10 hurtige: José Ignacio Lopez Ramírez-Gastón

Da han udgav sin bog om peruansk metal, var der flere, der stillede spørgsmålet, om han overhovedet havde ret til at udtale sig om metal. Men metal har formet universitetsprofessoren som menneske og gør det stadig hver dag.

Tidligere på året besøgte Devilution i Lima den udstilling, José Ignacio Lopez Ramírez-Gastón sammen med sin universitetskolleger havde lavet om den peruanske metals historie. Men hvad fik egentlig en god akademiker ud på de sidespor?

Hvad er dit første minde med heavy metal?
I dag er der mange unge og metalfans, der ikke anser dem for at være metal, men i 1979 var KISS det band, der fik mig til at nærme mig metalkulturen. Jeg var 11 år gammel, og den poplyd, næsten disco, som de havde på ‘Dynasty’, åbnede døren for tungere lyd og den chokrock, KISS havde spillet tidligere i 70’erne. Gennem KISS kom jeg hurtigt over i NWOBHM.

Hvad er dit favoritband gennem tiden?
Jeg ville umiddelbart sige, at det stadigvæk er KISS. Men jeg er glad for mange bands af flere forskellige grunde. Thin Lizzy og Motörhead for at lyde anderledes og ikke mindst Tokyo Blade for at være det første udenlandske band, jeg så, da jeg boede i Barcelona i 1985.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Jeg tror ikke, der er nogen, der ville bryde sig om at drikke en øl med mig. Jeg ville kede dem ihjel. Men det ville glæde mig at drikke én med Lemmy fra den anden side, og af akademisk nysgerrighed ville jeg også godt tage én med Varg Vikernes. Resten er allesammen døde.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Nu du spørger, går det op for mig, hvor gammel jeg er. De yngste metalfans ville ikke engang anse de her plader for at være metal.
Kiss: ‘Double Platinum’
Thin Lizzy: ‘Johnny the Fox’
Saxon: ‘Crusader’
Manowar: ‘Sign of the Hammer’
Burzum: ‘Filosofem’.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
Hell & Heaven Fest i Mexico én dag før, de lukkede lufthavnene i Peru på grund af pandemien. At se Deep Purple og Manowar og iagttage kontrasterne mellem de to kulturer var en fantastisk oplevelse. Desuden er det få måneder siden, så jeg har det stadig frisk i hukommelsen.

Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Når det gælder peruansk metal, køber jeg næsten alt det, der kommer gennem lokale distributører, på det seneste fortrinsvis på bånd. Det kursus i metal, jeg har undervist i i år, lagde pres på mig for at finde flere bands og opdage ting, jeg aldrig havde hørt før.

Hvilket band er din guilty pleasure?
J-rock-bandet Frederic. Jeg er vild med dem, og det er min søn også – på grund af mig. Men hvis jeg skal være helt ærlig, skammer jeg mig næsten ikke over noget af det, jeg hører, og det er meget forskelligt, hvad det er.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Da jeg var yngre, var det alle de klassiske fordomme, der altid har været der. Peru er meget konservativt og gammeldags, så det lange hår har altid været et problem. De vrængede hippie ad mig på gaden, og der var mange butikker, hvor jeg ikke fik lov at komme ind. Jeg ved ikke, om det har påvirket de peruanske miljøer, så de er meget mere adskilte i dag, men i dag er der lige så mange fordomme blandt metallerne mod det omgivende samfund, og det er et problem for den nationale metalscene. Der er ingen, der respekterer din smag i metal, de forventer, at du beviser din troskab og viser, at du er medlem af stammen.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Særligt da jeg voksede op i Lima, havde jeg nogle gode oplevelser. Det at deltage i den peruanske scene påvirkede min udvikling og min identitet meget, da jeg var yngre. Jeg vil mene, at Perus undergrundskultur, hele idéen med lofi-koncerter, tapetradingkulturen og helt grundlæggende forestillingen om en musik, der var imod systemet, var vigtige for at forme min opfattelse af musikken som et modkulturelt og asocialt element.

I metal øjnede jeg en mulighed for at afvise et socialt system, som jeg opfattede som hyklerisk og falsk. Selvom der er gået mange år siden dengang, tror jeg, at en del af den romantiske indstilling er bevaret. Idéen om at høre til og om, at der var et fællesskab i metal, var meget stærk i den tid, hvor jeg var ung, og på sin vis savner jeg faktisk den tid lidt.

Hvorfor blev du metalfan?
I Lima har det de seneste år været svært at definere et kulturelt tilhørsforhold. Jeg forsker i musik og lytter til og analyserer alle mulige slags musik. Da jeg i 2018 udgav den første bog om peruansk metal sammen med Pino Risica, kom det hele frem i lyset med fuld kraft. I metalkredse blev det diskuteret, om jeg reelt var metaller eller ej, om jeg overhovedet havde noget at skulle have sagt om metal. Det var lige før, man skulle have et medlemskort for at kunne kalde sig metaller eller bare være en del af det. De gamle metallere sagde til de unge, at “jo, han voksede op sammen med os andre og hørte metal,” men fordi jeg havde været ude af landet i mange år, var der mange fra den nye generation, der ikke kendte mg og var mistænksomme over for mig.

Men derfor betyder det heller ikke så meget for mig, hvad de kalder mig, eller hvad jeg skal kalde mig selv. Hvis en metaller i Lima spurgte mig, om jeg var metaller, ville jeg svare nej. Bare for at irritere dem. Hvis en anden spurgte mig, ville jeg svare ja, at blandt de mange identiteter, man lever med livet igennem, har jeg et særligt forhold til metal, som går et stykke dybere end en musiksmag.

At være eller ikke være noget er en meget personlig ting, der egentlig kun vedkommer den, der selv siger det, og ingen andre. Der er masser af forskellige slags metal, men den metal, som jeg identificerer mig med, taler for en hel række af værdier som ærlighed, oprigtighed, sammenhold og kammeratskab, modstand mod status quo og så videre. Det er ting, som ikke bare er noget, jeg kender til, men som er helt essentielle for mig i mit liv. Man finder ud af, at en del af de måder, som man møder verden på, kommer fra metal, når man skal begå sig i det officielle samfund. For eksempel kan jeg i Peru mærke metallens påvirkning meget tydeligt hos mig selv, når jeg stiller mig op mod institutioner og bureaukrati og mod det hykleri, der fylder så meget, og den korruption, der er så allestedsnærværende i landet.

José Ignacio Lopez Ramírez-Gastón er forfatter til bogen ‘Espíritu del metal’ og står bag både en udstilling af samme navn og en studiegruppe på universitet i Lima, hvor han underviser og forsker i metal.
Læs artiklen om hans historie med peruansk metal her.