad for Solstafirs musik, hvis ikke de delte samme smag i begge som jeg, for dette nummer kunne ret nemt gå hen og blive temmelig banalt. Når jeg nu ikke forstår et hak islandsk, må jeg i stedet forestille mig, at teksterne så i det mindste ikke er af den selvynkende slags, som det tit ender med at blive, når emnet er ulykkelig kærlighed af den ene eller den anden årsag.



Voksne mænd har også følelser
Desværre slipper vi ikke. Bevares, ’Rökkur’ er beviset på, at Sólstafir ikke bare er et tidligere black-metal-band-gone-post. Vokalen er primus motor, atmosfæren er næsten håndgribelig, og jeg har kun stående ovationer tilovers for udførelsen. Hørbare indåndinger og nuancer, som ikke kan forklares, men skal opleves, er med til at gøre det her nummer til en fantastisk, tragisk oplevelse. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere ’Her Fall From Grace’. Først og fremmest skal vi lige have på det rene, at jeg intet problem har med, at ikke-engelsktalende bands synger på engelsk. Det er trods alt sprog-ET, der forbinder den vestlige verden på tværs af lingvistiske forskelligheder. Men for helvede altså, magen til The Rasmus-inspireret klynkerock har jeg ikke hørt siden starten af 00’erne, og det er pladens ubestridt laveste punkt, med sine engelske banananananaliteteter og radiovenlige riffs. De kan ikke snige sig uden om at lyde som det væld af bands der omkring årtusindskiftet opdagede, at mænd også har følelser. Desværre er det ligegyldigt hvor god resten af pladen er; det kan ikke redde det her nummer ud af selvmedlidenhedens klistrede sump.

Når det så er sagt, så er ’Dionysos’ antitesen til piveriet fra nummeret inden. Det kræver ikke et indgående kendskab til det græske pantheon at vide, hvem Dionysos er, og han har velsignet dette nummer godt og grundigt. I kontekst til resten af pladens tone, lyder det som opkaldet fra ens nyligt single makker, der ringer en sen nat i en gigantisk brandert, og brøler sin smerte ud. Som enkeltstående nummer fungerer det også godt, og er det mest black metalliske nummer på pladen. Den rå aggression, som lægges for dagen følges ad med den allestedsnærværende melankoli, og crescendoet henimod slutningen er en sydende omgang riffing og hudløse skrig over et trommesæt, der lyder, som om det er på vej på krisecenter. Bravo.

Humørsvingningernes højborg
Formularen med at veksle mellem udtryk fra nummer til nummer bliver holdt i hævd, og den utøjlede vrede, der blev lagt for dagen i ’Dionysos’, er afløst af en opgivende følelse på efterfølgeren. ’Til Moldar’ lyder som en ordentlig omgang tømmermnd af den slags, der ikke kun nødvendigvis er fysiske. Sólstafir
mestrer de grå og blå toner som få, men det klæder dem at matche med de sorte, og jeg bifalder deres brobygning. ’Alda Syndanna’ stritter lidt i alle retninger, og er en letvægter i den forstand, at den ikke rigtig skiller sig ud. Der er som sådan ikke noget i vejen med den, og ørkenrock er altid en glædelig overraskelse, men der har sneget sig noget generisk og kalkuleret ind.

Heldigvis er jeg åbenbart vild med islandsk blues, i hvert fald hvis ’Or’ er symptomatisk for, hvordan det ellers lyder. Piano og smægtende soli giver følelsen af skæve smil, ironiske distancer og cigaretter, der ryger sig selv. Vi slipper heldigvis heller ikke for de kantede og uforsonlige riffs, og den black metalliske båndsalat, som giver de langmodige melodier modspil. ’Úlfur’ lukker og slukker med en opsummering af, hvad vi har gennemgået sammen, lytter og band. Der bliver stykket sammen, brudt op og sat sammen igen, og det klæder dem at forsøge at rumme alt, hvad de er, på én gang. Vilde og foranderlige som det islandske landskab, spiller Sólstafir på samtlige tangenter og rammer plet, lige på det ømme punkt.