Copenhell 2015: Forandring forpligter

Populær
Copenhell 2015: Forandring forpligter

Copenhell er blevet vores nationalarena for heavy metal. Fra de små oplevelser til de store ikoner. De sidste var ikke på programmet i år. Desværre. Det kunne både ses og mærkes til koncerter med alt for få mennesker fredag og lørdag foran hovedscenen.

Kunstner
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

Copenhell forandrede sig efter 2013. Fra at være en to-dages festival gik festivalen til at være en fuldblods tre-dages begivenhed med legenderne Iron Maiden og Twisted Sister øverst på plakaten, der trak 12.000 tilskuere.

Efter kun fem år fik de ansvarlige banket en succesfuld metalfestival op i et land, hvor den brede befolkning ikke har samme kærlighed til de tunge toner, som vi kender fra vores nabolande.

Imponerede arbejde af arrangørerne på Live Nations danske kontor.

Copenhell er ikke længere et eksotisk fænomen, der i medierne må forklares og forsvares af eksperter. Den er blevet en institution i det danske kulturlandskab, der blot formidles på lige fod med alle de andre festivaler i landet.

Begivenheden er blevet en festival for alle. Ikke mindst de såkaldte metalturister. Den gruppe, der ikke kender til Marduk eller Morgoth, men kommer på festivalen for oplevelsens skyld og ikke mindst de hovednavne, der skal sælge billetterne.

Årets manglende hovednavne var sigende for den fattige tilslutning foran hovedscenen flere gange. De manglende navne, der med al sandsynlighed har fået festivalen til at indføre endagsbilletter for at få penge i kassen, og, hvem ved, måske også er årsagen til, at barpriserne nu har nået anstændighedens smertegrænse på 50 kroner for en fadøl.

Umulig kamp mod udenlandske giganter

Programmet har været diskuteret og analyseret frem og tilbage med intens interesse på de sociale medier igennem de sidste mange måneder.

"Hvor er hovednavnene?", lød det tilbagevendende spørgsmål.

De var henholdsvis på Graspop i Belgien og i Frankrig på Hellfest. Det var her, man kunne opleve Judas Priest, Kiss, Scorpions, Slash, Mötorhead og Alice Cooper. Navne, hvor et par stykker ikke er urealistiske på Copenhell, men som den danske festival ikke har en jordisk chance vor at vinde i en konkurrence med de to udenlandske giganter.

Vi talte tidligere i år med chefbooker Jeppe Nissen, som forklarede, at festivalen i år var rykket for ikke at kollidere med NorthSide, der med sin størrelse og sit kommercielle program har førsteprioritet hos landets musikredaktører på de store medier. En forståelig beslutning. Indtil Graspop også valgte at rykke deres festival frem og dermed lægge den oven i Copenhell og Hellfest.

Sort uheld. Nok har Copenhell fået en massiv dækning af festivalen i Politiken, Berlingske og Ekstra Bladet samt ikke mindst i form af Gaffas til tider groteske anmeldelser. Omtalen har været respektabel. Til næste år er festivalen rykket tilbage og finder igen sted de tre samme dage som NorthSide, og så må vi se, om medierne gider sende tropper af sted igen.

Men programmet har åbenlyst ikke været attraktivt nok i år. Forstå os ret. Copenhell bød på masser af fremragende koncerter. Fra de små med blandt andre Code Orange over de mellemstore med Life of Agony til de få store med Slipknot, Body Count, Ghost og Gojira, der trak nogenlunde fuldt hus foran hovedscenen.

Men for en festival, der har store ambitioner om vokseværk, og har gæster, der i Ekstra Bladet op til festivalen skriger efter store navne, så er det sgu et sørgeligt syn at opleve The Darkness i frit fald foran en fåtallig skare.

Gruppen gik på, før flammen blev skudt af, og lagde ud med at spille foran 100 mennesker. Det må kaldes en fadæse, der hverken er festivalen eller bandet værdigt.

Hovednavnenes funktion

Det samme kan næsten siges om den begrænsende flok foran Primus. Begge bands har naturligvis deres berettigelse på festivalen, men bare ikke som hovednavne, hvis formål er at skabe den eufori, der kan opstå, når over 10.000 er samlet i en kollektiv rus.

Så har vi brug for et lokomotiv, der kan trække hele læsset om aftenen. Det er muligt, at metallens nyere store navne er fragmenteret inden for alle mulige genrer. Men ikonerne, de store fællesnævnerne, findes endnu.

Vi har brug for dem. Vi har brug for dem, så Copenhell både kan være stedet med de små oplevelser, men også stedet for de helt store, der også giver international opmærksomhed og trækker udenlandske gæster til – dem mødte vi ikke særlig mange af i år.

For med de få urealistiske undtagelser som Metallica, Volbeat og Rammstein, så har Roskilde Festival udspillet deres rolle som leverandør af den slags.

Fremtiden

Copenhell er blevet vores nationalarena for heavy metal, der kan give bands, de omgivelser, der skaber magien. Tag Kreators koncert i et halvtomt Arena-telt på Roskilde festival for to år siden, og sammenlign med, hvad et tysk thrash-band kan få ud af at spille på en festival, der er skabt til musikken med et dedikeret publikum. Det var stort!

Tag Copenhells fantastiske frie tøjler foran scenen, og tænk over, om Lamb of Gods invitation til vildskab er bedst tjent med at finde sted på Refshaleøen eller på den restriktive Roskilde Festival om to uger.

Vi er ikke i tvivl om, hvor vi helst vil stå. Vi er heller ikke i tvivl om, hvor vi helst vil opleve Judas Priest, Alice Cooper eller andre i den liga i selskab sammen med 10.000 andre. Fra de indædte fans til metalturisterne. Der skal være plads til alle, og vi har brug for alle.

Men for at dette skal lykkes, er det nødvendigt, at festivalen enten får de store navne eller en skarpere defineret profil. Den skal være en, man vil rejse for. Så længe programmet holder højt bundniveau, vil vi alle i det ganske danske land løse billet og købe øl og flæsk. Men skal Copenhell etableres internationalt som en festival, man skriver ind i budgettet og rejser langvejs fra for at opleve, så skal programmet være så stærkt som de stærkeste.

Det tror vi sådan set også, at Copenhell selv er helt enige i.