Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stenet og stilfuld enke

Populær
Updated
Stenet og stilfuld enke

Tunge, beskidte og eftertænksomme toner fra Dallas-trioen True Widow.

Kunstner
Titel
Circumambulation
Dato
22-07-2013
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Creeper           
2. S:H:S
3. Four Teeth
4. Numb Hand
5. Trollstigen
6. I:M:O           
7. HW:R
8. Lungr
Karakter
3

True Widow opstod for seks år siden og har to album bag sig (’True Widow’ fra 2008 og ’As High As the Highest Heavens and From the Center to the Circumference of the Earth’, også kaldt ’A.H.A.T.H.H.A.F.T.C.T.T.C.O.T.E.’ fra 2011).

Dan Phillips (guitar/vokal), Nicole Estill (bas/vokal) og Timothy Starks (trommer) fandt i sin tid sammen om et musikalsk omdrejningspunkt som de senere har beskrevet som ’stonegaze’ halvt i spøg over de mange genresammenblandinger der ofte kastes i æteren for at rammesætte en musikstil.

Betegnelsen som er en sammensætning af ”shoegaze” og ”stoner rock” er, stik imod intentionen, aldeles rammende. Sangene er simple med guitareffekter en masse, og en bastant bas over trommerne der både er nærværende i lyden, men tilføjet så rigeligt med fylde og effekter. Stilen har de holdt fast i fra første tone på titelalbummet og videre igennem ’A.H.A.T.H.H.A.F.T.C.T.T.C.O.T.E.’ og ’Circumambulation’, ligesom Matt Pence (The Echo Lab lydstudie) er vedblevet at dreje på knapperne for True Widow som en rød tråd gennem alle tre album.
 
Støvet vellyd
 
Åbneren ’Creeper’ leder fra første guitar-anslag tankerne hen på Sune Wagner (Psyched Up Janis, The Raveonettes, Tremolo Beergut) og hans måde at skabe lydflader på. Vokalen er distanceret, riffet simpelt og insisterende og trommerne lyder som solstråler der bryder gennem støvpartikler. En stemning der er gennemgående på alle otte skæringer, og sammen med den eftertænksomme laidback feeling på hele ’Circumambulation’ samler True Widows sange i en charmerende helhed.
 
Valget af albummets første single er faldet på ’S:H:S’, men der er meget mere rygrad over ’Four Teeth’ der er den egentlig kickstarter på albummet. Nummeret genererer stærke referencer til førnævnte The Raveonettes, da leadvokalen her varetages af Nicole hvis stemme både er enkel, sikker og intens a la Sharin Foos (The Raveonettes). True Widow fastholder den enkle sangopbygning uden større melodiske udsving og adskiller sig herved fra The Raveonettes’ poppede udtryk, for ’Circumambulation’ er monotonisk stenet hele vejen igennem, med enkelte udstikkere af de bedre, som eksempelvis ’Numb Hand’ der både er albummets korteste og stærkeste nummer og lyder som en fusion af Oasis og Psyched Up Janis med genklang af halvfemsernes grunge-nostalgi.
 
Hvis de første 45 minutter af dagen altid startede med ’Circumambulation’ ville verden sikkert være et mere fredeligt sted, men heller aldrig vågne rigtigt op, for True Widow er med dette album først og fremmest tro mod sig selv i en lidt for navlepillende rotation omkring et indadvendt og drømmende album der peaker på halvvejen og efter det lille positive opsving ’HW:R’ snorker sig sikkert over målstregen med ligegyldige ’Lungr’ efter 45 døsige, men behagelige minutter.