Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Smuglytning: Volbeat

Populær
Updated
Smuglytning: Volbeat

Volbeats femte album 'Outlaw Gentlemen & Shady Ladies' er på trapperne, og Devilution har ganske eksklusivt fået love til at lytte nærmere! Vi bringer hermed en track-by-track-gennemgang.

Kunstner
Titel
Outlaw Gentlemen & Shady Ladies
Dato
25-03-2013
Distributør
Genre
Trackliste
1 Let’s Shake Some Dust 01:28
2 Pearl Hart 03:28
3 The Nameless One 03:53
4 Dead But Rising 03:36
5 Cape Of Our Hero 03:50
6 Room 24 (feat. King Diamond) 05:06
7 The Hangman’s Body Count 05:16
8 My Body 03:42
9 Lola Montez 04:29
10 Black Bart 04:49
11 Lonesome Rider (feat. Sarah Blackwood) 04:06
12 The Sinner Is You 04:16
13 Doc Holliday 05:47
14 Our Loved Ones 04:50
Forfatter

Overordnet set er 'Outlaw Gentlemen & Shady Ladies' en ekstremernes plade, i den forstand at den både viser et Volbeat, der vender tilbage til de metalliske rødder, samtidig med at den også præsenterer nogle af bandets mest poppede sange til dato. Countryelementer finder man en del af, og de understreger albummets tema godt. Volbeats mere punkrockede sider er til gengæld forsvundet helt. I det følgende kan du læse mere detaljeret om de indtryk, de enkelte numre giver:

1 Let’s Shake Some Dust 01:28

Guitarleadens tema lyder spansk (selvom det er spillet på metalstrenge) og clavesrytmen i akkompagnementet giver sammen med Paul Lambs mundharpe en stemning som sad man ved et lejrbål på prærien. En listig intro, der lægger op til pladens westerntema.

2 Pearl Hart 03:28

Sangen handler om en virkelig kvinde der sammen med sin mand så sig nødsaget til at røve en diligence for at få penge til sin døende mors medicin. Musikalsk set er det en glad og stadionrocket sang, der med store varme akkorder i omkvædet og nogle sekstendedelsdæmpede guitarakkompagnementer i versene, sigter mod de brede radiokanaler. Den nye guitarist, Rob Caggiano, får leveret en meget veldrejet solo på dette nummer.

3 The Nameless One 03:53

Et hard rock-nummer, der starter med en nogle bastante betoninger af etslaget og ottendedelen lige efter, samt nogle hurtigere figurer. Omkvædet er lettere i karakteren og har ud over den volbeatske lyd, også et spor med en akustisk guitar og et spor med noget, der lyder som klap. Et C-stykke finder man også, med en mere spaghettiwestern-agtig guitarlead.

4 Dead But Rising 03:36

Pladens første egentlige metalnummer, med et riff der lyder som tung, old school thrash. Riffet går over i Volbeats signatur-groove med Michael Poulsens high-pitchede vokal, som man kender den. Igen er omkvædet mere muntert i stemningen end verset. Sangen handler om hvordan Poulsen af en ørn blev ledt til Tupelo, Mississippi, som er Elvis' fødested. Bilnavigationen virkede ikke, og han fik den tanke, at det var hans far (der var en kæmpe Elvisfan), der ledte ham på vej.

5 Cape of Our Hero 03:50

'Cape of Our Hero' er som bekendt det første singleudspil fra albummet, og er et af pladens mere poppede. Især omkvædet er meget blødt mikset. Nok er der forvrængede guitarer, men de ligger i baggrunden ifht. til den akustiske guitar. Melodien i omkvædet er dog ganske fængende, og sigter mere mod de brede radiolyttende skarer, end metalhovederne.

6 Room 24 (Med King Diamond) 05:06

Et vaske ægte oldschool metalnummer, der har en gæsteoptræden af selveste King Diamond, og musikstilen ligger ikke langt fra kongens egen. Sangen starter tungt og men får fart når dobbeltpedalen sætter ind. 

Sangen er en duet mellem Poulsen og King Diamond. Poulsen beskriver en oplevelse han havde i et hotel, hvor han havde et anfald af søvnparalyse, hvor bevidstheden er vågen, men kroppen føles lammet. King Diamonds rolle i sangen er det uforklarlige mørke og pressen for brystet, som Poulsen følte.

7 The Hangman’s Body Count 05:16

Er dét nummer på pladen der mest lyder som en af Volbeats inspirationskilder, nemlig Mercyful Fate. I hvert fald til at begynde med, for det lykkes for Volbeat at blande det med akustiske guitarer i et mere storladent og langsomt omkvæd, og det underbygger den spøgelseshistorie fra det vilde vest, som sangen handler om. Twinguitarer finder man også på dette nummer.

8 My Body 03:42

Sangen er et et covernummer af et band der hedder Young The Giant. Det er boogierock når den er allergladest...

9 Lola Montez 04:29

Endnu et radiorocknummer med en stor lyd. Det er ikke en riffbåren sang, og bandet mere akkompagnerer melodien med at tonse akkorderne dæmpet i verset, for så at åbne op i omkvædet. Melodien er typisk Volbeat, når bandet spiller poppet. 

Sangen handler om en virkelig kvinde, der er levede på kanten af samfundet og måtte optræde i cirkus med et erotisk udfordrende show, for at klare sig. Endnu en af de ”Shady Ladies” som pladens titel henviser til.

10 Black Bart 04:49

En hurtig sang med dobbeltpedal, som Volbeat passende beskriver som ”Country Motörhead”. Det hele bliver lidt mere roligt senere i sangen, hvor Volbeats egen stil titter frem i omkvædet. Black Bart var en også en virkelig røver, der kun ville have Wells Fargos guld og ikke de kvindelige passagerers værdier – en ”outlaw gentleman”.

11 Lonesome Rider (Med Sarah Blackwood) 04:06

En blanding af country og rockabilly er hvad verset byder på, samt en duet mellem Poulsen og Sarah Blackwood som synger i Walk OF The Earth (Tidl. The Creepshow). Omkvædet er mere klassisk 60'er-pop-volbeat-metal.

12 The Sinner Is You 04:16

Endnu en radiorocket sang, der har et snert countryfeel over sig, samtidig med at den også minder lidt om noget Roxette kunne have lavet.

13 Doc Holliday 05:47

En af de mere eksperimenterende metalsange på albummet. Den lægger ud med banjo og et riff der skriger ”cowboy!”, for derefter at gå over i et klassisk tonsemetalstykke med twinguitarer og halftimeskift. Poulsens sang i verset kunne godt minde lidt om en tidlig James Hetfield og riffene om Metallicas. Omkvædet derimod er domineret af en banjofigur og et herrekor, der igen underbygger pladens westernstemning. På dette nummer får man også glæde af Caggianos brillante sologuitar.

14 Our Loved Ones 04:50

Sidste nummer er en ballade som starter med akustisk guitar og mundharpe, for så at gå over i nogle guitarleads og brede akkorder, som kan sammenlignes med halvfemsernes Metallica a la 'The Unforgiven I og II'