Ugens Monster Drøn: Metallica: 'St. Anger'
Populær
"St. Anger" er helt bestemt en af årets største hævi udgivelser, så samtlige tre Heavyjam.dk anmeldere er sat på sagen...
"St. Anger" er helt bestemt en af årets største hævi udgivelser, så samtlige tre Heavyjam.dk anmeldere er sat på sagen... "Release your anger," stod der på stickers og plakater rundt om i byen op til udgivelsen af Metallicas længe ventede og hemmeligheds-omspændte nye og tiende album, "St. Anger". Og man må sige, at Lars Ulrich & Co. har frigjort deres vrede. Wauv for et røvsparkende metalbum.
Denne ydmyge anmelder må hellere krybe til korset på stedet og bekende, at både "Load" og "Reload" er perler i Metallica-kataloget. Mens "Black Album" samt de to udskældte "Load" og "Reload" er voldsomme stilskift i forhold til de tre første trendsættende og thrashede udspil, er "St. Anger" til gengæld et meget voldsomt brud med den lidt mere mainstream hardrock, som de tre seneste albums repræsenterede.
"St. Anger" er en potent og højspændt tyfon af komplicerede kompositioner, hæsblæsende guitar riffs, skæve temposkift og breaks, brutal aggression og intensitet - og desværre også en lortelyd!
"St. Anger" er det Metallica-album, hvor Lars Ulrich virkelig overbeviser alle de højrøvede og bedrevidende musiksnobber, som i årevis har grinet højt af hans skills, om, at han er en trommeslager af meget høj klasse. Det er Lars, der holder fast og holder snor i de mere end almindeligt komplicerede musikstykker, som hvert nummer er bygget op omkring. Lars er uortodoks i sit spil, men det er netop det, der "gør" Metallicas lyd.
Men det er desværre også Lars Ulrichs trommelyd, der er den eneste torn i øjet (eller snarere en kæp i øret) på "St. Anger". Hans lilletromme er næsten uden snare. Den er ikke dæmpet og lyder som en olietønde, og det er mildt sagt pisse hamrende irriterende.
Men som "Load" og "Reload" var et klart og bevidst selvvalgt brud på Metallica-etikken, er lyden på "St. Anger" det også. Det er dåselyden fra en garage. Møgbeskidt, svedigt og hamrende aggressivt. Sine steder mere hårdt og brutalt end selveste Slayer. Metallicas udtryk på dette tiende udspil er helt klart at vise alverden, hvordan metal skal spilles anno 2003: mere
kompliceret, mere aggressivt, brutalt og beskidt end de bands, der har bildt sig selv ind, at de har overtaget Metallicas plads på metaltronen.
Det med lyden kan man dog komme lidt ud over. For Metallica har været i det gavmilde hjørne med udgivelsen af "St. Anger". For én cd's pris får man en musik-cd samt en dvd med hele albummet indspillet live i studiet - med den nye bassist Rob Trujillo. Og lyden på dvd'en er klart alen over lyden på selve musik-cd'en. Den er mere massiv og har langt mere tyngde - lige præcis dét, som denne anmelder er så hamrende vild med hos Metallica.
Sanger og guitarist James Hetfield udviklede sin stemme flot og
overbevisende på "Load" og "Reload". Manden kan jo virke synge og udtrykke sig. Det kan han også på "St. Anger", men på en helt anden og vred måde. Det kan sgu godt være, at han synger en smule halvfalsk sine steder. Det kan sgu godt være, at han skriger lige lovlig meget. Men det er altså udtrykket på
"St. Anger". Det passer bare sammen. Det skaber helhed.
"St. Anger" er meget anderledes i forhold til tidligere Metallica-udspil. Men det er et fantastisk spændende og helstøbt album, der viser, at metaltronen tilhører Metallica flere år frem i tiden. Ingen tvivl om, at "St. Anger" har lang levetid i min cd-afspiller. Allerede nu kan jeg mærke, at der hele tiden dukker nye ting op, som gør, at pladen bare vokser og vokser.
Jeg glæder mig til at nyde "St. Anger" endnu mere. Men jeg tager den på dvd, for Lars Ulrichs lilletromme-lyd på musik-cd'en er sgu for irriterende. Derfor også to forskellige karakterer til "albummet".