Copenhell 2015: Original magi!
Populær
Hverken Copenhell eller publikum bed meget mærke i det scoop, Saint Vitus præsenterede, da de torsdag aften for første gang i tyve år indtog scenen med den oprindelige forsanger, Scott Reagers, ved mikrofonen. Bandet derimod, de bed fra sig!
2. One Mind
3. War Is Our Destiny
4. White Magic / Black Magic
5. White Stallions
6. Saint Vitus
7. Burial At Sea
8. Born Too Late
Det hedder sig, at der ikke er det, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I dette tilfælde, hvor det gælder Saint Vitus’ uhyre værdige og seriøst sammenspillede koncert torsdag aften på Pandæmonium, synes der at være noget om snakken. Scott ”Wino” Weinrich, der on and off har været det amerikanske doombands frontmand siden ’86, blev sidste år bustet i Norge med 11 gram amfetamin på sig, og blev i samme omgang nægtet adgang til (i hvert fald store dele af) Europa.
Mens Wino befinder sig på den anden side af Atlanten, hvor han angiveligt atter får behandling for årtiers misbrug, samtidig med at han skriver på en selvbiografi, tog resten af Saint Vitus tyren ved hornene: De bladrede tilbage i deres eget 30 år gamle arkiv, hev originalsanger Reagers on the road igen og vendte superrevitaliserede tilbage til Europa for at give en stribe sommerkoncerter.
Scoopet ingen kendte til
For de metalhoveder, der knap nok kan holde ryggen rank og nakken stille ved blot tanken om guitarist Dave Chandlers signaturstærke take på det langsomme, nedstemte og virkelig beskidte riff, og som hælder til røgen som værende ens bedste doom-compadre, var det et vaskeægte scoop, Copenhell hér havde fået booket. Saint Vitus har godt nok spillet i både Danmark og nabolande flere gange over de seneste år, og at deres navn figurerer på en festivalplakat, kan næppe i sig selv kaldes for et scoop. Men Vitus med Reagers, however!
Umiddelbart virkede det dog ikke til, at Copenhell selv vidste, hvilket Saint Vitus-scoop det var, de egentlig havde fået fingrene i: På festivalens hjemmeside var der et bandfoto med Wino i line-upet, ligesom festivalens tekstpræsentation af bandet misvisende fokuserede på den genforening, der i 2012 resulterede i comeback-albummet, ’Lillie: F65’ – et album, der ligeledes har Wino på vokal, og som – uanset hvor vedkommende et album, det end måtte være – man egentlig ikke havde specielt meget lyst til at høre numre fra med Reagers ved mikrofonstativet. Jeg mener, skal det være old school Vitus, så lad det da for fucks sake være old school Vitus!
Gennemførte sjældenheder
Til trods for at Copenhell altså ikke engang selv syntes at havde set det komme, skal man da lige love for, at man fik old school Vitus for alle pengene. Reagers var med på bandets to første og bedste plader, ’Saint Vitus’ (1984) og ’Hallow’s Victim’ (1985), og vendte desuden tilbage til Saint Vitus på den formidable ’Die Healing’ (’95). Alle tre plader har bandets respektive sætlister under senere besøg i Europa med Wino af gode grunde ikke haft slået meget ned på. Så da bandet præcis kl. 23, foran et i øvrigt ret usselt besøgt Pandæmonium, satte koncerten i gang med henholdsvis ’Dark World’ og ’One Mind’ fra netop ’Die Healing’, vidste man godt, hvad klokken havde slået!
Ingen af disse numre har angiveligt været spillet live siden midt-90’erne, og at de kunne lyde så friske og gennemarbejdede, som de fra allerførste riff i den grad gjorde, fik med ét alle tanker om Reagers som en mulig europæisk lappeløsning vasket glædeligt bort. Saint Vitus anno 2015 i var kommet for at vise, præcis hvorfor de er så notorisk et undergrundsnavn, som de er. Til trods for at bandet op til deres besøg i Europa kun har spillet en enkelt koncert med Reagers i USA – og desuden angiveligt ikke har planer om at spille andre med ham i hjemlandet – var der intet half-assed over bandets levering af disse sjældne numre. Lortet havde tydeligvis været forbi øvelokalet, og Reagers leverede sine gamle genremesterværker med en ældet og fuldstændig suveræn nerve.
Undergrundsklassikere på stribe
Som sætlisten efterfølgende skruede tiden længere tilbage til bandets første par album, gik det på medrivende vis slag i slag med den ene suveræne undergrundsklassiker efter den anden: ’War Is Our Destiny’ og ’White Stallions’ skruede begge tempoet op og gav koncerten friske sprøjt af bandets oplivende, særegne ”doomthrash”; det selvbetitlede nummer ’Saint Vitus’ fik fællesangen skruet på hos den brogede flok Copenhellers, der savner mere metal med flere åbenlyse rødder i bluesen på festivalen, og som lidt tidligere på aftenen mest havde haft røget latter til overs for Slipknots tivoliserede ”lufttrommer”. Sjældenhederne ’White Magic/Black Magic’ og ’Burial At Sea’ dukkede op og formåede at vende alting på hovedet for én med virkemidler så simple som røvgode sange og allround rock'n'roll-karisma uden sidestykke.
Indbegrebet af cool
På samme måde som sætlisten ramte noget nær det perfekte, var også omgivelserne rammende. Pandæmonium var den helt rigtige scene til Saint Vitus, og da Slipknot først var gået af Helviti, festivalens største scene, endte der med at være egentlig pænt fyldt op foran de tre aldrende gutter, der udover Chandler og Reagers i øvrigt inkluderer den goofy, dopede Mark Adams, der må være selve indbegrebet af en cool bassist. Disse tre gamle doom-swingers havde det tydeligvis herligt med igen at dele scene sammen, og de indbyrdes herligheder syntes kun at tage til, i takt med at også flere publikummer stødte til. Henry Vasquez, der har været fast trommeslager i bandet siden det originale medlem Armando Acostas alt for tidlige død i ’09, var igen en bundsolid, rytmisk støtte og imponerende desuden ved at være en smule længere tilbage i lydbilledet, end han har for vane i liveregi.
Mere old school Vitus fremover, tak!
En af de eneste indsigelser, der er at smide efter Saint Vitus’ overlegne magtdemonstration på Copenhell, er koncertens korthed. Bandet fyldte deres spilletid på knap en time ud, og Pandæmonium skulle selvfølgelig gøres klar til Night Fever, der var det næste navn på scenen. Men for fa’en, når det nu er festivalens uskrevne hovednavn i en sjælden, magisk line-up, man står over for – og som tidligere på denne europaturné har haft endnu flere sjældenheder som ’The Psychopath’ og ’Zombie Hunger’ oppe at vende på sætlister – ja, så er det svært ikke at være ham det brokkende skarn, der kræver mere.
Det siger dog alt om bandets høje niveau, at det afsluttende nummer, ’Born Too Late', i sidste ende står som koncertens laveste højdepunkt. Man forstår selvfølgelig, at bandet må spille dette nummer, deres vel nok største hit til dato, og som afslutning var det da også noget særligt at høre et Vitus-nummer, der ellers er indspillet med Wino, blive leveret af Reagers, der i øvrigt indtager rollen som denne skærings out of date doom-outcast med en næææææsten lige så stor naturlighed som Wino. En sjældenhed som den tager man selvfølgelig gerne med. Reagers, i øvrigt, kan man i det hele taget kun håbe på at høre meget mere til. Gerne som forsanger på den næste Vitus-skive, så vi også fremover kan få old school Vitus-sjældenheder at høre, når bandet igen kommer til byen.
">