10 hurtige: Jakob Levinsen

Hvis den fjortenårige Jakob Levinsen havde lyttet bedre efter, da der blev spillet Alice Cooper til teenagerfesterne, er det ikke sikkert, at han var fortsat videre på universitetet. Men så er det heller ikke sikkert, at han ud over at være heavy-fan også havde været forfatter, oversætter og operaanmelder.

Der er en del steder, navnet Jakob Levinsen kan sige dig noget fra. Hvis du holder af at læse din Stephen King eller dine rockbiografier i dansk oversættelse, er der god sandsynlighed for, at det er ham, der har stået for oversættelsen. Hvis du har prøvet at lære lidt mere om klassisk musik, kan det også sagtens være en af hans bøger, du har læst, ligesom han i en del år har anmeldt klassisk musik i Weekendavisen, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Det er også her, det med jævne mellemrum er lykkedes ham at snige en anmeldelse ind af det stofområde, de færreste ellers er klar over, at han er en kompetence inden for: heavy metal.

1.  Dit første minde med heavy metal, der gjorde dig til fan?
Oktober 1974, min første regulære teenagefest med sprut, smøger og tøser. Der blev spillet Deep Purples ‘Made in Japan’ – side 3, helt præcis – og Alice Coopers ‘School’s Out’, og jeg havde i den grad oplevelsen af at få reddet livet af rock and roll. Havde jeg lyttet bedre efter Alice, havde jeg muligvis heller ikke gået ti år på universitetet.

2. Dit favoritband gennem tiderne?
Tiderne er i denne forbindelse en ret omskiftelig størrelse. Men oven over alting stråler altid Motörhead.   

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Jeg taler tysk, så Till Lindemann – rockmusikkens svar på Angela Merkel – giver nærmest sig selv. Alternativt Nergal fra polske Behemoth, omend næppe på tysk. Ellers altid gerne en danskvand med Alice.

4. Dine fem yndlingsplader?
Black Sabbath: ‘Paranoid’
Motörhead: ‘Everything Louder Than Everything Else’
Metallica: ‘Master of Puppets’
Rammstein: ‘Völkerball’
Meshuggah: ‘The Violent Sleep of Reason’

5. Din bedste koncertoplevelse?
Rammstein i Forum december 2009,som det lykkedes mig at få anmeldt i Jyllands-Posten under overskriften ”Spærreild med kødgevær”. I nyere tid: Alice Cooper på Copenhell 2016. Meshuggah i Amager Bio december 2016. 

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Mit forhold til metal falder i to adskilte faser: midten af 1970’erne, hvor al mulig musik fra folk over prog og jazzfusion til metal stadig var meget mere lystbetonet og mindre sekterisk og snobbet, end punken lidt senere gjorde det. Der skylder jeg Lyngby Musikbibliotek virkelig meget – også i forbindelse med metal. Så kom jeg i mange år væk fra metallens brede sti med først musikvidenskab på universitetet, siden kulturjournalistik i dagspressen – hvor jeg desværre aldrig nåede at blive chef for Steffen Jungersen. Fase to begyndte først for alvor efter årtusindskiftet med først at læse Johnny Harboes anmeldelser i Jyllands-Posten og siden opdage Sort Søndag i DR. I dag har jeg ikke i den forstand faste platforme, men padler mig mere frem på diverse sites – både i forhold til mangler i min lidt ældre dannelse og nyere navne. Og jeg sørger altid for at høre mest muligt ukendt musik på Copenhell.   

7. Hvilket band er din guilty pleasure?
Skyldfølelse er – eller burde være – afskaffet med Reformationen for 500 år siden. Og metal er netop særskilt smukt, fordi det er skyldfrit, og alt i princippet er muligt. Men jeg har dog også 17 album og et par dvd’er med Pet Shop Boys.

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Sjældent regulære fordomme – de er meget mere udbredte i forbindelse med klassisk musik, skal jeg hilse og sige. I forhold til metal snarere en vis skrækblandet fascination hos spidsborgerlige mediehipstere. For hvis en velklippet og gennemført utatoveret Hugo Boss-type som mig tør høre metal, hvorfor tør de så ikke selv?  

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Nysgerrighed, tolerance, overskud og høflig opførsel. 

10. Hvorfor blev du et metalhoved?
Det gjorde jeg egentlig heller ikke specielt. Det var bare noget af den musik og de mennesker, der tiltalte og tiltaler mig mest.