Metaldiktator: Helloween - Keeper of the 7 Keys - Part 1
Populær
Efter et aggressivt debutalbum var Helloween med 'Keeper of the 7 Keys - Part 1' klar til at kickstarte power metal-genren.
2. I'm Alive
3. A Little Time
4. Twilight Of The Gods
5. A Tale That Wasn't Right
6. Future World
7. Halloween
8. Follow The Sign
Hamburg-bandet Helloween stiftedes i 1984 af Kai Hansen, Michael Weikath, Ingo Schwichtenberg og Marcus Großkopf (ja, sidstnævntes navn skal vel oversættes til stort hoved, og er så vidt vides ikke selvvalgt, men alligevel en fremragende reference til bandets flittige brug af græskarhoveder) og udgav kort derefter singlen 'Judas' før debut-ep’en 'Helloween', og allerede året efter den første fuldlængde: 'Walls of Jericho'.
Helloween slog sig fast på nogle dyder, de har dyrket gennem hele karrieren, dog med forskellig vægtning. Først og fremmest melodi – tyskerne skriver ekstremt catchy numre, og gerne i en sådan grad, at man med den rigtige (eller forkerte) underlægning, godt kunne afskrive det som metal. Og er man i tvivl om rigtigheden af dette udsagn, kan man eventuelt lytte til 2010-udgivelsen 'Unarmed', hvor bandets selv udsatte vigtige numre for alt mellem reggae og klassisk. Men også højt tempo, talrige leads og til tider let fjollede tekster var et fast indslag, der fik Helloween til at stikke ud fra mængden.
Et dobbeltalbum i to dele
Indtil dobbeltalbummet om nøglerne skulle en meget stor hæmsko dog overvindes for yderligere succes – Kai Hansens leadvokal var mildest talt hæslig, skinger, uden tone og vel så tæt på falsk som man kan komme, uden at være det. Og trods samme persons uovertrufne sangskriveri kræver det en del overvindelse at komme igennem de første halvanden plade med tyskerne. Lige til 18-årige Michael Kiske kom på banen med en hæsblæsende, lys vokal, en karisma og et helt særegent talent for at synge omtrent umuligt høje linjer fuldstændigt ubesværet. Dermed var scenen sat for at udgive 'Keeper of the Seven Keys - Part 1 & 2', med første del i 1987 og afslutningen i 1988. Et dobbeltalbum i to dele.
Indledningen
Indledningen til dette magiske album, der måske er et af de allerbedste power metal-album overhovedet, er 'Initation' en ægte intro med dystre keyboards og skrigende guitarleads, kun beregnet som en opbygning til første rigtige nummer 'I´m Alive' – lignende introer er ofte et indslag på Helloween-skiver, og de starter næsten alle sammen med bogstavet 'I'.
Men 'I´m Alive' er også værd at vente på. Et hidsigt riff i højt tempo, en snerrende guitar fylder verset, og så viser Kiske fra første tone, at han er power metallens helt store sanger og genreikon og dermed den, som alle andre siden har forsøgt at låne sig op ad (og siden hen har han i øvrigt gjort alt for ikke at blive associeret med metal.) Efter to stærkt potente vers og melodiske omkvæd kommer Helloweens andet varemærke ved siden af det fængende vokalarbejde – de dobbelte leadguitarer. De lægger sig stærkt op ad, hvad KK og Glenn længe før dem havde præsteret i Judas Priest, men i hæsblæsende ridt af hurtigt skiftende symfoniske og helt indlysende øreopmærksomhedsbeslaglæggende melodier.
Lidt tid til power metal
Knap så stærkt går det 'A Little Time', hvor man kan fornemme, at tyskerne også har interesse i hard rock, og hvor et velfungerende, men knap så dominerende riff får lov til at agere underlægning for den veloplagt skrigende Kiske, der igen søger mod toner langt over de fem oftest benyttede nodelinjer i g-nøglen. Trods et fremragende omkvæd er dette dog ikke af de vigtigste numre, slet ikke set i forhold til albummets betydning for power metal.
Her er tredje rigtige nummer 'Twiligt of the Gods' langt mere interessant. Det dystre skinner igennem sammen med galopperende guitarer, en heftig lead og igen et højt tempo, som er power metal værdigt. En dramatisk stemning bygges op via flere skift i tempo, intensitet, men også melodier af både den storladne, lede og massivt harmoniske slags, og så igen flirtende tvillingeguitarer, der kaster velspillede soloer i grams.
Twilight of The Gods - Live:
Lidt for frisk er det måske at putte en ballade ind så tidligt på et album, men 'A Tale That Wasn´t Right' er en studie i at synge power metal på den teatralske måde, og Kiske stjæler totalt billedet med imponerende skrigeri, hvilket gør at man tilgiver den lidt kvalme og højtravende facon, det leveres på.
Og så glemmer man det hele, når Kai Hansen folder sig ud med pladens store iørefaldende hit: 'Future World'. Det tikkende introriff fortæller straks, at her vil ske noget særligt, og så kommer den første linje, som enhver power metal-fan bør kunne synge i søvne, når han krammer sit latexsværd: ”If you’re out there all alone, and you don’t know where to go to/ Come and take a trip with me – to future world.” Den sang er så knivskarpt skåret ved hvert eneste ord, bro, vers og omkvæd, og soloerne er taget direkte ud af håndbogen for perfekt opbygning af gennemtænkt strengepilleri ved høj hastighed. Ikke så underligt, at Kai Hansen i sit senere band Gamma Ray som oftest inkluderede dette nummer i sætlisten.
Future World:
Tilbage er der kun et rigtigt nummer. Og hvilket et! – måske Helloweens bedste, måske en af genrens allerstørste hymner. Det 13 minutter lange, fabelagtige 'Halloween', der er så helvedes episk og stort, men også med de ondeste riffs på pladen, de bedste soloer og, ikke mindst, et smukt og fantastisk orgie af dobbeltløbende guitarer på vej i alle retninger. Hvis man undrer sig over, hvorfor ordet ’power’ definerer genren, er det her, man spidser ører! Scenen for fortællingen om den magiske aften i amerikansk folklore indledes med skærende falske leads, og derefter et heftigt piskende riff, der sætter skræmningen i gang. Og efter verset om masker kommer først en hastig bro før det todelte omkvæd, der peaker med anden del og med linjen "Aaaaaah, its Halloween" (men man tænker "Helloween").
Undervejs mod højdepunktet - nemlig alle broer, b-stykker, c-stykker og soloer mellem andet omkvæd og tredje omkvæd - får man selvfølgelig et andet vers med referencer til både Søren Brun og Den Store Græskarmand, og måske også en fornemmelse af, at Helloween har taget tekstskrivningen seriøst, men ikke selve indholdet, og at det derfor er blevet et andet varemærke – ellers kan man altid tage et kig på diverse covers og ud fra antallet af græskar udlede, at tyskerne ikke dyrker metal-klicheerne nidkært.
Efter andet omkvæds Halloween-gentagelser følger temposkift på temposkift, duellerende soloer og et nummer, der tør tage tempo og intensitet helt ud, før der igen tages fat, og guitarerne tager fokus væk fra den ellers igen stærkt veloplagte Michael Kiske – Kai Hansen og Michael Weikath kæmper en brav kamp om at spille de mest halsbrækkende lirede stykker, altid med melodien i baghovedet, mens bassist Markus og trommeslager Ingo ubesværet holder sammen på et medrivende og skabagtigt imponerende nummer.
Halloween - den rigtige og ultimative:
Halloween - Videoversionen:
Og så, mod slutningen, følger naturligvis en outro – 'Follow the Sign'. Mågeskrigslydende guitarer lader en fortællestemme lede op til efterfølgeren 'Keeper of the Seven Keys part 2'. Det bedst sælgende af de to dele, men ikke den bedste af de to - selvom Part 2 er den, de fleste kender bedst. Denne uforståelighed skyldes blandt andet, at tre af Helloweens største hits befinder sig på 2'eren. Men det samme gør et par lettere fjollede fyldsange også, hvorimod der ikke er egentlige svage punkter på indledningen. Formentlig fordi Kai Hansen primært stod for sangskrivningen i starten, hvorimod han allerede på anden del holdt sig i baggrunden og lod de andre og knapt så dygtige sangskrivere i bandet tage over (dog skrev han lige 'I Want Out' – bandets allerstørste hit til 2'eren). I øvrigt havde bandet selv tænkt, at det skulle være et dobbeltalbum, men Noise Records delte ikke den holdning og fik det sidste ord i den sammenhæng – ærgerligt, eftersom det kunne have skabt en bedre balance på udgivelsen.
Lyserøde Bobler Går Amok
Pladeselskabsproblemerne var da heller ikke slut, og synkront med Kai Hansens udtræden af bandet (han blev erstattet af Roland Grapow) kom længere slåskampe mellem band og udgivere, og måske deraf fulgte også to, ikke svage, men stærkt forvirrende album – det let skøre 'Pink Bubbles Go Ape' og så det ekstremt genreafprøvende 'Chameleon'. Begge skiver, der floppede kunstnerisk og kommercielt, og i sidste ende fik både Kiske og Ingo til at forlade bandet.
Den senere historie om Helloween inkluderede til gengæld også et band, der med ny sanger og trommeslager genvandt meget af formen allerede fra 1994 med 'Master of The Rings' - ganske symbolsk havde dette comeback-album også teksthentydninger til historien om nøglebæreren. Dog var tiden en anden, og selvom kvintetten fandt styrken og fik succesen tilbage, har ingen album sidenhen haft samme betydning for genren som 'Keeper ... - Part 1'-pladen.