Devilution #100: Signe Andersen

Populær
Devilution #100: Signe Andersen

Fru Andersen ræsonnerer over skidt og kanel i Devilutions forgangne to år.

Dato
07-10-2012

- Det bedste ved at være med til at lave Devilution:

Al den nye musik jeg får lyttet til som ellers ville være gået til i manglende kendskab, samt alle de tosser jeg får snakket med, fordi jeg er til den ene absurde koncert efter den anden. Det er også fint, at jeg har fået et udmærket dække for at gå ud og nørde koncerter alene, hvilket hidtil har været et særpræg uden forklaring. Desuden er det rart at få lagt lidt ekstra historik i rygsækken med alt det research, der skal til for at skrive en god tekst.

- Det værste ved at være med til at lave Devilution:

Utallige hverdagsmorgener med nakkesmerter, tømmermandstørke og skidepine efterfulgt, selvfølgelig, af en herlig lang arbejdsdag i den virkelige verden. Dét, og så deadline søndag aften, hvor almindelige mennesker ser dårligt TV og spiser pizza. Der skrives desperationsprægede overskrifter og læses korrektur en masse, og dårligt TV kan virke meget tillokkende i den kontekst.

- Bedste album i Devilutions levetid:


I anmelderøjemed noget så hverdagsramt som Adrenaline Mobs ’Omertá’. Det er sådan noget rockskrald med lækre detaljer og så tilpas uanstrengende at lytte til, at det kan køre i baggrunden 24/7, hvilket er rart med alt det koncentrerede lytteri, man ellers giver sig i kast med i ugens løb. Og af ting der rent faktisk er fede at koncentrere sig om, har det været rart at få Kreator tilbage på fuld hammer med ’Phantom Antichrist’.

- Værste album i Devilutions levetid:

Altså… Det er heldigvis ikke noget jeg har været tvunget til at anmelde, men grundet den fantastiske tekst af Molin kom jeg til at høre Van Canto, og det har faktisk mærket mig for livet som en slags ”five men one girl no amplifiers”-oplevelse. Traumatisk simpelthen. Stop med det gøgl. Altså, hvad fanden, Tyskland?? Det eneste gode, der er at sige om Van Canto, er, at de ikke alle sammen har Converse-sko på. Det er sgu flot. (Men stadig nej – det giver end ikke én stjerne.)

- Bedste koncert i Devilutions levetid
:

Af dem jeg kan huske i år: In Flames i Vega! Og Redwood Hill på Copenhell 2012. De ramte lige tidspunktet hvor Venus står over Mars hvilket er lig med helvede. Eller sådan noget. Det var noget helt særligt at ligge og pleje tømmermænd lørdag kl. 14 på bakken ved Pandæmonium flankeret af lidt solskin og fadøl til halv pris og lade sig opsluge af Redwood Hills dystre univers med den indlevende skrigevokal og store musikalske flader. Kvelertak, Copenhell 2011 huskes også som værende aldeles stærke sager!

- Værste koncert i Devilutions levetid
:

Gwar, Copenhell 2011 var som forventet det argeste lort, men at Deicide (samme lokation og år) skulle skuffe så fælt var alligevel for meget. Der søgtes tilflugt i Biergarten hvor sørgmodigheden måtte tages under kærlig pleje ved en alkohol-inhalering af de værre.

- Ønsker for fremtiden:

Personligt at få fingrene i flere plader, hvor musikerne tør satse på den beskidte lyd. Jeg savner musik, der ikke er poleret op, musik hvor man kan skære sig på skidtet og med masser af kant og nerve. Jeg vil hellere høre hvem bandet er, end at høre hvem de gerne vil lyde som. På Devilutions vegne selvfølgelig flere læsere og en bibeholdelse af dem vi har, da jeg synes det er ret unikt at være en del af et webzine der dækker så bredt som vi gør og som oftest kommer hele vejen rundt om musikken, både ved anmeldelser, artikler, fotoserier, interviews osv., samtidig med at der er plads til lidt pis og at det hele ikke skal være så højtideligt.

Dertil at musikanmelderi bør komme under overenskomst, således at man kan hæve drukpenge, opkræve vederlag for diverse samt trække det hele fra i skat.

Herefter kommer så fred i verden. Og først herefter!