Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fjenden: Til grisefest i heavyland

Populær
Updated
Fjenden: Til grisefest i heavyland
Fjenden: Til grisefest i heavyland
Fjenden: Til grisefest i heavyland

"Spil den med Slayer!" Hvorfor går der grisefest i den, hver gang hr. og fru Metaldanmark inviteres på festival? Hvorfor er den danske metalscene så incestuøs og rygklappende? Et kig i programmet på dette års Copenhell tegner et billede af en overvejende konservativ og behagesyg kultur.

Før vi kommer for godt i gang med alt hadet, må vi præcisere, at den foragt, der driver ned af det følgende, ikke er rettet mod Copenhell som begivenhed. Fjenden hader alt og alle og vil ikke forskelsbehandle nogen, når det kommer til at udpege kilderne til den betændelse, der har inficeret den sortklædte og overtatoverede kultur, der engang var lighedstegn med oprør og fuckfingre, men nu i stedet er arnested for rygklappere såvel som -dolkere, tonedøve festoriginaler og selvfede, sociale hierakier.

Uden at have praktisk erfaring med at drive en xx millioner kroners festival, mener vi godt at kunne begribe, hvad der kræves for at afvikle et arrangement af Copenhells størrelse: masser af penge. Penge, der kommer fra sponsorer, offentlige tilskud og selvfølgelig betalende gæster. Folk betaler entré for at se kendte navne, og for en festival som Copenhell er det naturligvis nødvendigt at opretholde et vist niveau af genkendelighed blandt de bands, der optræder på festivalen. Denne logik er bredt accepteret i vores samfund og vil givetvis ikke vække særlig undren.

Imidlertid er det vores opfattelse – eller måske snarere vores spinkle håb – at metal, som musik og kultur, er funderet i et opgør med det bestående, den gode smag, det masseproducerede og det tilvante. Vi håber, muligvis lidt barnligt sagt, at metal er farligt, og tror egentlig også, at de mennesker, der hører og dyrker metal, bilder sig selv ind, at deres musik gør en forskel, at den ikke bare er en forbrugsvare på linje med alt muligt andet radio-bras, der alene skal agere underlægning til en fest. Hvis dette har noget som helst på sig, burde metal anno 2014 således stadig forsøge at presse sine egne musikalske grænser, ligesom publikum burde have en klar forventning om, at den næste plade med [indsæt kendt metalband] ville byde på noget andet end den foregående; en del af forskellen mellem (K)unst og blot en stil.

Når man så lader øjnene løbe henover årets lineup til Copenhell, der som bekendt fejrer femårsjubilæum i år, er det slående, hvor langt der egentlig er hen til idealet om metal som udfordrende musik. Bevares, vi kan da alle forstå behovet for at tylle noget øl og råbe med på 'The Trooper', men der må være grænser for dumheden. De ældre navne, der er udset til at skulle udfordre det danske metalpublikum, spiller det samme materiale, som de gjorde, da de blev dannet engang før halvfemserne, mens de nyere bands indgår i en obskøn Wiener melange af deathcore og folk metal. Det var kun delvist det, vi mente, da vi sagde, at metal skulle udfordre den gode smag.

At man har inviteret enkelte upcoming bands til også at spille på festivalen, fjerner ikke helhedsindtrykket af en stokkonservativ og kunstnerisk uambitiøs begivenhed, der mest af alt ligner en teater-version af forsiden på Metalized gennem de seneste 20 år. Det er nærmest kun 1. maj i Fælledparken – dagen, der engang handlede om arbejderklassens frigørelse, men nu kun går op i medister og fadøl i plastkrus – der kan overgå Copenhell i primitiv nostalgi.

Et kig i Roskilde Festivals program giver ikke i samme grad klamme håndflader og overfladisk vejrtrækning, selvom Fjenden til hver en tid ville prioritere at dele et glas benzodiazepiner frem for at skulle overvære en koncert med enten Phil Anselmo eller Rob Zombie. Programmet afspejler i det mindste et mod til at præsentere publikum for noget de muligvis ikke selv var kommet forbi, med Drug Honkey, Vattnet Viskar og Dark Buddha Rising som fremtrædende eksempler (vi mener ikke dermed, at de nævnte bands nødvendigvis er det fedeste metal, vi nogensinde har hørt, men i det mindste er det ikke forstokket pøllemetal).

Pølser, øl og fee' hegn

Kort fortalt, er der simpelthen en uoverensstemmelse mellem metallens postulerede (af os, bevares) farlighed, og så den ”folkefest” af pølser, øl og fee' hegn, vi ser gang på gang, når metallen trækkes frem – ikke sjældent helt tilbage fra 80’erne – til repræsentation i festivalformat. I stedet for nysgerrighed og overraskende satsninger benytter dagens bookere sig af de samme, velkendte arbejdsheste og trykker på de samme feel-good-knapper som altid. Men, som en eller anden sang beroliger os med: ”Feeling good is good enough”, og hvis det bringer folk sammen at dele nogle horn og i fælleskab fejre en referenceramme, så fred være med det. Henover sommeren vil Fjenden i stedet være at finde i en kælder i Nordvest, i færd med at rulle joints og meditere over, hvordan så mange mennesker kan tage fejl, alt imens vi lytter til 'Transilvanian Hunger'.

{qtube vid:=G4Asbnw2gFg}

Imidlertid kan Fjenden ikke halshugge hele det danske metalpublikum, det vil jo ikke give nogen taktisk mening. Derimod kan vi sagten udpege en afgrænset gruppe af skamløse forbrydere: de professionelle bookere. Disse bærer også et ansvar i kraft af deres, desværre alt for vellykkede, forsøg på at skabe en både kommerciel og folkelig succes med udvandede plasticbands, der fremhæves som store metalguder.

Det er disse skadedyr, der henter de udvandede sell-out giganter ind, det er dem, der udpeger fremtidens ”upcoming” navne gennem direkte usmagelige konkurencer, onlineafstemninger og lignende populistisk lort. Bookerne leverer varen, styrer udbudet og pusher det, som gavner dem, ikke scenen. Som alle andre psykopater kan de ikke bruge de mindre bands til noget, hvis ikke de betaler dem tilbage i den økonomi, der består af mainstreameksponering og tariffer.

Der findes dog entusiastiske undergrundsbookere, der lægger egne penge, al deres tid og eget persontlige ry og rygte i at give et hårdt turnerende, smadret, fedt og ukendt band lov til at spille i Kbh for max. 30 betalende. Disse bookere er drevet af passionen for musikken, ikke af grådigheden efter profitten, og det er dem, der giver nærring til den ægte vrede, det sande mørke og metallens egentige sjæl.

På samme måde er der naturligvis også kræsne og nysgerrige lyttere blandt det etablerede metalpublikum. Spørgsmålet er, om de får noget ud af at tage på Copenhell.