Metal, fordomme, had og kærlighed

I den forgange uge har Kristina Djarling kastet sin opmærksomhed på Beyonce. Dette fik os til at tænke - hvad er ond musik? Præst og Devilution læser Dennis Voss Stensgaard reflekterer her over netop det.

Det gælder vist for alle, der hører metal, at vi stadig støder på fordomme om, hvordan vi så er, os metal-fans – i hvert fald, når det kommer frem, at vi synes, Metallica er lidt for bløde og poppede til vores smag. Mest ekstrem er fordommene selvfølgelig hos religiøse fanatikere af den ene eller anden slags, som mener, at musik med forvrængede guitarer nødvendigvis må være i ledtog med djævelen – men den type fanatikere er der nok alligevel ikke så mange af os, som møder i virkeligheden.

De fordomme, der fylder noget for os, er almindelige menneskers fordomme. De fleste af os kan vel nikke genkendende til en oplevelse, som en af mine venner havde, da en kollega kom til at høre noget af det melodiske dødsmetal, han hører – og udbrød ”Jamen Peter, du virker da ellers som sådan en stille og rolig fyr!” Og det er Peter også. Ligesom alle andre, jeg kender, som hører metal. Men hvordan i alverden kan man være en stille og rolig fyr, og så alligevel høre så hård musik (også meget hårdere end melodisk svensker-død).

Det nemmeste for os ville selvfølgelig være at sige, at vi da er ligeglade med, hvad andre tænker om os, vi vil bare høre vores metal, og så må Hr. og Fru Melodi-Grand-Prix-og-The-Voice tænke, hvad de vil. Og i det store og hele bør vi da også være ret ligeglade.

Men jeg synes alligevel, det er lidt træls, at det skal være sådan med de fordomme. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis der skal være sådan en ”dem-og-os” mentalitet mellem os, der hører metal, og så dem, der ikke gør. I det hele taget har sådan en ”dem-og-os” mentalitet aldrig nogensinde ført noget godt med sig.

De fleste af os er jo ganske almindelige mennesker, uanset musiksmag. Mange af os metalhoveder er blevet voksne og tyndhårede, vi bor i villaer med have og hæk, vi har fået børn, og der er sjældent mulighed for at blæse dødsmetal ud af gulvhøjttalerne på fuldt drøn, for den lille skal sove til middag – og lørdag aften er det egentlig nemmest bare at se den der komplet ligegyldige romantiske komedie i fjernsynet sammen med konen, for vi er begge trætte efter en lang dag med ufattelig meget hverdag. Det er ikke særlig rock'n'roll – men det er virkeligheden.

Eller rettere, det er en del af virkeligheden. For metalhoveder er vi stadig, og mange af os tager da også stadig på festival, hvor vi er dobbelt så gamle som gennemsnitsalderen, og har det fuldstændig fint med det – for de optrædende på scenen er også dobbelt så gamle som os. Og når vi så har mulighed for at høre musik, fx i bilen på vej til arbejde, så er det metal, vi hører.

Men en stor del af virkeligheden er vores hverdag, som drejer sig om at gøre livet så godt som muligt for dem, vi elsker – og bare få det hele til at hænge sammen. Og så er det da lidt demotiverende, at nogle altså mener, at vi har mere ondskab i os end andre, fordi vi hører ”ond musik”. Det kunne være rart med lidt mere forståelse fra omverdenen.

Vi må bare også lige se på os selv, og udvise noget forståelse for dem, som ser på os og vores kultur udefra. For er der noget at sige til, at de opfatter vores musik som ond, mørk, dyster, stressende og skræmmende? Er vi overhovedet selv uenige i den beskrivelse? Og hvis vores musik er sådan, er det så egentlig ikke forståeligt nok, at nogle kan blive lidt mistænksomme omkring, hvad vi egentlig går og gemmer på?

Og det leder os til spørgsmålet om, hvorfor vi så egentlig hører sådan noget musik? ”Fordi det er fedt”, lyder det enkle svar. Og det er også det rigtige svar. Men det er så meget mere end det. Det er nok meget forskelligt, hvorfor det lige er metal, vi er tiltrukket af. Men jeg vil prøve at beskrive, hvad jeg elsker ved metal, ud over, at det bare er fedt (for det er selvfølgelig det primære).

For det første er der bare enormt meget lyd i metal-musik. Lydfladen er fyldt rigtig meget ud, det er musik, som egner sig rigtig dårligt til baggrundsmusik, fordi den insisterer på, at der bliver lagt mærke til den. Og når først man har vænnet sig til det, lyder det meste anden musik kedeligt i sammenligning – undtaget den tungere del af den klassiske musik, med navne som Wagner, Tjajkovskij, Rachmaninov, Sjostakovitj og så videre – som mange metalhoveder da også kan lide. Den store mængde af lyd er det, som gør, at musikken opleves som tung – ja, som tung metal. Og når mit hoved er fyldt med tanker og stress, så er den tunge musik det eneste, som kræver så meget af min opmærksomhed, at der ikke er plads til andet i mit hoved – og så slapper jeg af.

For det andet er rigtig meget heavy metal af rigtig god musikalsk kvalitet. Det er enormt godt komponeret og skrevet, og det er enormt svært at spille. Det betyder, at det er meget langtidsholdbar musik, hvor man kan holde ud at høre det samme album om og om igen, fordi der hele tiden er mere at lægge mærke til.

For det tredje, og måske det vigtigste, så HAR jeg meget ondskab og egoisme i mig, jeg oplever desuden angst og bekymring som de fleste andre, og i det hele taget er der nogle meget dystre ting i mig og i mit liv. Og det har jeg brug for at få bearbejdet – det skal op til overfladen, så det ikke vokser sig større ”i det skjulte”. Alle de negative følelser og oplevelser får jeg sat ord på i metal-musik. Når jeg hører dødsmetal, føler jeg, at jeg ikke er alene med alt det negative, og nogle gange kan jeg finde mening i de mest afskyelige tekster – tekster, hvor folk tænker, at det må være en syg tankegang, der står bag sådan en tekst, men det er samtidig en tekst, som får bearbejdet noget grimt i mig selv. Men teksten er sekundær for mig, det er først og fremmest selve musikken, som taler til mig. Det lyder frygtelig navlepillende og psykoanalytisk, men jeg kan ikke rigtig sætte ord på det på anden måde.

Så jeg har en masse grimme ting i mig, og det er noget af grunden til, at jeg hører metal. Betyder det så, at metal-fans er grimmere indvendigt end resten af befolkningen? Nej, det tror jeg helt ærligt ikke – og det er baseret både på overbevisning og erfaring. Af overbevisning tror jeg, at de her grimme ting rummes i alle mennesker, metalhoveder er bare bevidste om dem. Og hvad min helt personlige erfaring, at metal-folket endda rummer mindre grimhed end den almindelige befolkning – og jeg tror, det skyldes, at vi får bearbejdet vores indre grimhed gennem vores grimme og onde musik.

Der sker det paradoksale, at vi metalhoveder måske nok er lidt vilde, når vi hører metal, men samtidig oplever vi en indre fred, som gør os nærmest hippie-kærlige – eller bare næstekærlige. Det lyder måske lidt ulækkert, men det er ikke desto mindre tilfældet – det er en slags kammeratskab, som ikke er anstrengt, og som går på tværs af alle skel. Et godt eksempel er moshpitten foran scenen til en metalkoncert, hvor folk vælter rundt og ind i hinanden. Det går voldsomt til, men samtidig er alle i en moshpit enormt opmærksomme på, at det også skal være sjovt for den, man støder ind i - ”Peace, Love & Moshpit”, som Inbreeding Rednecks har som et af deres slogans.

Og den kammeratskab har en naturlighed, som jeg ikke har oplevet andre steder end hos metal-folket. Fx har jeg oplevet, at Rammsteins video til ”Mann gegen Mann” opfattes som sjov og nærmest lidt hyggelig af metalhoveder, mens ”almindelige” mænd synes, den er lige homoseksuel nok.

Nu kan det nemt komme til at lyde meget anstrengt, når man insisterer på, at ”der er ikke noget homoseksuelt over vores kultur”, og det er da heller ikke nogen hemmelighed, at alt det lak og læder er kommet ind i metalverdenen gennem Judas Priest, som igen har fået det fra ”gay bars” (hvilket de fleste af os har det helt fint med). Men jeg holder stadig på, at kammeratskabet i metal-kulturen er fuldstændig ikke-seksuel, også fordi kvinder kan optages i den på lige fod med mænd (selvom der ER flest mænd i den kultur).

Anyway, vi metalhoveder er ikke mere onde end alle andre. Det misforstår mange ”almindelige” mennesker, men vi har altså også selv et ansvar for at fortælle folk, hvad der egentlig er meningen med disse genrer, som virker så ekstreme, når de ses udefra. Kort sagt handler heavy metal om livet, inklusiv skyggesiderne. Metal handler om at være mennesker, men også at være et helt menneske. Og mennesker er vi jo alle sammen.

- Dennis Voss Stensgaard er Gadepræst for unge og studerende i Esbjerg.