Thrash i farven sort

Thrash i farven sort

Aura Noir er på banen igen og man går ikke galt i byen med 'Out to Die', hvis man kan lide sin thrash metal med sorte tendenser.

Kunstner
Titel
Out to Die
Dato
26-03-2012
Distributør
Genre
Karakter
4

Det er ikke en trio af hvem som helst, Aura Noir. Dannet i 1995 af Aggressor (Ved Buens Ende, Satyricon, Ulver, Cadaver Inc. m.fl) og Apollyon (Dødheimsgaard, Immortal m.fl.) og kort efter fik de Blasphemer, Mayhems bassist, med.

'Out to Die' er det femte fuldlængde-udspil fra bandet. Musikken er stadig en black inspireret omgang thrash metal. Venom, Bathory, Mercyful Fate, Slayer og Celtic Frost har i hvert fald ikke levet forgæves i de tre herrer i Aura Noirs univers. Skiven kommer på Indie Recordings, som tidligere på året udgav den ligeledes herligt old-school-dyrkende Nekromantheon, og det er næsten dødt løb, hvilken skive som er bedst. Man bør anskaffe sig begge.

Produktionen hos Aura Noir er meget solid og ikke helt nær tilbageskuende som hos kollegerne i Nekromantheon, men bandets riffs har bestemt ikke meget moderne over sig. Det rykker godt, og den let raspende og rå vokal passer godt til musikken, som ikke kun satser på speed, men også er tung og slæbende som i 'The Grin From the Gallows'.

Skiven er spækket med genreklassiske elementer - eksempelvis de skrigende soli og riffs med masser af hurtige hammer-on-pull-off-detaljer i riffene på guitaren. Det er solidt arbejde, som bestemt har været ventetiden værd, for selvom der er en vis stabilitet over hyppigheden af udgivelser, så er det stadig fire år siden bandet sidst havde nyt materiale ude.