Mighty Fight Night er tilbage
PopulærMighty Music er klar med 4. udgave af den populære metalkonkurrence Mighty Fight Night i Pumpehuset, og nu åbnes der for tilmeldinger.
Siden 2011 har Danmarks største metalselskab Mighty Music årligt afholdt den succesrige musikkonkurrence, Mighty Fight Night, med propfyldte shows på The Rock, i Pumpehuset og i Vega. I år vender konkurrencen tilbage i Pumpehusets rammer, lørdag d. 7. marts, hvor præmien er en plads på Copenhell samt en professionel udgivelse af en EP eller et album via Mighty Music.
Arrangementet løber af stablen for fjerde år i træk, og Michael H. Andersen (direktør på Mighty Music) forklarer hvorfor han føler at der er behov for et koncept som Mighty Fight Night: "Vi mener ikke at der er nok fokus på den nye danske metalscene på de større spillesteder eller ude i det etablerede presse landskab. Derfor lægger vi kræfter i at udvikle, producere, promovere og afvikle et show som Mighty Fight Night. Denne type begivenhed, kan samle og sætte fokus på metalbands der ellers vil have svært ved at få ørenlyd på de forskellige platforme på egen hånd. Med uundværlig hjælp fra Copenhell har vi skabt noget som vi er meget stolte af, og som jeg håber kan køre i mange år endnu."
For at sikre at alt går rigtigt for sig, er vi på Devilution naturligvis med i dommerpanelet igen i år.
Hvis du er seriøs omkring dit band så send din musik (minimum to numre i mp3-format), en beskrivelse af dit band og et bandfotoe til
Deadline er 27. januar 2014.
Efterfølgende udvælger Mighty Music fire bands, der skal spille i Pumpehuset d. 7. marts 2014, og konkurrere om den flotteste præmie i dansk metal.
Ny forsanger i Fall of Pantheon
Headlinere d. 7. marts er sidste års Mighty Fight Night vindere Fall of Pantheon og århusianske Blood Label. Som mange bemærkede til Anti X-mas bash i Pumpehuset forleden, var det bassist Dave Armstrong der tog sig af vokalarbejdet. Responsen her var så god, at han nu er blevet bandets faste forsanger.
Vi fik en kort sludder med Dave og han udtaler: "Det lå lige til højrebenet. Jeg havde i forvejen tjansen som reservesanger året ud, og i stedet for at finde en ny mand blev vi enige om, at jeg skulle være vores nye faste forsanger. Så på trods af mange rigtige gode bud på en ny frontmand er Fall of Pantheon nu en kvartet".