Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #60

Populær
Updated
House of Franco #60
House of Franco #60
House of Franco #60

Jens Franco anmelder denne gang den nye danske horrorfilm 'Båndet Mareridt'.

Kunstner
Titel
Båndet Mareridt
Karakter
4

En lørdag eftermiddag for et par år siden ringede Jonas Frederiksen til mig og spurgte om jeg ville være med i nogle filmscener i Dæmonens Port på mit elskede Amager. Selvfølgelig ville jeg være med i en film, som min radiokollega på Christianshavns Radio havde skrevet. Bagstiv trådte jeg op i Renes kælder på Holmbladsgade og blev kastet ind i et koncertscenario, hvor en zombiesminket Alexander fra Sexdrome dræbte os alle med sin guitarvolumen.

Projektet hed ’Båndet Mareridt’, der for nogle uger siden havde danmarks premiere i spillestedet Mayhem. Stedet var pakket med kendte ansigter fra noise-, metal- og hardcorescenerne i København. Lige som ’Båndet Mareridt’, der viste sig at være en kærlig hyldest til folk fra miljøet omkring Mayhem og Posh Isolation. Der var også en vodkaslushicemaskine, som Zven (Angkor Wrack) og jeg benyttede os flittigt af.

Handlingen er kort fortalt historien om Dennis (Jonas), der finder et videokamera i en skummel kælderbutik. Han viser straks sine to venner Mike (Alexander fra Sexdrome, Skurv og Girlseeker) og Jimmy (Simon fra Girlseeker) sin fundne skat, som på mystisk vis kan optage folks drømme. Dette udløser et sandt mareridt, da et dæmonisk parallelunivers åbner sig og vores tre venner møder deres sataniske dobbeltgængere. De må bruge alt deres snilde for at udrydde deres morderiske kloner.

Denne skudt-på-video no-budget-produktion er som sagt en hyldest til ovennævnte musikscene, der også tæller Iceage (Elias har en lille rolle som skoledreng) og Family Underground (Nicolas spiller skolelærer – sindssygt overbevisende!). Filmen er selvfølgelig pakket med musik fra netop den scene. Men ’Båndet Mareridt’ er en mindst lige så stor homage til 80’ernes amerikanske horrorfilm, som ’Nightmare On Elm Street’-serien, ’Gremlins’ og ’Videodrome’. Lavet for ingen penge

D.I.Y. resultatet er som forventet præget af et minimalt budget og glade amatører i rollerne. De cheesy special effects (make up, digital FX, animation) er ultraprimitive men leveret med herligt overskud og stor opfindsomhed. Skuespil og dialog fanger glimrende hovedrollerindehaverne, der lader til at spille sig selv. Mike vil være rockstjerne og er besat af guitarer, mens Jimmy helst bare vil ryge fede og æde pizzaer foran tv’et. Folk i Mayhem var generelt færdige af grin over de fleste af filmens replikker, der udløste klapsalver og jublen.

Ovennævnte vil nok være et problem for de fleste, der bliver udsat for kultslaskeren. Det hjælper utroligt meget, at man kender de medvirkende for at få alle jokes. Filmen varer over 70 minutter, hvad der nok lige er i overkanten af spilletid for et sådant lad-os-lave-en-gyserfilm-med-vores-venner-projekt. Men jeg følte mig alt i alt usandsynligt godt underholdt og købte selvfølgelig også dvd’en. Filmen findes også på vhs!

’Båndet Mareridt’ er instrueret af Iselin Tourbo, der også har en rolle som Jonas’ udkårne, og er vist til flere udenlandske filmfestivaler. Jeg ser frem til næste undergrundsprojekt fra den kreative duo. Hvem og hvad bor i Tobias Kirsteins skæg? Hvad er der i baglokalet i Posh Isolation?

4/5

 

Læs mere om filmen her!

Se traileren for filmen her: