Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #195

Populær
Updated
House of Franco #195

Krigsguden har været på Bolsjefabrikken til metalfest.

Kunstner
Titel
+ Demon Head + Vidunder + Gr8 Freedom
Dato
17-10-2015

17. oktober : Night Viper + Demon Head + Vidunder + Gr8 Freedom @ Bolsjefabrikken

Jeg kom lidt sent afsted til Bolsjefabrikken, da jeg lige skulle nå at se Time Masters i pladebutikken Insula. Det var international kassettebåndsdag på Blågårdsgade med fire bands i Insula, hvor Time Masters med Josefine (tidligere i den fynske elektropunkduo Mor med Karen Marie Ørsted aka MØ) på vokal brillerede med deres romantiske science fiction-synthpop.

Da jeg endelig ankom til Ragnhildgade, havde Alucarda desværre lige spillet. Aftens arrangement hed Heavy Thunder, og der var releasefest for en split 7"'er med Alucarda og Demon Head. Jeg var lidt slukøret over at ha' misset doomfuzzpunkmetaldrengene Alucarda, de gik på allerede klokken 20 denne lørdag. Sorgen blev druknet i øl til den fornuftige pris af bare 10 kroner.

Jeg blev straks i bedre humør, da svenske Gr8 Freedom indtog den store scene. Vi fik et herligt sæt med 70'er-boogie/hard rock for alle pengene. Bandet lignede også en knallertklub fra midt-70'erne med moustacher og puddelhår, som kun svenskere kan se ud. Jeg tænkte Foghat møder Thin Lizzy tilsat en dosis sydstatsrock a la Molly Hatchet. Helt perfekt.

Der var mere svensk 70'er metal med Vidunder, som dog var mindre overbevisende end Gr8 Freedom. Herefter var det Demon Heads tur. Dem har jeg aldrig set en dårlig koncert med. De var også denne aften helt på toppen med deres medrivende 70'er-metal, som fik gang i min indre Pentagram-headbanger, mens jeg svingede garnet sammen med fotografen Henrik Moberg Jessen.

Jeg har set og nydt Night Viper flere gange før. De passede perfekt i dette program af retro 70'er-metal. Deres asiatiske sangerinde var 100 % på, og bandets Judas Priest-agtige numre tog publikum med en heavy storm af kongetråd. En værdig afslutning på denne lørdag i Bolsjefabrikken, der efterhånden har udviklet sig til et af byens bedste steder for den hårde rock.