Mnemic inviterede til lyttesession

Mnemic inviterede til lyttesession på deres kommende plade "Sons of the System", der udkommer på Nuclear Blast Records i det nye år.

Der er gået to år siden, Mnemic udgav deres tredje album ”Passenger”. Et album, hvorpå bandet bevægede sig væk fra Tue Madsen, som producerede kvintettens første udgivelser. I stedet stod Warren Riker - som har produceret for blandt andre Down og Fugees, og Christian Olde Wolbers (Fear Factory) - bag knapperne på den plade. Resultatet var en hårdtslående sag, som mange har hævdet, havde internationalt snit.

Alligevel er det på Bremsagervej i Århus, jeg parkerer bilen for at komme til lyttesession på Mnemics nyeste udspil ”Sons of the System”. Mnemic er vendt tilbage til Tue Madsen og Antfarm Studios i Århus, Danmark, for at indspille, producere og mixe deres fjerde plade.

FRA 15 TIL 11
Inde i Antfarms lille kontrolrum sidder der allerede en del fra den danske metalpresse. Stemningen er afslappet, som altid, når sådanne lyttesessions foregår i DK. Bandet er mødt op og guitarist Mircea Eftemie byder velkommen. Vi venter også spændt, det er jo primært pladen, vi er kommet for at lytte til, og ikke de snacks, cola og kaffe, der er serveret til gennemlytningen. Mircea fortæller, at bandet har indspillet 15 numre, men at der kun kommer 11 med på pladen, og at det er dem, vi skal høre. Derefter sætter Tue Madsen ”Sons of the System” i gang. Vi er de første der hører skiven, ikke engang selskabet Nuclear Blast, har hørt den endnu.

OPLEVELSEN
Pladen starter, første nummer er også titelnummeret, med riffs, der leder tankerne hen på de forventninger, jeg allerede havde før jeg trådte ind i studiet. Man kan høre det er en Mnemic-plade. Deres komplekse signatur-riffs og rytmeskift skinner godt igennem. De næste to numre, ”Diesel Uterus” og ”Mnightmare” følger samme spor, dog er Guillaume Bideau begyndt at synge mærkbart mere, end han skriger. Alt i alt en rar og tryg ”Mnemic-oplevelse” indtil fjerde nummer, ”The Erasing” sætter i gang.
Her ændrer pladen karakter.

Pludselig udfolder Mnemic nye sider af sig selv. Numrene ”March of the Tripods”, ”Hero(in)” og flere af de sidste otte skæringer indeholder nye og anderledes sider af Mnemic. D'herrer er begyndt at skrive sange, med forløb og tema, samt god opbygning i stedet for at koncentrere sig om at sætte svære riff-parter sammen, og det klæder dem.

Flere af de nye numre viser et mere voksent og modent band, der vægter dynamik og spilleglæde frem for fart og påtaget aggression, uden at miste nogen af delene. Flere steder på pladen må jeg lade mig imponere af de progressive måder Mnemic er begyndt at lave overgange og melodisammensætninger.

BANDET OM PLADEN
Da jeg bagefter fortæller Mircea, at det lyder som om, de er blevet bedre sangskrivere, og at de nye sange lyder mere som hele numre i stedet for riff-på-riff, udbryder han med et smil; ”Det er også det, Tue siger til os!” netop da Tue kommer ud ad døren og tørt spørger: ”Påstår du jeg lyver?”

Stemningen er mere afslappet og udenfor Antfarm studios bliver der talt ”Sons of the System” med bandet og Tue Madsen, som Mnemic er vendt tilbage til. ”Nogle gange skal man prøve noget andet, for at finde ud af, at det man forlod, var det bedste”, siger guitarist Rune Stigart efter gennemlytningen af pladen.

Mnemic har før kaldt Tue Madsen for bandets sjette medlem, og det gør de stadig. Mircea uddyber: ”Tue er ligesom et sjette medlem. Han får os til at yde det bedste, og har mange ideer til, hvordan vores musik kan komme til at lyde bedst.”

Tue Madsen overtager: ”Jeg synes, der er mange gode numre på denne plade. Der er mange lag, hvilket gør, at pladen bliver interessant at lytte til. Man kan synke ind i hvert nummer. Nu skal jeg passe på hvad jeg siger, vi fik jo først masteren færdig et kvarter før I kom, så jeg skal lige have den på afstand, inden jeg kan sige, om jeg er helt tilfreds med det endelige resultat.”

Obersten (bas) bryder ind i samtalen: ”Som Tue siger, så er det en lytteplade. Jeg har det sådan, at man kan danne sine egne billeder når man lytter til den. Ligesom man gør, når man læser en bog, så ved man helt præcist hvordan de forskellige personer og omgivelser ser ud. Sådan har jeg det med vores nye plade. Jeg danner billeder mentalt, når jeg lytter til den.”

Obersten har ret, vil jeg tro, men jeg har kun hørt pladen én gang, og har mere bidt mig fast i sangskrivning, stemninger og knap så konstant fart.

Trommeslager Brian ”Brylle” Rasmussen fortæller: ”Vi har forsøgt så meget med denne plade. Vi har talt om og diskuteret, hvor vi vil hen med vores musik. Vi forsøgte at lave numre som på de foregående plader, men fandt ud af at vi, med alderen, er kommet videre musikalsk, og at de samme blastbeats eller svære riffs ikke gør det for os mere, i hvert fald ikke uden et modstykke. Så vi har vendt og drejet vores musik indtil vi fandt frem til dette.”

”For mit eget vedkommende har jeg valgt at variere mit trommespil, både fordi jeg er blevet ældre, og derfor er min fysik ikke hvad den var for 10 år siden og fordi jeg også har bevæget mig musikalsk siden 'Destroy Erase Improve' kom tilbage i 1995 og satte den musikalske dagsorden for mig, dengang!”

PÅ GENHØR I DET NYE ÅR
Snakken fortsætter, men jeg må videre. Det er dog tydeligt at alle fra bandet gerne vil fortælle om ”Sons of the System”, og de virker oprigtigt tilfreds med resultatet.

Til en sådan lyttesession lytter man kun til pladen en gang, sådan var det i hvert fald denne gang, og det er svært at danne sig et indtryk om pladen holder og er langtidsholdbar. Men efter endt gennemlytning, sad jeg med en fornemmelse af at have overværet et overordentligt positivt kvantespring hos Mnemic.

Blandt andet fordi mine forudanelser blev gjort til skamme, og fordi Mnemic er trådt et stort skridt videre i deres sangskrivning. I stedet for at få hvad jeg forventede, fik jeg en god lytteoplevelse, som jeg ser frem til at dyrke mere, når pladen kommer i det nye år.