10 Hurtige: Ole Hansen

Ole Hansen er 48 år og bor på Vesterbro I København. Han er enevældig rockredaktør på det ugentlige radioprogram Vesterbro Rock Radio.

Ole Hansen har spillet og sunget i bands gennem en del år, uden nogen nævneværdig succes. Så gik det lidt bedre da han i september 2010 blev redaktør på Vesterbro Rock Radio. Som han siger: ”Her kan jeg helt uden dårlig samvittighed lukrere på andres foretagsomhed, når jeg nu ikke selv evnede at blive rockstjerne”. Seneste tiltag fra hans side er hans opfindelse af VM I ROCK (Vesterbro Mesterskab i Rock), som fandt sted for første gang skærtorsdag i Råhuset. Han ses ofte i byen til koncerter og pladereceptioner sammen med sin rockfrue, Lene Møller.

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?
Jeg var vel 12-13 år, da jeg købte min første deciderede heavy-plade. På vinyl selvfølgelig, der var ikke andet. Jeg kørte med aviser seks dage om ugen til en ret ussel løn, som i starten gik til Playmobil-legetøj, men senere hen kun til kassettebånd og plader. Jeg raslede i af sted i Østbanens nikotinbefængte tog fra Rødvig til Store Heddinge, og her gik jeg ind i den lokale butik, der hed noget så smukt som TV Ringen. To skiver, jeg købte, står krystalklart i min erindring. Den ene er Joan Jett And The Blackhearts med 'I Love Rock 'n' Roll'. I firserne var det sådan en skive, man helst ikke skulle prale af at have stående, når gutterne kom på besøg, og der kom bajer og tjald på kakkelbordet. Nummer to er den, der så osse er svaret på spørgsmålet, nemlig Iron Maiden med 'Killers'. Og jeg mener stadig, at nok er Bruce Dickinson en fremragende sanger, men Paul Di'Anno var endnu bedre.
              
2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Igen et af de spørgsmål, der er helt umuligt at svare på. Det kan jo skifte fra uge til uge. Og har du fået lidt øl under vesten, kan man osse have en tendens til syntes, at noget musik pludselig er vildt genialt. Men jeg skal jo vælge et, og det bliver et band, som simpelthen ikke kan gengives eller kopieres, og som har deres helt egen lyd og stil. Ligesom Ramones, Black Sabbath, Metallica (i deres bedste øjeblikke), Slayer. Og i det felt løber Motörhead altså af med sejren. I deres katalog af plader er der simpelthen ikke en eneste decideret smutter. Det tætteste var vel 'Another Perfect Day', med der smed de jo hurtigt guitaristen ud igen.

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Lars Ulrich. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ham om, hvordan det er at have været med til at sende en forholdsvis snæver genre som thrash metal helt op i musikens superliga, hvordan det er at skabe et band, som spiller på de største stadioner, hvordan det er at spille den ene gigantturné efter den anden, hvordan det er at lave plader, som i dag regnes for klassikere, og hvordan det så er at komme hjem til Danmark og få at vide, at ens trommespil er lort. Og vi skulle naturligvis drikke IPA på Zeppelin Bar.

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?
1. The Cult – 'Electric'
2. Iron Maiden – 'Killers'
3. Motörhead – 'No Sleep 'til Hammersmith'
4. Deep Purple – 'Made in Japan'
5. Metallica – 'Kill 'Em All'

5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Min bedste koncertoplevelse? Jamen, dem får jeg jo flere og flere af. Men jeg kan fortælle om vendepunktet for mig, når vi snakker koncertoplevelser og heavy metal. Og det var, da Metallica optrådte på Roskilde Festival i 1986. En støvet, tømmermandsplaget søndag på Roskilde har man programsat Metallica til at spille de sidste kræfter ud af festivalgæsterne. Et lidt trist festival, da de gæve Roskilde-folk har forbudt de handlende at sælge ”rygeinstrumenter”. Samtidig erklærer Poul Borum (ganske rigtigt), at Metallica spillede ALT for lavt. Ydermere er det Cliff Burtons sidste optræden på dansk grund, da han jo dør to måneder senere. MEN selve koncerten, for helvede, den står knivskarpt. For det første var man ikke spritstiv, da det jo var søndag, for det andet gjorde Metallica det, de gør bedst: De spillede røven ud af bukserne på et publikum, som ikke just var forvænte med metal på Roskilde. De hamrede en sætliste af, som allerede på det tidspunkt i min verden er klassiker på klassiker. Der var masser af svedarmbånd og svenskerhår. Den sindssyge intro til 'Seek and Destroy'. Og Cliff Burtons basintro til 'Whiplash'! Og i netop det øjeblik gik det op for mig, at det her, det var det, jeg ville. Det ville jeg være en del af. Den hårde rock. Jeg hører skam mange andre genrer, men den hårde rock, heavy metal, den vender jeg altid tilbage til. Som noget uforgængeligt. Som stamtræet inden for al rockmusik.

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Nu har jeg jo min rockradio, så jeg får jo tilsendt alt muligt musik, så der ingen problemer der. Jeg må jo så sige, at tit og ofte bygger bandene jo deres musik op af de samme klodser, som der blev brugt for 10, 20 og 30 år siden, da jeg selv fattede interesse for den hårde rock. Og dog er der alligevel engang imellem et band som de fremragende Black Book Lodge, som ikke rigtig minder om noget, jeg har hørt før. Og så elsker jeg at surfe rundt på YouTube og finde musik. Og rode i pladekasser i Sound Station på Gl. Kongevej og Accord på Vesterbrogade. Og må jeg lige nævne det fantastiske spillested Beta, som altid har kvalitetsbands fra vækstlaget på programmet.

7. Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg kan lide New Order. Og 'Dynasty' med Kiss, som i visse metalkredse bliver kaldt for disco-pladen. Den er sgu for fed.

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Det er meget nemt. I firserne ude på landet var ”bliv dog klippet og få et arbejde” en tilbagevendende besked, man fik kastet i nakken af lokalbefolkningen. De sagde osse, at vi røg hash og drak mange bajere. Det var så til gengæld ikke en fordom, det var sandt. Men vi opførte os til gengæld altid ordentligt, og vi lavede aldrig ballade, hvilket er mere end man kan sige om de andre pæne unge mennesker, man mødte, når man gik i byen. Der sad øretæverne altså løst. Og de fordomme tror jeg så stadig er gældende så mange år efter. Se bare Copenhell, ingen ballade. Og se så Vig Festival ...

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Rockfolket er generelt bare pisseflinke, og det i sig selv vedbliver med at være en god oplevelse. Der er intet snobberi omkring det, du kan brække dig ovre i hjørnet, og der er ingen, der ser ned på dig af den grund. Du kan drikke dig stiv tirsdag aften, og det er ok, for rockfolket ved, at så er det altså bare det, du har brug for den aften. Du må ryge de smøger og de joints, du vil, rockfolket er tolerante og rummelige mennesker. De har et fælles mål, nemlig at drikke en god, kold fadøl, mens de lytter til den hårde rock. Og de synger gerne med i samme fuldemandskor. Det er uhyre enkelt. Det er Heavy Metal.

10. Hvorfor er du heavyfan?
Se ovenstående.