Fra børn og fulde folk...

black sabbath paranoid cat700

De fleste af os hørte som små, hvad vores forældre hørte, og selvom vi ikke nødvendigvis tager deres lyttevaner til os, præger de vores fremtidige præferencer. Hvad sker der, når man beder et indskolingsbarn om at lytte til Black Sabbath?

Titel
Paranoid
Forfatter

Livet som anmelder er ikke en dans på roser. Man balancerer på knivsæggen mellem forbruger eller formidler, og må ofte hugge en hæl og klippe en tå, for at få plads til så mange nuancer som muligt — uden at gå på kompromis med læsernes koncentrationsevner. Det hænder, at man får et par ord med på vejen af førnævnte segment; det være sig anerkendelse for en observation, eller en spydig kommentar fra en fortørnet fan.

Men ingen er mere ubarmhjertigt ærlige end særligt to befolkningsgrupper: de berusede og de kære små. Begge er anstrengende at høre på i det offentlige rum, har ingen sans for det personlige ditto, og så bliver deres indspark sjældent taget seriøst. Millennials er efterhånden midaldrende, og forstår ikke altid den nu myndige generation Z’s humor eller musik, hvilket får dem til at føle sig passé. De sætter derfor deres lid til det seneste skud på stammen, generation alfa, vil være mere modtagelige overfor den visdom, der følger med at være det generationsmæssigt utilpassede midterbarn — den de fik næsten ubrugt fra generation X.

Børnearbejde
Således begejstret for at der findes et åbent sind i min umiddelbare nærhed, rekrutterede jeg derfor arvingen til at gå i sin mors fodspor som anmelder. Med to forældre, der begge aktivt lytter til metal, er barnet ikke helt uskolet udi den hårde genre, selvom det naturligvis ikke er et førstevalg, når der er kø til AUX’en. Men hendes manglende erfaring og kendskab til genren, opvejes af både en livlig fantasi og en bramfri personlighed.

Valget faldt på “Paranoid” fra 1970, der er leveringsdygtig i mangen en metalkaraoke-klassiker, og efter en lille introduktion til en af hjørnestenene i moderne rock og metal, kunne vi tage hul på praktikken med “War Pigs”. Den for os så velkendte sirene var for denne ni-årige, startskuddet til en føljeton om sortklædte mænd, der bringer kaos med sig. Frem kom tegneblokken, og ledt på vej af et ungt og sultent band, opstod den magi som krystalliserer i sindet på unge, letpåvirkelige sind.

Musikken selv fremstod nærmest sekundær, i forhold til den effekt den havde på førstegangslytterens oplevelse. Der blev gået i detaljer med den mystiske og sortklædte figur, der påkalder sig mørkets kræfter. Som observatør er det min fornemste pligt at ikke påvirke udfaldet, men opgaven krævede en vis koncentration fra begge deltagere i eksperimentet. Ikke mindst fordi konkrete spørgsmål som for eksempel “hvad synes du om den her melodi” eller “kan du lide, når han synger sådan”, blev besvaret lige så vævende, som man kunne have forestillet sig.

Støvler med velcro
Både “Paranoid” og “Planet Caravan” affødte en lang fortælling, akkompagneret af dramatiske tegninger, der lige så godt kunne være krusedullet i marginen i et skolehæfte i 70’erne til tonerne af det for datiden — og for den sags skyld eftertiden — banebrydende band. Dystert, opfordrende til fantastiske dagdrømme om djævelske bæster og de legendariske våben, der kan besejre dem. Anderledes jordnært blev det, da “Iron Man”, snøvlede sig i gang. Et lille respektløst fnis undslap eleven over den træge progression, og jeg greb chancen for at måske få svar på nogle af de spørgsmål der stadig svævede i luften; hvad synes hun om MUSIKKEN? Jeg skal hilse og sige, at det går alt, alt for langsomt. Faktisk er den for tung til at være så sløv, og hun ytrede, at det ville have klædt dem at sætte farten lidt mere op. Hun fik heldigvis sin vilje og måtte modstræbende erkende, at det nok er pladens bedste nummer.

Det står efterhånden klart at det ikke er ligegyldigt hvordan man spiller, når man spiller langsomt. Det må godt være tungt, men så skal det ikke gå for langsomt. Skal det gå hurtigt, må det ikke være for hårdt. Det betyder for “Electric Funeral”, at den lige nøjagtig bliver godkendt. Vi talte lidt om forskellen på at synge rent og på at growle, og hvordan det gør en forskel på, hvordan man opfatter musikken. Halvvejs igennem “Hand of Doom” begyndte blikket at flakke og blyanten tøvede. Måske var det fordi, det gik for langsomt, måske var det “faconen” på musikken, eller noget helt tredje, men vinduet for koncentrationen lukkede sig hurtigere end feer kan få støvler på. Skulle der drages en konklusion i samråd med min padawan, skulle det være inden støvlerne blev snøret.

Der var ikke tvivl om at rosinen i pølseenden i sidste ende blev modtaget positivt. Der blev vippet fod, nikket hoved og titlen fik et smil frem, trods en indledningsvis lunken dom. Ultimativt var Ozzys Black Sabbath ikke en ubetinget succes. Måske er det for kedeligt for en andengenerations zapper, måske skulle jeg have spillet Iron Maiden for hende i stedet. Men der er ingen tvivl om, at selv for en der er bedøvende ligeglad med hvor monumental en indflydelse den plade har haft, et halvt århundrede senere, har den stadig en effekt på sine lyttere.