Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

The Rock vil blive husket

Populær
Updated
The Rock vil blive husket
The Rock vil blive husket
The Rock vil blive husket
The Rock vil blive husket
The Rock vil blive husket

Der har været så mange gode stunder siden 2004 på The Rock, så det var med stor ærgrelse, at de sidste øl blev indtaget på adressen i Skindergade i torsdags, hvor et sidste smukt farvel blev sagt.

Kunstner
Spillested
Dato
24-11-2011
Koncertarrangør
Fotograf
(fotos fra The Rocks Facebook-side)

Der var engang noget som hed Tex i København. Det lå i Vestergade, forlængelsen af Skindergade i retning mod Rådhuspladsen. Stedet var nærmest en smal korridor, men det var kendt og elsket som rock- og metalstedet i byen. Mangt en øl blev drukket det sted, som også rummede en lille scene, hvor alskens håbefulde bands til større bands som Pain of Salvation har spillet.

Det fik dog en ende, men det var positivt, for noget nyt var i vente. "Det nye" blev The Rock, som åbnede en tid efter, og gav rådvilde headbangere et sted at hænge ud igen. Lokationen lå længere nede af gaden, nærmere betegnet Skindergade 45-47, på et sted som tidligere havde huset blandt andet Vin & Ølgod, der en overgang havde Dario Campeotto som medejer og diskoteker som Subsonic og Level.

Tex lå 3-4 trappetrin under gadeniveau og på The Rock foregik aktiviteterne endnu længere under gaden - i passende metalsymbolik måske endnu tættere på Helvede og den satans karl, så mange metalbands gennem tiden har yndet at synge om.


Stor start med kannibalerne

The Rock ville flot fra start og kom det med én af sine første store koncerter, som var med mægtige Cannibal Corpse (læs anmeldelse HER), der fyldte stedet godt op. Men begyndelsen og de nye større rammer var svær, for Samael spillede måneden efter for ret få mennesker, ligesom det skete for Carpathian Forest og Tsjuder i starten af det nye år, 2005.

The Rock kæmpede, og der kom sidenhen mange fint besøgte koncerter med så fine navne som Morbid Angel, Illdisposed og Paradise Lost. Og store fester med Red Warszawa og de überfestlige "Rock The Night"-arrangementer, der vel egentlig har sin del af skylden for, at The Rock i perioder var et fantastisk sted at gå i byen en torsdag, fredag eller lørdag aften.


Plads til alt, stort som småt

Hver gang man åndede lettet op, og tænkte, at nu måtte det da køre på skinner for stedet, så dukkede der overraskelser op. Igen forsvandt de velbesøgte koncerter. Nuvel - det var måske relativt forståeligt, at der ikke var udsolgt til de mange arrangementer til ære og glæde for upcoming-scenen, men andre gange kunne også  legender som Destruction spille for et fåtal af mennesker.

The Rock skal hyldes for at ville det hele. De var ikke for små til de store eller for store til de små. Det var tydeligt, at der var flere ildsjæle i staben, som bare ville alt godt for rock- og metalgenrens kår i vor hovedstad. De har gjort et formidabelt arbejde - det skal og må ikke underkendes af mange onde tungers "hvis de bare havde...", som følger med sådan en brat lukning.

Hvor får vi det henne nu: et spillested for rock- og metal, hvor man kan nyde en øl eller ti efter en koncert uden at blive mødt af blændende lys, rengøringspersonale og en emsig vagt, som vil have folk ud to minutter efter aftenens band er gået af scenen? Det var her, at The Rock i særdeleshed var et genialt sted.


PASSION OG SJÆL

Glem alt om klager over langsommelig garderobebetjening - noget der i øvrigt blev rettet rimeligt op på efterhånden - eller tale om dårlig lyd på stedet. Ja, der var af og til skidt lyd, nøjagtig ligesom det kan hænde på alle andre spillesteder, men som regel var det blot et spørgsmål om at stille sig et andet sted, hvis bassen lige var for massiv, hvor man havde fundet sig en plads. Men glem det, for The Rock og Tex-delen, som for alvor blev lanceret ved Relaunch'en sidste år, havde det allervigtigste: passion og sjæl og forbandet meget af det.

Alle mulige tiltag blev gjort gennem tiden i håbet om, at metallen og ildsjælenes drivkraft skulle sejre i det lange løb. 10-kroners bar, gratis fadøl i en fast time af aftenen osv. I sidste ende gik det bare ikke.

The Rock vil blive husket for musik, fest og glade stunder. Det er dét sted, som Devilution (og Heavyjam som vi udspringer af) har rapporteret fra flest gange, og vi har gjort det med glæde.

Farvel The Rock: "Only the Good Die Young". Jeres sidste tid var tung på rygter, så lad rygterne, om at nogle af jer, som stod bag, vil starte noget nyt, også være sande. I må kunne tage erfaringerne med jer, så der igen kan skabes noget ultimativt og vigtigt for den københavnske metalscene.

Kataklysm, Absu, Satyricon, Exmortem, Pro-Pain, Clutch, Cancer Bats, Entombed, Hatesphere, Bolt Thrower og Mustasch har alle fået topkarakteren "5" af en af vore anmeldere efter et show på The Rock. Det gør måske ikke nødvendigvis disse shows til de mest mindeværdige, men de vidner i hvert fald om de aftener, hvor meget er gået op i en højere enhed.

Hvad kommer du til at huske The Rock for?

Manowars 'Warriors of the World' blev en overgang spillet tit og ofte til festerne efter koncerterne derinde. Derfor tager vi den også her som afskedssalut: