Huset Hardcore: mulige gadekampe på 4. sal.

Fredag aften i Huset var der mini-festival med hardcore. Der blev dog også plads til K-town-punk og norsk thrash.

Man havde på fornemmelsen, at man nok ville komme for sent. Og rigtigt nok. Huset i Magstræde havde fredag aften valgt at overholde aftenens stramme spilleplan, så da jeg bevægede sig op af trapperne til 4. sal ved 20.20-tiden, nåede jeg lige akkurat at høre aftenens første band Dårligt Selskab gå af scenen til applaus fra endagsfestivalen Huset Hardcores udsolgte publikum. Jeg havde ellers set frem til at se det danske punkband, der alene pga. skeptiske og kampberedte sangtitler som ’F.U.C.K.P.E.T.’, ’Hvem har din ryg’ og ’Not Afraid to Fight Online’ motiverer til at lytte med. Men sådan skulle det ikke være. Ikke denne gang. Når man har fem bands på plakaten, er det vel også kun naturligt, at Huset vælger at begynde løjerne til tiden.

Vokalen delte vandene
Første navn på scenen blev for mit vedkommende derfor Vile Act fra Malmö. Bandet, der består af tre helt utrolig selvsikre musikere på hhv. bas, guitar og trommer, samt en karismatisk og delvist pogodansende sanger, delte vandene blandt publikum pga. sangerens røst. Det forstår man på sin vis godt. Hun vinder formentlig ikke den næste Miss Universe of Vocals. Dertil er der for meget tør beton over hendes stemme. Personligt synes jeg dog, at hendes vokal på sin egen måde lagde sig fint i forlængelse af den overstyrede dagsorden, som old school hardcore-vokaler gerne går efter. Vokalen var skruet for højt op og fjernede derfor fokus fra musikerne, men vokalen fejlede ingenting. Tværtimod. Den fik en til virkelig at lytte efter. 

Sammen med danske Gorilla Angreb, men i øvrigt på hver deres måde, var Vile Act bandet, der denne aften skulle vise sig tydeligst at hylde den diffuse hardcoregenres uden tvivl bedste og mest originale periode, den såkaldte D.C. hardcore, men også andre amerikanske bands fra cirka samme 80'er-periode. Det var ligeledes Vile Act og Gorilla Angreb, der kom bedst ud over scenekanten som repræsentanter for den politiske venstrefløjsdagsorden, man vel gerne giver sig hen til, når man tager til en hardcorefestival i Huset. Det siger jeg vel at mærke med et kun meget overfladisk kendskab til de forskellige bands’ respektive tekstunivers. Som musiker er der dog selvfølgelig flere måder at lade ens tanker og idéer komme til udtryk på, udover lyrisk forstås, og også både sonisk og åndeligt og vredt bar Vile Act flot den sande hardcore-flamme videre.

Velmente vådeskud
Parasight, der fulgte efter, var jeg spændt på at se. I forlængelse af Devilutions positive anmeldelse af bandets seneste album, ’At leve som hvis der var et håb’, blev der krydset fingre for en hårdtslående koncert med forhåbentlig både en grum bund og et relevant budskab. Som optakt havde jeg i løbet af dagen lyttet flere gange til bandets dugfriske og i øvrigt meget politiske plade, og selvom jeg er uenig med min skribentfælle og netop ikke synes, at Parasight på denne udgivelse får illustreret, hvorfor crust punkens udtryk – en genre, som musikken på pladen tilnærmer sig – gerne skal være som et overgreb med en særlig grad af monotoni, kunne man på genrens paradoksale præmisser nu stadig høre festligt potentiale i kombinationen af desillusionerede tekster og musikkens generiske catchiness. Der er jo næppe noget som en påfaldende uppercut af vred metal til at spiffe festen op.

Som på plade bed monotonien og genkendeligheden dog bandet i røven, og vel at mærke ikke på crust punk-genrens vedkommende krænkende måde. Parasight formidler helt overordnet deres aggressivitet med en bestemt melodiøs melankoli, der egentlig passer ganske godt til den triste håbløshed, som også bandets lyrik synes at udspringe fra. Det bliver bare aldrig arrigt nok, det går heller ikke hurtigt nok, og det bider ikke nok. Man savnede tonale udsving på den nedtonede guitar, anderledes markerede riffs og noget andet end en vokal i flammer. D-beat-trommespillet, derimod, sad løst i skabet på den motiverende måde.

På den anden side: Tag nu et nummer som ’De skyder’, som Parasight åbnede koncerten med, og som det ikke vil være forkert at kalde for Magtens Korridorer gone metal-punk. Jeg er sikker på, at eksempelvis et sundt og bredtfavnende metalhoved som Carsten Holm vil kunne finde frem til en salve af positive vendinger at prise dette nummer med. Selv kedede jeg mig bravt. Dét på trods af en ihærdig optræden fra bandets forsanger.

Feststemt fræs over feltet
Efter en kort pause og endnu en fadøl til en 50'er var Gorilla Angreb så på scenen. Jeg har en kollega, der har været punker gennem de sidste 30 år. Han smiler som regel saligt og skævt, hvis snakken falder på Gorilla Angreb. Han var tilmed punker i Århus, hvilket vel blot understreger, at det københavnske punkband, der blev dannet i 1999 og opløst i 2007 for sidenhen at blive gendannet igen for et par år siden, har gjort et eller anden rigtigt. At man kan spille dansksproget K-town-punkmusik og ikke kun nå hele vejen over til Jylland, men også ud over landegrænsen, som det igen og igen er lykkedes for Gorilla Angreb, lader vi stå som et vidnesbyrd i sig selv om en særlig udansk kvalitet.

Med medlemmer fra forhenværende bands som Amdi Petersens Armé og No Hope for the Kids og med udgivelser på labels som Kick N' Punch og Hjernespind var Gorilla Angreb vel nok det band, der i hvert på papiret havde mest DYI-Nørrebro-karisma og gadekampsautenticitet over sig denne aften. Kom bandets politiske ihærdighed så til udtryk under koncerten? Om den gjorde. Gorilla Angreb fik samlet deres publikum. Hvor man hidtil så at sige havde været med på en kigger, blev man pludselig, uanset om man ville det eller ej, en del af løjerne. Den fest, som under koncerterne med Vile Act og Parasight bedst havde nået et moderat indlevelsesniveau, fik Gorilla Angreb skruet op for. Det blev ikke en fest, der hverken væltede hytten eller regeringen, men mindre kunne gøre det.

Det, de kan, Gorilla Angreb, er at skrive gode numre. Gode sange, der er lette at leve sig ind i, og som man overgiver sig til, fordi de leveres med en uanstrengt, velspillet oprigtighed. Og med blod, sved og tårer, ikke mindst. Derudover er variation alting i Gorilla Angrebs univers. Fra aftenens åbningsnummer ’Soldat’ til titelnummeret fra deres debutfuldlænge ’Bedre tider’ til ’Holiday in Cambodia’-cadeauen ’Jeg går ikke i sort’. Der er variation i både hooks, stemning og attitude. Nogle gange er der et rocket Ron Asheton-feel over guitaristens toner, mens man med lidt god vilje egentlig også godt kan skamrose trommeslageren for at gå Scott Asheton i bedene, omend i dobbelt tempo og tilsat en anderledes snilde, der selvfølgelig har mere med måske i særdeleshed Minor Threat at gøre. Kort og godt en opløftende koncert, der kombinerede den simple, men pålidelige rock og rul med en naturligt frembragt fællesskabsfølelse.

Thrash metal så det basker
Ligesom der ikke var meget klassisk hardcore over Gorilla Angreb, var der endnu mindre hardcore over aftenens sidste navn, norske Deathhammer. Deathhammer spiller thrash, som vi for lethedens skyld kan placere et sted mellem Venom og Metallica med også et klart tilhørsforhold til Nifelheim og altså med en tydelig signatur af undergrund. At Deathhammer har et publikum i Danmark, er der ingen tvivl om. Man kunne på forhånd havde frygtet, at tilløbsstykket for aftenen var Gorilla Angreb, men folk blev hængende til det sidste, og mange var tydeligvis tilmed kommet netop for at se nordmændene.

Blev der drukket øl og danset under Gorilla Angreb, blev der nu drukket whiskyshots og headbanget. Og de gjorde det godt, Deathhammer. De virkede oplagte, deres smadrede lyd kom godt igennem, og de spillede både sange fra deres seneste to fuldlængder, der er udkommet på Hellbanger Records, og som har givet dem en vis kultpopularitet, samt i hvert fald et enkelt hit, ’Ready To Destroy’, fra deres debutalbum ’Phantom Knights’ (2010). Selv har jeg det lettere anstrengt med de få bands fra den nyere bølge af thrash metal, som jeg har givet tid på anlægget til rent faktisk at kunne udtale mig om dem. Uanset om det er Vampire, Deströyer 666 eller Deathhammer, så gør de det ikke rigtigt for mig. Ingen af de nævnte bands har et riff, der bliver rigtig farligt for mig, og jeg ser det mest som en pastiche. Deathhammers koncert var dog en underholdende fest, hardcore eller ej.