Rustent integritet & sexede riffs
Populær
Koncertaktuelle Endless Boogie har smidt deres femte studiealbum på gaden. Her trækker det hobo-lurvede band fra New York fornemmelsen for beskidte jams og svedige improvisationer endnu længere ud, end de plejer, og uha, hvor det rykker.
Taking Out the Trash
The Artemus Ward
Imprecations
Occult Banker
On Cryology
General Admission
The Montgomery Manuscript
Første gang denne skribent stødte på Endless Boogie, var på Loppen i forsommeren 2010, hvor de fuldstændig overdøvede Dead Meadow, som de dengang var på tur med som opvarmningsnavn. Koncerten med Dead Meadow røg hurtigt i glemmebogen, mens det har stået modsat til med den fuldmægtigste lille time, som Endless Boogie brillerede i. Det mindeværdige skyldes flere aspekter: Herligt karismatiske musikere, en sexet og nærmest usømmelig omgang med guitarer, samt ikke mindst en åbenhed for at lade medrivende rytmer blive ved og ved og ved og ved.
Dette er også karakteristisk for deres på én gang maniske og tilbagelænet jammede opus, ’Long Island’, der er bandets femte fuldlængde til dato, om end kun den tredje, som det rent faktisk også er til at købe for penge (de to første, begge fra 2005, er omtrent lige så limiterede og dyre som Paris Hiltons brugte trusser på ebay). Modsat trusserne er der dog konstant skrald på den fugtige rock and roll-møder-blues-møder-psychedelia-vibe, som i kraft af nutidens generelle fiksering af stort set alt, der er retro, muligvis har fået en mainstream-revival, men som Endless Boogie tager med hjem til undergrunden igen.
Major Old School
Frontmand og guitarist, Paul Major (aka. Top Dollar) er i midten af 50’erne og synes allerede at have det, der skal til for at skrive sig ind på den granitsten, der fungerer som billboardplakat for rock & roll-historiens viljestærkere skikkelser. Det er kun tiltroen til ens instrument, der kan gøre en person så gennemført rockgalant som Major. Det bruser ud af højtalerne hele pladen igennem, at vi tydeligvis har at gøre med en musiker, der hellere står ved alt det, han så sandelig er, end han tilsidesætter sin egen musikalske overbevisning i et håb om måske at appellere til et salgsstærkt nutidssegment. Det er sådan set underordnet, hvilken musikalsk genre man gesjæfter sig ud i – er hjertet med i det, vil man stimulere til fornyet lugtesans hos lyttere. Kigger man så på det foretagende, der hedder rock and roll, så kan det muligvis godt være, at værktøjerne hos Major inc. synes ret rustne, men en større integritet og kærlighed til et erhverv skal man altså alligevel lede længe efter.
Uambitiøs og ægte
Til trods for det fuldblodsvægtige så er ’Long Island’ også pladen, der er så forbandet sikker på alt det, den gør, at den, til trods for en uomgængelig tilstedeværelse af forstærkere skruet op på max., nærmest virker helt fredfyldt. Man kommer kort sagt i afslappende og godt humør i løbet af de små firs minutter, som pladens otte sange i alt varer. At man slapper af i dens selskab, hænger formentlig sammen med, at ’Long Island’ ikke synes at have ambitioner om at ændre publikums opfattelse af, hvad den såkaldte gode rockmusik bør bestå af. Den har nok i sine egne ting, hvilket den i øvrigt livligt deler ud af til lytteren, som giver sig hen til det. Modsat retro-bølgens charmerende æstetisering af analoglyd, denim, og hvad rock & roll-bøgerne ellers måtte diktere, er nysgerrigheden tydeligvis at finde et andet sted hos Endless Boogie. Det er, som om at de lytter mere til deres egne toner, end de lytter til stereotype forestillinger og den foregående rockhistorie, hvilket altså kort sagt resulterer i en plade, der synes at have noget at sige – uden at bruge mange ord i øvrigt: Guitaren kommunikerer i stedet.
Beskidt inspiration
Dermed ikke sagt, at der ikke er inspirationskilder at finde på ’Long Island’. Det er der. Mest tydelig er inspirationen fra The Stooges, hvilket i særdeleshed er på nummeret, ’General Admission’, hvis rytme det er svært at leve sig ind i uden også at se Mike Watts indlevelsesstærke personage for sig. Det skyldes sangens repetitive arrigskab, der insisterer mere beskidt og mere hårdhærdet, end rockmusik af denne punk-bluesede-jam slags sjældent gør. Samtidig er det tydeligt, at 'The Savagist' er en slags hyldest til Captain Beefheart og hans magiske band; der er kort sagt dømt booglarize-time! Trods inspirationerne er ’Long Island’ på de fleste måder en plade, der lever frit og stærkt: Tonalt set giver den hele spilletiden igennem skaller til det finpudsede, og såvel kompositorisk som længdemæssigt trækker den hovedsageligt på skuldrene af et fænomen som singlepotentiale (’Taking Out the Trash' og ’General Admission’ er to kortere undtagelser).
Æreløs guitarsmadder
’Long Island’ er en suveræn plade, der er fuld af mere røgfyldt overskud fra undergrunden, end man hører på de fleste analogplader. Det er en simpel omgang guitarsmadder tilsat en dejlig æreløs tilgang til den frie rock and roll, hvilket gør det så befriende at rocke rykkende rundt til dens melodiske jams og vedkommende riffs. Og får man nok af sine riffs, er der tilpas med psykedelisk hejs at hente på den afsluttende ’The Montgomery Manuscript’. Den standard, Endless Boogie sætter, er kort sagt imponerende og bliver kun mere imponerende i kraft af pladens smukke, tilbagelænede stil, der ikke synes at havde noget til overs for andet end sexet rock og musikalsk integritet. Det er alt for sjældent, at man hører et band, der på én gang virker upåtagede og som the real deal. Det må være derfor, vi har Endless Boogie.
Endless Boogie spiller på Loppen onsdag d. 24. april. Københavnske Double Stone varmer op. Indgang koster 60 kr. Det – bør – man – se - !
Hør 'The Savagist':