Årsliste 2011 - Henrik Østergaard

Populær
Årsliste 2011 - Henrik Østergaard

I 2011 er Henry blevet en genfødt Metallica-fanboy. Der ud over har han dyrket Yob samt de to danske jazzende støj-mænd Tobias Kirstein og Johns Lunds, ligesom han har fået nye indsigter på spillestedet Mayhem.

Årets internationale albums:

Lou Reed & Metallica: "Lulu" - både for anmeldere og Metallica-fans blev nedtalelsesretorikken meget hurtig en standard for, hvordan man "forholdt" sig til 'Lulu'. Det syntes nemmere at grine end at lytte, og i ni ud af ti tilfælde overskyggede latterens hån for sagligheden. Det er helt tydeligt, at der ikke er blevet lyttet ordentlig efter, for havde man gjort det, var pladen blevet tildelt alverdens ros. Er det i bund og grund egentlig ikke ret paradoksalt, at årets mest udskældte album også står tilbage som årets mest omtalte? Ligegyldigt, 'Lulu' er årets bedste album, dét, man glædeligt vender tilbage til igen og igen på alle tider af døgnet samt dét, der kun er blevet bedre og bedre og bedre. I kan bare vente og se, kan I.

Yob: 'Atma' - med 'Atma' beviste Yob måske bedre end nogensinde, at de er bandet, der i lige så høj grad spiller med rødderne placeret solidt i forkærligheden til heavy metal, som de er bandet, der spiller med tunge, musikalske gigantmuskler. Jo, 'Atma' er gigatung, men den er samtidig nærmest indbegrebet af bredtfavnende heavy metal, og blander en stor portion doommetal med alt fra High on Fire til det psykedelisk orientalske til en snert af Tool, en skefuld Neurosis und so weiter. Det færdige udtryk er originalt og uafrysteligt.

J. Mascis: 'Several Shades of Why' - Dinosaur Jr.-mandens første soloudspil udelukkende med eget materiale har såmænd ikke meget andet over sig end masser af oprigtighed og hjerte samt små, fine tanker, man sagtens kan forholde sig til. Det hele spilles stort set akustisk, og rent musikalsk set sker der egentlig ikke det store fra strengguruen, der ellers er født med de perfekte elektriske guitarhænder. Savner man så noget? Ikke en skid. J. Mascis er sendt fra rockhimlen, og verden bliver et bedre sted, hvis man lader hans musik fylde én, intet mindre.

Opeth: 'Heritage' - de blå/gule eks-dødsmetallere tog kort og godt røven på de fleste med 'Heritage'. Åkerfeldt afskrev alt growl på pladen og tilsatte en varm musikalsk masse af jazz-vibes, akustisk guitar og hammond orgel, der, selv for Opeth, lige var dét skævere end den gennemsnitlige metalplade, og så lidt til. Resultatet er en udgivelse fuld af rørende riffs-o-mania-påfund, gakket misantropi og andre paradoksale ikke-til-at-blive-klog-på-stunder. Og så er det Opeths bedste plade siden 'Still Life'.

Graveyard: 'Hisingen Blues' - Svensker-farverne går glædeligt igen, og denne gang er det med årets mest flittigtspillede album. 'Hisingen Blues' formåede at forhøje ens entusiasme for rockmusikken og sende én tilbage i tiden, tilbage til en periode hvor man kunne høre en rockplade på begejstret repeat. Uden at opfinde den dybe musikalske skål formåede Graveyard alligevel at overraske med velspillet, stærk vilje og en svedig analoglyd. Det giver én troen på rockmusikken, at en så forbandet dejlig plade kan sælge så mange eksemplarer og blive hypet af folkemængden.

Boblere - Uncle Acid & the Deadbeats: "Blood Lust"; Devil: "Time to Repent"; The Heavy Eyes: "The Heavy Eyes"; Steven Wilson: "Grace for Drowning"; Blood Ceremony: Living with the Ancients".

Årets danske udgivelser:

Mats Gustafsson & Johns Lunds: "Plays Baritone Saxofone" - optaget en forrygende støj-aften på Mayhem 07.07.11, denne korte jazz-gakkede, saxofon-battlende improviserede 7" har hos undertegnede drejet rundt på pladespilleren non-stop, siden den blev anskaffet for nogle uger siden. Det er måske ikke for enhver, men er man til udfordrende, mundblæsende fræs af den slags, der endda åbner op for nye måder at lytte til musik på i al almindelighed, er Johns Lunds en forrygende indgang, og i samspil med Mats Gustafssons vidunderlunger kan der ikke savles nok.

Johns Lunds & TR Kirstein: "Lithobolia" - første møde med de par jazz-krautede kompositioner, som findes på denne 20 minutter lange 10", blev man sat overfor en fantastisk februaraften på spillestedet Mayhem i Ragnhildgade, hvor saxofonistgeniet Lunds blæste sig halvt ihjel foran en dedikeret forsamling på omkring tyve publikummer, mens Kirstein bag trommerne svedte blod fra håndfladerne, inden han lavede surroundlyd med ti, tolv hi-hats, som han spirrede rundt på spillestedets industrigulvtæppe. Det var en hyggelig og vild og vidunderligt larmende aften og denne udgivelse indeholder præcis alt dét.

Iceage: 'New Brigade' - dansk postpunk fra undergrunden tog turen til overgrunden og skrev hypede Pitchfork-overskrifter, og det manglede egentlig bare. Sangskrivningen er dejlig rusten og frenetisk, Peter Peters produktion (Peter Peter har produceret drengenes debut-EP, ikke 'New Brigade', - Red.) bør danne en ny skole for metalproducere herhjemme, og pladen har ikke et eneste gram af danskhed over sig, tværtimod er der en britisk fandenivoldskhed over pladens tolv numre. 'New Brigade' stikker i tusinde retninger, og det er det, der gør den så fucking dejlig. Den er sød og rå og melodisk og larmende og poppet og metallisk og den er ét stort dansk hit, der vender andedamskonformiteten ryggen.

Thulebasen: 'Gate 5' - der er ikke meget metal over Thulebasens gakkede kompositioner og skæve dansevenlige rytmer, og der er det endnu mindre på dette års opfølgerpladen, 'Gate 5', end der var på den tre år gamle debutplade, 'Guitar Wand'. Der er dog alligevel en forrygende garagerockende tilgang til materialet og en kæmpe portion rigtigt rockens spade, som man hér vil bruge som entusiastisk skyts i håbet om også at få fans af metalguitaren til at få øjnene op for dette indlevelsesstærke band. De fortjener det maks.

Dig og Mig: 'Skyggerne'
- Indrømmet, der er noget mere synth/pop med en overvægt af 80'er-nostalgi over denne debut-7"' fra Dig og Mig, end der er heavy over den, men guitarist Kasper, også kendt fra Moonless og Death Token, er en hitmaskien uden lige, og i rock/popregi er han en af andedammens allerbedste sangskrivere. Og så har vi 6 x a-tøsen i Andrea Aagaard på vokal, der synger sig lige ind i hjerterne og dansebenene på enhver pige og dreng med øre for den søde melodi. Det er absolut ikke for ingenting, at Dig og Mig netop har færdigindspillet deres debut-fuldlængde hos Universal Music med Sune Wagner ved producerroret. Fuldlængden udkommer i foråret 2012, og fuck det, heavymaskineriet hos Devilution glæder sig enormt til at spille poppet luftguitar til gode melodier fra Danmarks mest prospektive duo.      

Årets internationale hit:

Steven Wilson: 'Deform to Form a Star'

Årets danske hit:

Thulebasen: 'Raga Gemini' + Dig og Mig: 'Skyggerne'

Årets genfundne klassiskere

Steel Mill: 'Green Eyed God' + store dele af Killing Jokes bagkatalog + de britiske thrash-punkere i Doom.

Den overså jeg i 2010:

Bongripper: 'Satan Worshipping Doom' - Det er på godt og ondt, at man støder på denne tungsag af en forrygende doomplade året efter, den er udgivet. Det er godt af den helt simple årsag, at pladen ganske enkelt er suveræn, og det er samtidig ikke så skidegodt, af den årsag at det simpelthen er et år for sent. Lortet er nemlig selvudgivet og kun i 300 eksemplarer på vinyl, hvorfor den med rette er udsolgt for længst. Bummer! 'Satan Worshipping Doom' bør tale til alle fans af Elecric Wizard og Sleep, samtidig med at den tilføjer genren noget anderledes støjende. Der krydses fingre for et genoptryk snarest.

Årets DVD:

Årets metalrelaterede filmoplevelse stod Cph:Dox uden tvivl for, da de programsatte Don Argott og Demian Fentons 'Last Days Here' som del af deres Sound & Vision serie. Dokumentarfilmen, der følger Pentagrams Bobby Liebling over en årerække, er næsten for langt ude og utroværdig til at være en dokumentar, men er ikke desto mindre en af de senere års bedste af slagsen. Det er en af de få rockfilm, der rent faktisk fokuserer mere på nuet end på fortiden, og én der i bogstaveligste forstand viser, at uden metalfans er der ofte intet metalband. Det er en smuk og grim film spækket med traumer og kærlighed og den er så absolut årets must-see.

Årets opsamling/bokssæt:

The 13th Floor Elevators: Music of the Spheres - Pladeselskabet International Artists fulgte op på deres gigantiske 10-disc cd-udgivelse fra 2009 med dette megalirede psykedeliske monster af et vinylbokssæt. Undertegnede har faktisk stadigvæk ikke selv fået råd til den, men efter at have den i hænderne for nyligt, går der ikke længe inden alle vinylerne, 3D-coveret, den 48 sider store illustrerede bog og alt ekstragøglet også bliver mit. Det her synes at være årets must-have for både nørden som for den uindviede til psychrocken.

Årets koncerter:

Metallica, Fillmore, San Francisco, 05.12. + 07.12. + 09.12. + 10.12. 4 x 30 års jubilæumskoncerter - Med 1200 andre publikummer fik man én på privilegiumsskalden, da Metallica inviterede indenfor til fire uforglemmelige fødselsdagsfester fordelt over den samme uge. Der var diverse gæster på scenen til at hylde verdens største metalband, og størst var det, da Mercyful Fate hidkaldte Satan, da Danzig viste muskler, da to x Diamond Heads NWOBHM'ede den, da Hetfield fik bule på over at dele scene med Halford samt ikke mindst da Mustaine leverede gudespil på en stribe 'Kill 'Em All'-hits. Spilleglæde er aldrig set større under out-of-this-world-forhold.

Yob, Loppen, 18.09. - Med den karismatiske, soniske guitarwizard Mike Scheidt i front leverede Yob en forrygende kompakt koncert, der balancerede perfekt mellem det hidsigt tunge, det løstspillende psych-vibrerende samt det jazz-metalliske. Man fortryder lidt, at man ikke tog turen til Århus nogle dage efter for at genopleve dem, for Loppen-koncerten var gjort af et heavy-materiale, der ikke findes magen til. På én gang kompromisløst og en fuldstændig medrivende oplevelse.

Colour Haze, Stengade, 17.02. - Joints gik på rundgang denne aften, og stemningen var i top. Mens man med enorm stor spænding stadigvæk venter på det næste studiealbum med hippie-tyskerne i Colour Haze, var det så rart at få stillet noget af ens tørst efter ørkenrocken med denne aftens to timer lange opvisning i indlevelsesstærk Hendrix-inspirerede spade. Bassisten Phillip Rasthofer var ramt af influenca, men det mærkede man absolut intet til på en aften, der står tilbage som en af årets dejligste.

Shit & Shine, Mayhem, 03.08. - På helt perfekt vis splejsede Shit & Shines mastodonttunge 40-minutters track 'Ladybird' sig forfaldent med Mayhems smilende, tomme industriomgivelser. "4 drummers, 2 bassists and 1 toy keyboard = 1 riff, 41 minutes = evil fun". Yep! Denne aften havde Shit & Shine så allieret sig med selve topskuddet af danske trommeslagere, heriblandt Tobias Kirstein, Thulebasens Felia Gram-Hanssen og Toke Tietze Mortensen, som sammen med den britiske duo og en dejlig lurvet bassist larmede mere end nogen anden koncert i år. Årets mest indlevelsesstærke koncert, og én, man sagtens kunne danse til!

Godflesh, Roadburn Festival, 013, 14.04. - Da Justin K. Broadrick og G.C. Green blev gendannet under industrialpioneerenheden Godflesh, med det for øje at spille fuldlængdedebuten 'Streetcleaner' (1989), i dens hele, leverede de den bedste koncert på årets Roadburn Festival. Mere end tyve år efter dens udgivelse står værkets fuldblodsmisantropi stadigvæk som industrialgenrens sortseer over dem alle, og uden andre virkemidler end det musikalske maskineri og en røgmaskine, lagde duoen et rutineret sortseerpublikum fuldstændig ned.

Boblere - Rush (Malmö Arena 08.05); Winter (Roadburn Festival 14.04); Swans (Roadburn Festival 14.04); TR Kirstein & Johns Lunds ('Lille' Mayhem 24.02); Mastodon (Orange Scene, Roskilde Festival 01.07.); Electric Wizard (Pavillion, Roskilde Festival 01.07); Voivod (Roadburn Festival 15.04); Judas Priest (Copenhell, 17.06).

Årets internationale navn:

Metallica - Det er omtrent med lige dele nostalgi og ny beundring, at Metallica with-out-a-fuck-ing-doubt er årets bedste og mest overraskende navn indenfor rockmusikken. Nostalgisk, fordi Metallica i år fejrede 30 års fødselsdag som grænsesøgende metalband, hvilket for denne skribent medførte et kærkomment nyt dyk ned i bagkataloget, og ikke mindst fordi fødselsdagen bragte fire jubilæumskoncerter med sig, hvor Metallica med en næsten ungdommelig energi beviste, at de i sandhed er verdens måske allerbedste liveband. Samtidig har Metallica i år så samarbejdet med Lou Reed (in case you didn't know), hvilket medfødt en ny naturlig beundring for bandet, som man ærlig talt ikke havde turde håbe på ville vende tilbage. 'Lulu' indeholder nogle af karrierens heavyste, mest glumbske riffs og hvor er det befriende, endelig at høre Metallica spille med hjertet igen.

Årets danske navne:

Tobias Kirstein & Johannes Lunds & Mayhem på Ragnhildgade - det kan vist kun lige med nød tælles på to hænder, så mange gange disse to langskæggede, legeglade, alternative jazz-mænd har imponeret denne skribent i år. Bedst var de i Mayhems 'lille stue' i februar måned, hvor de under free jazz-termen og på kraut-repeterende manér fik tiden til at gentage sig selv igen og igen på en af årets allerbedste koncertaftener. På de få aftener hvor de, sammen eller hver for sig eller med nogle helt andre, ikke har imponeret én på deres respektive instrumenter, har de begge været med til at åbne dørene op også for andre musikere på spillestedet Mayhem, hvor de 100 % ukommercielt og kun med kærligheden til musikken har inviteret indenfor til støj og lir for stort set ingen penge og derudover solgt Thy-bajere for en flad tyver. For en støj-newbie, der aldrig har givet meget andet end de mere "almindelige" metalgenrer en chance, har dette møde været en mindåbner uden lige.

Årets nye internationale navn:

Loutallica - Lad årets nye internationale navn føre mere med sig, please. Der du over et stort okkult fokus også til Uncle Acid and the Deadbeats, der lavede en af årets bedste debutplader, "Blood Lust".

Årets nye danske navn:

Tobias Kirstein & Johannes Lunds - Jeg ved ikke, hvor nye de lige er, men de er i hvert fald nye for mig.

Årets comeback:

King Diamond + Mercyful Fate - I slutningen af 2010 fik King Diamond en tredobbelt bypass operation og kun ét år efter står han på scenen side om side med Hank Shermann, Michael Denner, Time "Grabber" Hansen samt Metallica og spiller verdens bedste luftguitar. Det var gigantisk ud over enhver forstand, og for en kort men rar stund håbede man rent faktisk på muligheden for en gendannelse af Mercyful Fate, men så kom Volbeat og fuckede med den idé i hvert fald for en stund. Anyway, selv om det kun var for en enkelt aften, er det årets svedigste come back.

Årets optur:

Roadburn Festival 2011 - Man havde siddet limet til hjemmesiden flere år i træk og savlet over listen af bandnavne, som metalfestivalen i Tilburg i Holland år efter år har imponeret med, så det var megastort endelig at få taget sin Roadburn-mødom. Roadburn vil igen og igen blive årets bedste tradition, der er ingen tvivl om det. April, åh så kom da!