RF 26: Lørdag set fra Vagttårnet

Lefler Roskilde lidt i blinde for den primære målgruppe, de 20-30-årige? Skal de optrædende pinedød have samme alder som publikum? Det tror vi ikke, og TV-2's koncert på Roskilde understregede, om end på lidt klodset vis, vores pointe.

Oven på dejligt stærkt og meget Roskilde – på den gode måde – fredag, kunne jeg ikke få mig selv trukket ud på pladsen for at se TV-2. Og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ende i en Devilution-diskussion på Messenger om, hvor man skulle mødes til det aarhusianske band. Jeg forbinder dem stadig udelukkende med min barndom, klapstole og tæpper til Grøn Koncert, ikke Roskilde Festival, så jeg kommer nok heller ikke lørdag eftermiddag næste år, hvor Gnags sikkert står på Orange.



I stedet vil jeg benytte lejligheden til at skrive lidt om Roskildes oldingefobi. Selvom jeg ikke var tilstede til TV-2-koncerten, kunne jeg både se på billeder og høre fra øjenvidner, at koncerten var et kæmpe tilløbsstykke, og at generationerne samledes om “Danmarks kedeligste orkester”. Med andre ord, ja, de unge gider faktisk godt lidt historieundervisning; de gider godt se et band, hvor gennemsnitsalderen er på omkring de 70. Og nej, det hele behøver faktisk ikke være fantastiske popstjerner på 20-30 år.

Personligt afskyr jeg nostalgi, og jeg ønsker på ingen måde, at Roskilde bliver til en festival for musikalske museumsobjekter, men ofte står jeg på Dyrskuepladsen med fornemmelsen af at se en hypet, men i sidste ende slatten kopi af en kopi af en kopi, hvor jeg tænker for mig selv, “tænk, hvis ungdommen fik mulighed for at se det band eller den kunstner, som de her står på skuldrene af”. Hvorfor skal jeg for eksempel trækkes med Pissed Jeans, Chat Pile og i år Truck Violence, når The Jesus Lizard stadig turnerer sporadisk og stadig tørrer røv med alle deres efterkommere, selvom bandmedlemmerne er +60?

Hvorfor kuraterer Roskilde ikke lidt mere historisk og flyver nogle bands ind til one-offs, sådan som de engang gjorde? De fleste ældre bands, der ikke spiller live så ofte længere, er for stolte til at give mindre end fænomenale koncerter, når de endelig får muligheden. Og spil dansk tæller ikke. TV-2 eller Gnags spiller på alle festivaler i Danmark resten af sommeren. The Cure, siger du? Dem kan Roskilde jo booke under dække af koblingen til Olivia Rodrigo. Det virker ikke som direkte kuratering, men igen snarere som trendfiksering.

Genreclash en masse
At Roskilde er for forhippede på nutid og fremtid og i farten glemmer alt det gode, historien byder på, var The Callous Daoboys et godt eksempel på. På papiret lød det da lidt spændende med et sammensurium af genrer og en foragt for det gammelkendte og traditionelle, men amerikanerne gav den med afstand mest ulidelige koncert, jeg så i år på festivalen. Det var lige til at blive i dårligt humør af. Og så som dagens første koncert…

Kort efter tog jeg derfor forsigtigt plads i Lagune til Igorrr, der på samme måde leverer genreclash og bryder traditioner, så sveden pibler. På plade bliver det anstrengende, men Igorrr overraskede mig på Roskilde med en aparte blanding af dødsmetal, blastbeats, opera, barokmusik og breakcore. Det er sådan noget, der passer ind på Roskilde, og det er det, der bidrager til Roskilde-oplevelsen som helhed; at man kan gå fra den ene spændende koncert til den næste.

Albertslund Terror Korps bekræftede først på aftenen min pointe: Man kan sagtens være tæt på museumsklar, men stadig levere en virkelig god koncert, der sender os lidt tilbage i tid og minder os om noget, der var engang – helt uden at virke hverken bedaget eller nostalgisk. ATK’s koncert på Roskilde landede således knap 20 år efter kultforetagendets storhedstid og seneste optræden på festivalen.

Bagefter var jeg meget klar på Roskilde, så jeg gik i Gloria for at se den ghanesiske kult-rapper fra 90’erne, Ata Kak. Jeg forestiller mig, at han netop er en figur, Roskilde kunne finde på at flyve ind for at skabe festen (hvilket han i dén grad gjorde), så hvorfor forskrækkelsen over at gøre det samme med et renommeret rocknavn?

Heftigt math/screamo-bombardement
Efter Kak var mine fødder ved at være færdige efter fire dages festival, så jeg fandt en siddeplads i nærheden af Fauna, hvor jeg kunne sidde og høre Sorry give en enormt dresseret og kedelig indie-rockkoncert, og de er endda tilknyttet samme kreative Windmill-scene, som Maruja, der havde været ekstremt overbevisende dagen forinden. Men jeg blev siddende, gjorde jeg, for Lord Snow lød på beskrivelsen til at kunne blive den perfekte afslutning på årets Roskilde, og det var da også tæt på.

Kvartetten begyndte med at undskylde det stramme spilletidspunkt for publikum og sceneteknikere, men de leverede det heftige bombardement, der også blev lovet på papiret, selvom de elektroniske loops, der var indlagt mellem sangene som pusterum, desværre ofte dræbte momentum. Men musikalske øretæver behøver selvfølgelig ikke være kønne eller veldisponerede, så jeg tillader mig alligevel at kalde koncerten for tæt på den perfekte afslutning på årets Roskilde.

Det er svært at forestille sig noget, der ligger længere, rent musikalsk, fra TV-2 end Lord Snow, og det er det, bredden i programmet, der gør Roskilde fantastisk. Men ét er bredde i genrer. Det samme burde gøre sig gældende i aldersspænd, i det mindste i mindre grad, og her mener jeg, at Roskilde er blevet lidt for ensporede i deres forhippelse på at imødekomme deres 20-30-årige primære målgruppe. Og det holder bare ikke, når det viser sig, at ungdommen sagtens kan tåle både TV-2 – eller Ata Kak, for den sags skyld.