10 Hurtige: Rolf Meldgaard

65808869_2734932026580266_5815810070142779392_n

Skolelærer, fotograf, koncertjunkie, ølentusiast og ny formand for foreningen Metal Royale, der bl.a. står bag Royal Metal Fest i Aarhus. Vi har smidt 10 hurtige efter Rolf Meldgaard, der ikke er bange for at besynge sin ungdoms kærlighed til Linkin Park, men nu om dage lytter både bredere og dybere..

Titel
Metal Royale
Forfatter

2020 blev året, hvor Royal Metal Fest i Århus, som så mange andre festivaler, ikke var. Det blev samtidig året, hvor en stor del af holdet bag festivalen takkede af og overlod tøjlerne til nye kræfter, der skal trække festivalen igang i en post-Corona-tid.

I front for det nye hold står den nyvalgte formand Rolf Meldgaard, der ud over sin tid bag lærerpulten gør sig som koncert- og bandfotograf i det århusianske, og som for et par måneder lod sin kærlighed til metallen i Århus trække ham helt op i front for en festival, som det århusianske metalpublikum allerede nu ser frem til med længsel i 2021. Vi satte os for at finde ud af, hvad han er for én.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Vi skal tilbage til starten af dette årtusinde, da Boogielisten kørte på DR1. Her gjorde Linkin Park deres indtog på listen med sangen 'In the End'. På daværende tidspunkt var jeg slet ikke bekendt med metal, men jeg syntes virkelig, at det var en fed sang, især pga. det meget store og følelsesladede omkvæd. Jeg rendte ud for at købe albummet 'Hybrid Theory'. Jeg husker, at første gang jeg lyttede til det, virkede det voldsomt og larmende, men det vakte alligevel nysgerrigheden nok til, at jeg var nødt til at høre det igen. Jeg blev ret hurtigt solgt på konceptet, og det åbnede en helt ny verden af musik for mig. 

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Den er sgu svær. Jeg har haft en del forskellige favoritbands gennem tiderne, men det band, som nok er mest tilstedeværende i min bevidsthed henover de seneste 10 år, er Converge.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Hvis man kunne vække en musiker fra de døde, skulle det være Chester Bennington. Han var jo teenageidolet. Jeg tror også han ville være ret sjovt selskab og sikkert have en masse gode røverhistorier.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Det skifter hele tiden, hvad min top 5 er. Lige nu er det

1. Converge - 'Jane Doe'
2. Tesseract - 'One'
3. Tool - 'Lateralus'
4. Møl - 'Jord'
5. Old Man Gloom - 'VIII: Light of Meaning' og 'Seminar IX: Darkness of Being'

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Det er en helt umulig opgave at vælge. Jeg vil dog nævne Roadburn i denne sammenhæng, da de har leveret flere store oplevelser for mig. F.eks. i 2016, hvor Converge spillede 'Jane Doe'-albummet i fuld længde. Det var virkelig en fed oplevelse, især da mikrofonen blev ping-ponget mellem mig og Jake Bannon under sangen 'Homewrecker'. Det show endte både på pladerelease og som video på deres Youtube-kanal, så det gør bare mindet om showet endnu kraftigere og bedre. Heilungs koncert på Roadburn sidste år var også en af de vildeste oplevelser; man bliver helt opslugt af det univers, som de bygger op, det føles lidt som en bro til ens urgamle rødder. Toppen af den performance var, da krigerne hoppede ud til publikum under afslutningsnumret 'Hamrer Hippyer'. Da var jeg så opslugt, at jeg skulle være med i viking-pitten.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Før i tiden var last.fm den fede online-platform til at opdage nyt musik. Jeg er dog blevet mere gammeldags nu. Det meste af det nye musik, som jeg opdager, er på anbefalinger fra folk. Jeg opdager også en del nyt musik gennem koncerter, da jeg altid ser opvarmningsbandene, og på festivaler har jeg altid et mål om, at jeg skal opleve nogle bands, som jeg ikke har set/hørt før. Mit bijob som koncertfotograf på Radar i Aarhus giver mig også mange nye musikoplevelser. 

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg har altid syntes, at det med at have en “guilty pleasure”, når det kommer til musik, er lidt mærkeligt. For mig har det altid handlet om at finde fede og nye ting at lytte til. Jeg kan godt lide at få udfordret min musiksmag, og jeg har den holdning, at desto bredere jeg kan gøre min musiksmag, desto bedre. Noget, hvor jeg dog har fået bemærkninger fra andre, har f.eks. været The Midnight. Det er meget poppet og 80’er-inspireret, men jeg synes det er mega fedt. 

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Det er ikke det vilde. Folk bliver tit lidt overrasket over, at jeg lytter til mege tungt musik og med glæde hopper i pitten til koncerter, da jeg har et roligt og glad væsen. Den overraskelse bunder selvfølgelig i den lidt fordomsfulde bokstænkning, som man har om, hvordan en metalfan ser ud og er. Der er selvfølgelig også den klassiske med, at det ikke er musik, men bare ren larm. 

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Utallige. Jeg synes, det er helt unikt, hvor inkluderende metalmiljøet er, og jeg elsker det fantastiske sammenhold, der er i miljøet. Det er pissefedt at kaste sig ind i en moshpit og give fuld gas for bagefter at grine og kramme hinanden. Selvom det kan være nogle store gutter, som giver den gas i pitten, så bliver der altid passet på folk.

Der også den klassiske med, at man falder i snak med én, som har en T-shirt med et band, man kender, og udveksler gode røverhistorier fra diverse koncerter og bagefter deler en øl i byen efter koncerten. Jeg føler, at der i metalmiljøet er en næsten universel regel om, at der skal være plads til alle, uanset hvad genre man lytter til. Jeg tror også, at det er fælles for folk i metalmiljøet, at musikken fylder ret meget i deres liv. Det er en vigtig del af ens identitet. Den passion har jeg endnu ikke oplevet i andre musikmiljøer.

Hvorfor er du heavyfan?
Det er vel de tre gyldne M’er. Musikken, miljøet og menneskene. Jeg synes, metal kan noget, som anden musik ikke kan; udover at det kan være helt vildt teknisk, kan det også ramme de helt store følelser med en intensitet og grandiositet, som andre genrer bare ikke kan ramme på samme måde. Dette bliver især udført til perfektion til koncerterne, hvor musikken går lige i mellemgulvet, og hvor forsangeren måske bevæger sig ned mellem publikum, og man nu står face-to-face og synger med på yndlingssangen, før man derefter hopper i pitten til afslutningsnummeret. For mig er det en fed koncert i en nøddeskal. Når man kombinerer det med de dejlige mennesker og det fantastiske miljø, så har man altså et godt helle i sin tilværelse, som man ikke vil give slip på.