Eksklusivt førstelyt fra ny liveplade fra undergrundens doom-konger

Populær
Eksklusivt førstelyt fra ny liveplade fra undergrundens doom-konger

"You gotta turn the monitors down, prick!" Til september smider Saint Vitus med Wino i front en ny liveplade på gaden, og Devilution har verdenspremiere på en skæring fra udgivelsen. 

Sidste år gav de ukronede amerikanske konger af doom metal-genren en af årets bedste koncerter på Copenhell. Skulle du være i tvivl, er navnet på kongerne Saint Vitus, og da de besøgte Copenhell, var det for første gang i tyve år med deres oprindelige forsanger Scott Reagers ved mikrofonstativet. Mens Reagers fortsætter sin tydelige doom-tørft ved for tiden at turnere i USA med sit gamle slæng, hentes ikoniske Scott 'Wino' Weinrich imidlertid ind fra sidelinjen, forstået på den måde at der d. 23. september smides endnu en liveplade på gaden, 'Live Vol. 2' - en opfølger til deres hæsblæsende og beskidte 'Live' fra 1990.

Det er efterhånden en håndfuld år siden, Buried By Time and Dust Records udgav 'Marbles in the Moshpit', der var en liveoptagelse fra '84 netop med Reagers i front. Vi tager derfor selvfølgelig med kyshånd imod endnu en liveplade med Wino på vokal, der, Reagers suverænitet til trods, formentlig altid vil forblive den mest ikoniske og elskede forsanger, de californiske doom-bonghoveder har haft i front. Derudover kan man selvfølgelig hverken få nok af Dave Chandlers spade eller Mark Adams' bas, ligesom det egentlig er på tide også med en liveplade med Henry Vasquez bag tønderne, thi han har gjort det fortræffeligt i bandet, siden den originale trommeslager Armando Arcosta døde i 2010.

Så mens vi både venter på, at Saint Vitus får indspillet en ny studieplade med Reagers ved mikrofonstativet, og på, at Wino igen får lavet uartigheder med sit gendannede doom-child The Obsessed også på denne side af Atlanten: Give it up for 'War Is Our Destiny' med Wino på vokal!