House of Franco #131

House of Franco #131

Trashfilmconnoisseuren Jens leverer en nekrolog om og hyldest til Something Weird-bossen Mike Vraney, der døde af kræft i sidste måned.

Kunstner
Titel
Mike Vraney
Dato
03-02-2014

Siden de tidlige 80ere har jeg været hooked på exploitationfilm. Først som knægt i smudsige biografer, hvor perler som 'Caligula' og 'Ilsa, Shewolf Of The SS' fordærvede mit unge sind. Punk, metal og sleaze var det eneste, som bare gav lidt mening i mit univers. Så kom videorevolutionen for alvor i gang, og i 90erne var jeg fuldstændig fortabt i en verden af underlødige og bizarre film. Mine venner og jeg måtte bare se alt, hvad verden havde at tilbyde inden for genren. Tidsskriftet Psychotronic Magazine blev hurtigt min filmbibel. I bladets sider dukkede der konstant et amerikansk videofirma op ved navn Something Weird.

På Nørrebro var der en butik, som hed Videoudlejningen. Dette var det hellige tempel for os trashfilmfanatikere. Butikken bliver hyldet i Nicolas Winding Refns 'Bleeder'. Her fandt jeg utallige titler fra Something Weird, og hurtigt blev Herschell Gordon Lewis, Chesty Morgan, Michael Findlay og Coffin Joe mine favoritter.

Jeg arbejdede på et tidspunkt i Bog- og Videohandlen i Cinemateket, hvor jeg og en kollega flittigt bestilte film og t-shirts fra Something Weird. Cirka en gang om måneden kom der et katalog fra firmaet, som med stor indsigt og humor beskrev deres produkter. En af de bedste skribenter var Something Weird-bossen Mike Vraney. I 1999 blev det annonceret, at Something Weird ville komme forbi Det Danske Filminstitut. Vi var selvfølgelig ekstatiske over den fantastiske nyhed om, at vores helte kom til København.

I tre dage invaderede amerikanerne de hellige haller i Danmarks højkulturelle filmmekka med 16- og 35 mm-udgaver af deres mest sleazy og blodige uhyrligheder, som havde hærget drive-in biograferne i 60erne og 70erne. I den weekend fik jeg snakket en del med 'Bloodfeast'-produceren David F. Friedman. Jeg mødte også Mike Vraney og hans kone Lisa. Mike var en utroligt morsom og kvik fyr i 40erne, så vi nørdede selvfølgelig en del film. Jeg fortalte ham, at jeg sang i et punkband og tit havde en Something Weird t-shirt på, når vi spillede live. Han havde en ekstremt stor viden om specielt vestkystpunkscenen, så vi havde en masse fællesinteresser. Under en forevisning vandt jeg en smagfuld t-shirt med 'The Black Klansman'. Mike bemærkede til mig - med et drilsk glimt i øjet - "Prøv at bære den til dit næste show!" Fornylig fandt jeg ud af, at han havde været manager for legendariske punkbands som Dead Kennedys og Flesheaters. Det pralede han ikke med dengang, hvad der fortæller en del om Mikes personlighed.

Amerikanerne forlod min arbejdsplads, men aldrig mit hjerte. Jeg vil aldrig glemme den martsweekend i 1999, hvor Mike & Co. kom til København med deres unikke kunstskatte. Som ingen andre løftede Something Weird sløret for, hvad der foregik i skyggesiden af datidens amerikanske kultur; en skyggeside, der handlede om seksuelle frustrationer, stoffer, social uvidenhed, vold og vanvid. Mike har forladt os, men han og Something Weirds plads i filmhistorien er udødelig i min verden. RIP, Mr. Vraney.

P.S. Jeg skriver artiklen, mens den 14 år gamle og lettere hærgede Something Weird-festivalplakat hænger bag mig på væggen. Og nej, jeg har endnu ikke haft 'Black Klansman' t-shirten på  til et show. Måske burde jeg. Til ære for Mike.