Krigsguden #324

Marduk

Krigsguden har været en tur i Pumpehuset til Marduk-koncert, som heldigvis ikke endte i hat og briller.

Kunstner
Titel
+ Attic + Unlight
Spillested
Dato
11-12-2019
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)

Efter tre uger med konstant frastødende julemuzak på mit arbejde på et plejecenter på Amager (gamle mennesker elsker det shit) var jeg mere end klar til at blive topkrænket af de legendariske svenske black metal-legender i Marduk, der ikke havde nogle julesange på sætlisten. Enten det, eller også var jeg blevet syrienskriger. En december aften med soniske overgreb i indre by endte dog med at blive mit valg denne regnfulde onsdag.

Black metal ist krieg, som Nargaroth påstod i 2001, men Unlights krigsmaskine var ikke videre velsmurt eller altdræbende. Som aftenens første band havde tyskerne det helt rigtige look med corpsepaint, nitter og patronbælter, ja, hele sortmetal-svineriet, men efter nogle numre føltes det desværre som et endnu-en-dag-på-kontoret-job for bandet, hvorfor jeg hurtigt mistede interessen på den lille scene i Pumpehuset, hvad der egentlig var lidt synd, da jeg synes, at Unlight er ganske udmærkede på plade.

"De tyskere har da totalt nakket alt fra King Diamond og Mercyful Fate, for helvede, Jens!"

"Nej, Attic er en varm hyldest til kongen, Denner og Shermann fra Tyskland, er det ikke bare for fedt med al den kærlighed til vores danske helte??"

Jeg har før set og nydt Attic til Metal Magic i Fredericia, og denne aften var der den samme nerve og energi fra scenen. Velspillet klassisk 80'er-metal, og som sagt en stor hyldest til King Diamond og Mercyful Fate med Meister Cagliostro i front med sin sataniske falsetvokal som en værdig kopi af vores danske konge. Lidt ligesom Gruesome er en kærlig dødsmetal-hyldest til Chuck Schuldiners Death. Et perfekt band at putte på mellem aftenens to black metal-bands.

Marduk kom, så og sejrede totalt! Denne svenske krigsmaskine var – modsat Unlights – toptunet og mejede alt ned fra start til slut med numre som 'Panzer Division Marduk' (altid en god måde at starte en sortmetal-fest på), 'The Blond Beast', 'Werwolf', 'Burn My Coffin' og 'The Black...' fra deres næsten 30 år lange karriere. Med nærvær, super tightness og bestialsk spilleglæde hev bandet os alle rundt i salen på den dejlige ultrabrutale måde, som jeg havde forventet af Marduk.

Jeg har set Marduk et par gange før og synes klart, at de er et utroligt skarpt liveband. Faktisk bedre end deres største svenske konkurrenter, Watain, hvis sidste 'Trident Wolf Eclipse' egentlig er bedre end Marduks 'Viktoria' (også fra 2018), men på en scene kan Norrköping-bandet altså noget mere end deres black metal-kollegaer fra Uppsala. Nogle bemærkede, at Marduk hellere skulle have spillet oppe i den store sal, men jeg synes, at det passede helt perfekt, at man næsten kunne se dem i øjenhøjde, mens de gennempryglede publikum med deres thrashy, næsten dødsmetal-agtige black. Det er faktisk min favoritform for black, da jeg aldrig er blevet helt dus med den populære atmosfæriske, episke Pink Floyd-black med 10-15 minutter lange skæringer. Marduk og Nifelheim er blandt de navne, som tænder denne dødsmetal-fanatiker, når jeg drager afsted til black metal-shows.

Og var der så noget nazi/Antifa-cirkus denne aften, som nogle medier havde skrevet om samme dag? Nope, kun kickass rock'n'roll uden noget teatralsk gøgl, forklædt som black metal med "suspekte" tekster osv. Jeg fik min dosis Marduk, som jeg var kommet efter, så nu kan jeg snildt overleve de sidste to uger på jobbet med de gamles julemuzak.

NB: Artikelbilledet er taget tidligere på ugen, hvor Marduk spillede på Tøjhuset i Fredericia. Læs vores anmeldelse fra dén aften her.